Han er verdensberømt i Argentina.

 

I sin klub, Boca Juniors, bliver han tilbedt og elsket som en Gud på et niveau, der tidligere kun er tilkommet den mere kendte Diego Maradona.

 

Han spiller samme position og rolle på banen som Maradona gjorde, og hans karriere deler mange fælles træk med Diegos.

 

Men på ét punkt er Juan Román Riquelme – på disse kanter bare kendt som Román – afgørende anderledes end den typisk udfarende, talende og selviscenesættende Maradona:

 

Riquelme vil gerne bare passe sig selv, helst ikke tale med pressen, og helst ikke have opmærksomhed.

 

Sådan var det helt fra begyndelsen i landsbyen San Jorge. Han gemte sig i gangene, når den ene udsending efter den anden fra en større Buenos Aires klub kom forbi for at se denne knægt, alle talte om, i klubben La Carpita.

 

Ekstremt genert som han var, ønskede Román ikke andet end at spille med vennerne og skulle i hvert fald ikke hilse på nogen. Men en træners insisteren overbeviste ham om at melde sig ind på et sekundært hold i Argentinos Juniors, hvorfra også Diego Maradona blev udklækket.

 

Morgen efter morgen tog han den lange rejse i bus til La Paternal, et helt anderledes området end sin fattige fødeegn. Og eftermiddag efter eftermiddag tilbage igen til familien, som tæller ni søskende.

 

Talentet kunne Román dog ikke skjule. De fine fodskifter, en højrefod poleret som en salgsklar diamant, en afleveringspræcision, der ville gøre selv Søren Lerby misundelig. Men træneren i 9. division lod ham oftest kun spille i halvdelen af anden halvleg. Riquelme var for lille og skrøbelig til at klare mosten. På daværende tidspunkt indtog han også positionen længere tilbage som defensiv midt, 5’eren, i forhold til den position, der senere gav ham succes: 10’eren. Den offensive midtbanemand, som hele spillet drejer sig om. Som leder og fordeler. I Argentina kaldes den “enganche”: Koblingen mellem forsvar og angreb.

 

Om nogen må Riquelme fremhæves som den ekstreme variant af den sol, de resterende 10 planeter drejer omkring. På de bedste dage gør han sit hold uovervindeligt, fordi han sætter medspillerne op med ofte afgørende pasninger. Nogle gange er blot en enkelt afgørende berøring nok til sejr.

 

Boca Juniors så potentialet, som de gjorde de med Diego Maradona, og købte Román for 800.000 dollars i 1995, selv om han endnu ikke havde debuteret i den bedste række.

 

Det blev begyndelsen på en gensidig kærlighedshistorie klædt i gul og blåt, som stadig varer ved trods en pause på seks år.

 

Det er fredag på Bocas træningsbane. Román taler. Hvert ord vil blive målt og vejet i morgendagens aviser. Han smiler næsten ikke, klart nok, når man tænker på, hvordan han har det med medierne, men i dag virker han mere villig end normalt. Han har inden denne sæsonstart sørget for nye presserutiner i Boca á la Europa, så kun én spiller taler med pressen pr. dag. Men selv om Riquelme har importeret nogle skikke fra sin tid i Europa, er der ingen tvivl om, at han føler sig bedst tilpas her, ikke mindst efter over et års trængsler og de facto udelukkelse i spanske Villareal, hvor han først var helt, men endte som syndebuk. Netop vendt tilbage til Argentina før sæsonen efter et halvt år i Spanien med selvtræning og uden fodbold på topplan, er han igen – som med en magnets tiltrækningskraft - kommet på alles læber.

 

Efter den generelle pressekonference holder Román ord og giver solotid til 90M.

