Han er FCK’er med store bogstaver. Den eneste i den internationalt besatte trup, der har spillet ungdomsfodbold i KB. Hjalte Nørregaard er fodboldspiller og menneske med løvelogoet på brystet. 90M har fulgt midtbanespilleren en ganske almindelig hverdag i forberedelserne til forårs-sæsonen.

FREDERIKSBERG: Hunden hedder Nala. Opkaldt efter Simbas veninde i Løvernes Konge. Det er en sort labrador, som Hjalte og hans kæreste Nina havde med hjem fra Holland. Den står og logrer, når den ser Hjalte. Lidt over otte står han op og spiser morgenmad. Derefter er det et fast ritual at gå en tur med Nala omkring hjemmet på Frederiksberg inden han cykler til træning på Jens Jessens Vej et kvarter på den to-hjulede derfra. Med mindre det regner alt for meget. Så tager han bilen.

I dag er det anderledes. Dagen starter på Bispebjerg Hospital. I stedet for at cykle kører han sammen med holdkammeraten Michael Silberbauer i dennes firehjulstrækker. På gule plader. Det er en blæsende, men mild vinterdag på Fre- deriksberg. En dag som så mange andre for fodboldspilleren Hjalte Nørregaard, der er ved at bygge formen op til den kommende sæson. En af dagens udfordringer er en måling af midtbanespillerens evne til at optage ilt. Det er derfor denne mandag starter på Bispebjerg Hospital. Med en maske over næse og mund løber han på et løbebånd. Hastigheden bliver gradvist sat op indtil han er så forpustet, at han ikke kan fortsætte. På den måde måles evnen til at optage ilt. Lungekapacitet. ”Meningen er at vi skal testes igen til maj for at se, om der er sket en udvikling. Jeg har udmærkede lunger og plejer at være én af dem, der løber længst. Men sådan skal det jo også gerne være,” siger midtbanespilleren, da han har fået pusten igen.

UDE PÅ JENS JESSENS Vej er formiddagsfreden stadig intakt. FCK holder til i nummer 10, en stor sandfarvet bygning med det store løvelogo på fronten. Overfor i den røde blok er en hjemmehjælper iført hvid kittel og gummihandsker i gang med at støve af. To mænd rydder op i buskene foran Skt. Mariæ Kirke og inde i den sandfarvede bygning hører man stemmer fra kælderen, hvor de fleste af FCK-spil-lerne er i gang med styrketræning. Cheftræner Ståle Solbakken kommer frem fra gangen ind til omklædningsrummene i løbetøj og forlader bygningen. Han jogger ned ad Jens Jessens Vej. Lidt over 11 svinger Michael Silberbauer firehjuls-trækkeren ind i en parkeringsbås foran nummer 10. Ham og Hjalte stiger ud, går op ad trappen til hoveddøren og taster dørkoden for at komme ind. Hjalte Nørregaard starter med at gå i kælderen. Normalt træner truppen udendørs om formiddagen.

Styrketræningen ligger sædvanligvis om eftermiddagen, men på grund af ilt-testen på Bispebjerg Hospital denne mandag, er der byttet om på programpunkterne. Midtbanespilleren slipper for styrketræning-en på grund af hans sene ankomst-tidspunkt og testen. ”En normal uge går med to gange træning mandag, onsdag og fredag, en gang tirsdag og lørdag. Torsdag er fridag,” forklarer Hjalte Nørregaard efter at have fået fripas fra styrketræningen. ”Det er et godt liv. Jeg er privilegeret ved at kunne leve af min hobby. Det er jo en kombination af at lege og så gå på arbejde. Vi har det sjovt sammen og der er en god stemning. Man kan vel sige, at når jeg går på arbejde, så skal jeg ud og lege,” forklarer Hjalte Nørregaard om tilværelsen som professionel fodboldspiller.

”Men der er selvfølgelig også et element af alvor i det. Når man står dér i spillertunellen klar til at løbe ind med en lille knægt i hånden og der sidder 20-30.000 derude og venter, så føler jeg da en vis spænding. Og man kan da også sagtens sidde inde i omklædningsrummet og håbe: Bare vi har vundet 2-0, når vi kommer herind igen om et par timer. På den måde handler det jo om at skulle ud og levere varen. Det er en eksamen hver gang, og du bliver bedømt ud fra det, du præsterer i løbet af de 90 minutter. Det er jo et mentalt pres. Men nu har jeg spillet her siden jeg var 13 år. Jeg blev opdraget i KB til at vinde hver gang, så det ligger på rygraden og jeg er vant til, at det er sådan. Man kan godt se, hvis der kommer spillere udefra fra en mindre klub, hvor det er i orden at tabe en gang imellem. Når man spiller herinde, skal man vinde hver gang. Og ikke engang det er altid nok. Det skal også helst ske ved at spille godt. På den måde er FC København blevet det danske svar på Barcelona eller Real Madrid. Men så nemt er fodbold jo ikke. Der er også en modstander at tage hensyn til. Når vi spiller i Parken er der ofte 20 spillere på én halvdel af banen – modstanderens. Sådan er det bare, og ser man på det lidt fra oven så er det jo også charmen, at det ikke altid er det bedste hold, der vinder.”

HJALTE NØRREGAARD ER den eneste ”ægte KB’er” blandt stamspillerne i FCK-truppen. I sommeren 2005 skiftede han fra FC København til Heerenveen i Holland, men det udlandsprofessionelle ophold blev en fiasko. 14 måneder senere vendte han hjem til FCK. Til en klub, hvor der ikke var meget tilbage af det, han forlod. ”Trænings-hovedkvarteret var flyttet herover på den anden side af banerne til Jens Jessens Vej, sportsdirektøren var ny (Niels Chr. Holmstrøm gik på pension efter 2005/2006-sæsonen og blev afløst af Carsten V. Jensen – red.) og cheftræneren skiftet ud (Ståle Solbakken afløste Hans Backe i januar 2006 – red.). Samtidig var der kommet 12-14nye spillere. Kun Lars Jacobsen, Silberbauer og Linderoth var tilbage fra dengang, jeg rejste. Det var mærkeligt at komme hjem til en klub, jeg kendte, men hvor der var sket så mange forandringer. Samtidig var det en vild periode, for klubben havde lige kvalificeret sig til Champions Leagues gruppespil, jeg kom jo hjem til et hold, der var blevet endnu bedre. Med landsholdsspillere på samtlige pladser. Da jeg tog af sted var det vel kun Zuma, Elrio (van Heerden) og Linderoth, der var på landshold,” forklarer Hjalte Nørregaard.

Han var glad for at vende hjem igen, for han er-kender selv, at opholdet i Holland var en fiasko. ”Men jeg ved stadig ikke, hvorfor det gik galt. Når jeg spillede, fik jeg ros fra træneren og omgivelserne, men gik det dårligt for holdet var det altid mig, der blev sorteper og taget ud. Og når jeg så spurge om mandagen, hvorfor jeg var blevet skiftet ud, kunne træneren ikke forklare det. `Det kunne lige så godt have været en af de andre,´ sagde han.”

Træneren, Gertjan Verbeek, hentede Hjalte Nørregaard i den tro, at han havde fået en ´10’er´ - en offensiv type, der kunne ligge i hullet lige bag den enlige angriber – men det er ikke københavnerens styrke. Hjalte Nørregaard er mere defensivt orienteret og dækker med sin løbevillighed et stort område. Samtidig blev han skadet kort efter sin ankomst, så først i starten af 2006 fik han tilkæmpet sig en plads på holdet. Det var her, de fleste af de 17 kampe, han blev noteret for i klubben, blev opnået.

”Han troede, han havde købt en type som Jon Dahl, og selv om jeg prøvede at forklare, at det var jeg ikke, ændrede han ikke opfattelse. Jeg prøvede også at fortælle ham, at han ikke ville tabe noget ved at prøve mig længere tilbage på banen og måske forsøge med 4-4-2 i stedet for det klassisk hollandske 4-3-3 system, men det var som at tale til en dør. Ironisk nok spiller Heerenveen i dag 4-4-2 – stadig med Gertjan Verbeek som træner.” ”Da han så på et tidspunkt direkte sagde: ´Det er fint du er her, men du kommer ikke til at spille,´ så syntes jeg, det var spild af tid at blive. Jeg havde været i løbende kontakt med FC København undervejs, så de var orienteret om situationen. Da jeg var kommet gratis fik jeg også lov at gå igen gratis.”