 

 

»Jeg er glad for livet og har ikke problemer med at påtage mig den rolle, som jeg helt uundgåeligt får her i Boca, selv om jeg da helst ville kunne nyde at gøre de almindelige ting, som almindelige mennesker gør, og gå en tur på gaden uden at blive talt til. Al den popularitet gør mig forlegen, jeg er genert, det ved du, men heldigvis viser folk sig mest ved at være kærlige.«

 

 

»Hvad det angår, er jeg som min mor. Jeg gemmer tingene indeni, og det falder mig svært at vise, hvornår jeg har det godt eller skidt. Jeg forsøger altid at være i godt humør, så godt som muligt. Især for, at min familie ikke skal bekymre sig. Jeg har et stort ansvar, fordi jeg er den ældste i søskendeflokken.«

 

 

»På den ene side bliver jeg glad. Det betyder, at jeg gør noget rigtigt. Men på den anden side kan jeg ikke lide at blive talt om, for det betyder, at man en gang imellem blander sig i mit privatliv. Og det er alvorligt. Men jeg synes, jeg har vænnet mig til berømmelsen, og heldigvis er der alle fansenes hengivenhed. Når jeg en dag stopper, er det den, jeg vil tage med mig fra fodbolden.«

 

 

»Overhovedet ikke. Alle har en rolle at spille på holdet. Min rolle er at have bolden og assistere. Lige så vel som målmanden redder, og angriberen scorer, så skal jeg finde hullerne og ramme min modstanderes fødder i det rigtige øjeblik. Det er jo ikke tennis, det her. Der er ingen individualisme. Succes eller fiasko afhænger af et hold. Og så vil den bedste af alle i øvrigt altid være Diego Maradona.«

 

 

»Det gør mig stolt, men der er ingen som ham. Jeg kan heller ikke sammenlignes med ham. Jeg når ham end ikke til sokkeholderne. Jeg føler mig heller ikke som et idol.«

 

De senest måneder har argentinsk fodbold oplevet en større debat omkring teknik over for taktik, holdet over for individualisten, både i ligaen og på landsholdet. Riquelme og hans position på banen er én af hovedårsagerne til den debat. Mange trænere, specielt i Europa, finder, at det er umoderne at bygge et hold op omkring den såkaldte “kobling,” den traditionelle 10’er. Holdningen er, at moderne fodbold ikke længere har plads til dem, og fakta er, at det i dagens fodbold efterhånden er lige så svært at finde fodboldspillere af Riquelmes type, som det er at finde en nål i en høstak. Faktisk har samtlige Riquelmes trænere i Europa på et tidspunkt besluttet helt at se bort fra ham, oftest fordi han ikke passede ind i det valgte spilsystem

 

Men Boca-stjernen selv forsvarer sin spillertype til yderste konsekvens. Uden for og på banen. Men ord og med spil.

 

 

»Jamen, hvad er en rigtig 10’er? Jeg bryder mig ikke om at tale om kobling eller andre benævnelser. Jeg kender ikke til taktisk arbejde. Træneren kan afgøre at spille på den ene eller den anden måde, men det handler jo i sidste ende om, hvorvidt holdet gør det godt. Jeg er bare en brik på holdet.«

 

 

»Jeg er ikke enig. Folk vil altid gerne se typer som Zidane, Messi, Kaká, Ronaldinho. Om de så spiller mere tilbagetrukket eller længere fremme, så vil de altid være holdenes styrmænd. Her handler det ikke, om de er koblingerne eller ej.«

 

 

»Der vil altid være en fremtid for dem, der spiller godt, uanset positionen. 10’eren som fænomen kommer aldrig til at uddø.«

 

 

»Jamen, der er så mange gode spillere, uanset om de spiller som kobling eller ej. Det er en journalistopfundet term. Jeg forstår ikke, hvorfor man forsøger at diskriminere 10’eren så meget.«

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

»Siden VM har min mor været indlagt to gange. Det har altid stået klart for mig, at familien kommer før fodbolden. Men alt blev roligt igen. Dengang mente jeg, at beslutningen var for det bedste. Men nu er jeg stolt over at være tilbage i mit lands trøje. Og specielt over at få muligheden for at opleve OL. Drømmen er at vende tilbage til Argentina med guldet.