”Det var jo ikke fordi det ikke var flinke mennesker. Klubben var også god til at tage sig af nye spillere. På den måde var de bevidste om deres plads i fødekæden – at klubben skal leve af at hente spillere billigt, udvikle dem og derpå sælge dem videre til primært en af de tre store klubber, Ajax, PSV eller Feyenoord. Selv om det var en lille by med 25-30.000 indbyggere, så var der meget opmærksomhed omkring fodboldspillerne, og stadion var fyldt til hjemmekampene. Min kæreste og jeg havde det også fint og fandt hurtigt sammen med de andre skandinaver i klubben, men jeg var der jo for at spille fodbold, og da jeg ikke kunne komme til det, var det som sagt spild af tid. Jeg tog af sted for at prøve lykken i udlandet, og jeg er glad for at jeg har prøvet det. Det har været en fin erfaring og god oplevelse, og jeg ville også gøre det igen, hvis tilbuddet var attraktivt nok.” Han nyder at være hjemme i vante omgivelser, men egentlig oplevede han ikke den store afstand til Danmark, mens han opholdt sig i Heerenveen.

”Verden er jo blevet meget mindre i de sidste 10 år. Vi havde danske tv-kanaler dernede og kontakt med vennerne og familien hver dag via internettet. Så vi fulgte jo med i, hvad der skete herhjemme, og der var således ikke en masse, vi skulle have `samlet op´ da vi kom hjem.”

HJALTE NØRREGAARD SPISER hver dag på anlægget. Uanset om han træner én eller to gange, er der frokost for spillerne i det sandfarvede hus på Jens Jessens Vej. Sådan var det ikke, da Hjalte Nørregaard startede i KB som 13-årig. På mange måder var det hans første møde med konkurrence-idræt. Hjaltes far, Klaus Nørregaard, opnåede ni kampe på det danske A-landshold fra 1977-80. Han spillede blandt andet 136 kampe for KB i sin karriere, men repræsenterede også Hvidovre, HIK, Brøndby og i sin soldatertid på Bornholm Svaneke Boldklub og han blev dansk mester tre gange, med Hvidovre i ’73, KB i ’80 og Hvidovre igen i ’81. Alligevel lå der ikke noget pres på Hjalte om at skulle spille fodbold.

”Jeg kommer fra en fodboldfamilie, og fodbolden var mit bedste legetøj. Jeg har sparket til en bold lige siden jeg begyndte at kunne gå. Men min far ville ikke lade mig gå til fodbold, før jeg selv kunne cykle til træning, så jeg fik først lov til at starte som 7-årig i den lokale klub i Rødovre, hvor vi boede.” Da Hjalte nåede op i nærheden af konfirmations-alderen, gik holdet i Rødovre i opløsning og de fire-fem stykker, der stadig havde lyst til at spille fodbold, meldte sig ind i KB.

”Jeg kan huske første gang jeg var til træning. Jeg blev præsenteret for de andre som søn af den tidligere KB’er og landsholdsspiller Klaus Nørregaard. Det syntes jeg var noget underligt noget, for hvad havde min far med det at gøre. Man kan sige, at det gav pres på fra start, og KB var en helt anden verden end den, jeg havde været vant til i Rødovre. Folk havde allerede spidse albuer, og det skulle jeg lige vænne mig til. Jeg kom på førsteholdet med det samme, men året efter, da jeg rykkede op som førsteårs-junior havde jeg en del kampe på andet-holdet. Jeg var jo lidt mindre end gennemsnittet af mine jævnaldrende.” Hjalte Nørregaard dækker nogenlunde den samme plads på midtbanen, som hans far gjorde. Men han mener, at det må ligge i generne. I hvert fald er det ikke nærstudier af faderens evner på en fodboldbane, der har inspireret ham til at gøre midtbanen til sin.

”Han stoppede sin karriere i 1984, hvor jeg kun var tre år gammel. Så jeg har aldrig set ham spille og vidste ikke dengang jeg selv startede, at han var midtbanespiller. Jeg er lidt højere end ham, men ellers må der jo være en vis lighed mellem os. I hvert fald har jeg altid spillet på midtbanen, og det passer mig fint. Man skal være fodboldmæssigt klog, det er man simpelthen nødt til, for der er ikke meget plads derinde, og det går hurtigere og hurtigere.”

EFTERMIDDAGS-TRÆNINGEN i FC København starter normalt mellem 14.30 og 15. I dag begynder de første spillere allerede at forlade den sandfarvede bygning på Jens Jessens Vej for at sætte kurs mod kunst-stofbanerne bag KB-hallen ved kvart over to-tiden. De skråer over græsset og går ad den lille sti langs hallen til ”kunsten” – de tre kunstgræsbaner ved siden af hinanden op ad s-togs-sporet. Klokken 14.30 er flokken samlet. Spillerne danner en halvcirkel om Ståle Solbakken for at få informationerne om træningen og modtage praktiske oplysninger om de kommende dages aktiviteter. Herefter sender den fysiske træner, Anders Storskov, spillerne ud på nog-le minutters opvarmningsløb. Med i flokken er den nye højre back, Zdenek Pospech, tjekkisk forsvarsspiller hentet for et pænt million-beløb i Sparta Prag. Han har fået nummer to, der ellers har stået ledigt siden Lars Jacobsen forlod københavnerne i sommer, og dermed har klubben også signaleret, hvilken plads han er tiltænk.

Tjekken er københavnernes nye højre back. På transfer-vinduets sidste dag kom brasilianske Junior til fra Malmø FF og trods tabet af Brede Hangeland – solgt til Fulham for 40 millioner kroner - må FCK vurderes at have gode chancer i forårets mesterskabskamp.

”Det er rigtigt, at vi ikke har været lige så suveræne som sidste år. Men det var altså også en sæson, hvor det hele kulminerede, og man kan ikke forvente, at vi skal leve op til sådan en sæson igen. Det er sjældent, man oplever at tingene går op på den måde, som de gjorde. Vi mistede et par spillere ind-en sæsonen (Tobias Linderoth og Lars Jacobsen var de to vigtigste – red.), og der kom nye til. Den slags tager tid. Samtidig var vi ramt lidt på skadesfronten henover efteråret. I forhold til sidste sæson er det rigtigt, at vi er gået lidt tilbage, og vi skulle også have lavet flere mål, end vi har gjort. Syv uafgjorte kampe viser, at vi ikke har været dygtige nok til at afgøre tingene.”

Hjalte Nørregaard lægger heller ikke skjul på, at der eksisterer en sund revanchelyst i truppen. Et ´fornuftigt efterår´, som han kalder det, blev afsluttet skamfuldt med UEFA Cup-nederlaget på 4-0 til Aberdeen fire dage før jul. ”Det tog lang tid at komme over. Og så trak de Bayern München, det måske bedste hold, der er tilbage i turneringen. Det havde jo været fantastisk at få de to kampe mod tyskerne. Det var en sort plet på efteråret, og vi var både frustrerede og irriterede, da vi gik på juleferie. Men alt det, der skete deroppe, skal vi bruge til at mobilisere en ny sult. Vi har noget, der skal revancheres.”

ANDERS STORSKOV STYRER truppen gennem den første halve times tid af træningen. Fem mod to i et lille område og afleverings-øvelser i trekanter. Herefter tager cheftræneren selv over og dikterer angrebsåbninger. Ved firetiden er arbejdsdagen ved at være forbi for Hjalte Nørregaard. Efter omklædning vender han hjemad. Nala skal luftes. ”For det meste slapper jeg af derhjemme om aftenen, som de fleste andre mennesker. Vi er en flok drenge, en 10-stykker i alt, der har holdt sammen siden vi gik i skole i Rødovre. Dem ser jeg også af og til. Vi spiller golf om sommeren, blandt andet.” Denne aften er der dømt afslapning. Hjaltes hverdag er ved at være forbi. I morgen tidlig skal Nala luftes igen.