Marc Nygaard er efter 13 år i udlandet vendt hjem til Danmark og Randers FC. 90M var det sidste medie, der besøgte ham, mens han stadig opholdt sig hos Queens Park Rangers i London. Den reportage kan du læse i det nye nummer af 90M eller her på www.90m.dk:

Af Kasper Malling

Marc Nygaard var i sin lejlighed i Holland, da han blev ringet op af Morten Olsen. Straks efter snakken med landstræneren ringede han hjem til sin mor. I alt spillede Nygaard seks landskampe mellem 2000 og 2002 i sin tid hos hollandske Roda. Så blev han solgt til Italien, hvor han blev sendt ud på en ø, skadet og glemt. Det var en lærerig men ikke sjov tid for Marc Nygaard, der har genfundet fodboldglæden hos Queens Park Rangers. Selv om klubben ligger i bunden af næstbedste række, håber Marc Nygaard i øvrigt stadig, at det en dag er Morten Olsen der svarer, når han tager telefonen

LONDON: ”Winners only.” Skiltet til omklædningsrummet på Queens Park Rangers træningsanlæg taler for sig selv. Går du igennem denne dør, er det ikke for at sjaske dig igennem tilværelsens soppebassin. Marc Nygaards skab er nummer tre til højre for indgangen, og det er ligesom de andre forsynet med et blåt tæppepolstret sæde, navneskilt og lås på den lyse trælåge i et lækkert afhøvlet finish.

Her har Marc Nygaard haft sin plads de seneste to et halvt år. Han har nemlig det, som skiltet på omklædningsrummets dør forlanger. Han er en vinder, påstår han. I hvert fald at han er blevet det. ”Prøv og hør, for mig er det sådan her: Hvis du virkelig vil lære noget om dig selv, så foregår det i modgang. Når du kommer ovenpå igen efter en svær periode, er du blevet et stærkere menneske, og jeg synes, jeg er blevet et stærkt menneske. Jeg holder aldrig op. Jeg er en fighter,” siger Queens Park Rangers-angriberen. Der er ikke noget som helst blær, overflade eller krukkeri at spore i hans udsagn. Blot et konstate-rende tonefald, der siger, at Marc Nygaard har prøvet nogle ting i sin karriere, der ikke var morsomme, men nu ligger som værdifuld last i skabet med de afhøvlede kanter. Selv om Marc Nygaard har boet i London i snart tre år, er det dog ikke den letteste sag i verden at finde frem i trafikmylderet. I hvert fald ikke, når man har forvildet sig ud fra den vanlige bilrute mellem hjemmet og arbejdspladsen for at hente en sjælden gæst fra hjemlandet. ”Jeg er ikke helt sikker på, at det er den her vej, men nu kører jeg bare,” siger han og sænker foden på speederen i sin nye automatgearede Vauxhall Vectra.

Træerne står som sorte silhuetter mod himmelen, der er mørkeblå og kun plettet med få spredte skyer. En smuk dag i London er ved at blive til aften, og trafikken, der altid er heftig, har lige fået et hak opad. Signalerne lyser godt nok grønt i mørket, men det er de hundredvis af røde baglygter, der holder stille foran, som bestemmer tempoet. Det er her, Marc Nygaard begynder at fortælle. Blandt andet om mentalitetsforskellen mellem eng-elsk og italiensk fodbold, hvor han optrådte fra 2003 til 2005.

”Første gang, jeg skulle spille kamp for QPR, sad der spillere og så tv en time inden kampstart. Det havde været fuldstændig uhørt i Italien, hvor stemningen var helt anderledes, mere alvorlig og nogle gange nærmest hysterisk. Der kunne vi se på træneren i mange timer inden kampene, at han allerede stod mentalt nede på banen. Tingene foregår i det hele taget mere i kasser dernede. Det var ikke decideret militærdisciplin, men når man trænede, så trænede man. Man hyggede ikke med hinanden eller pjattede med træneren. Jeg kan også godt forstå det, for der er hele tiden fokus på holdet og ikke mindst på træneren dernede. Til hver træning står der en flok fans, tre-fire journalister og et kamera på tribunerne. Det betyder, at presset er anderledes, end det er her. Jeg siger ikke, hvad der er bedst, men jeg nyder fodboldlivet mere her, end jeg gjorde i Ita-lien,” fortæller han. Det begyndte ellers godt, da Nygaard blev købt af norditalienske Brescia Calcio i serie A, og danskeren blev holdets topscorer i træningskampene inden sæsonstart. Den succes var dog kortvarig, for dan-skeren røg på bænken, da der pludselig var point på spil. Han fik ikke forklaret hvorfor, men regner med det var fordi, klubben satsede hårdt på at få solgt en anden angriber, som derfor skulle vises frem.

Den danske angriber derimod var blevet en overskudsvare i Brescia og blev lejet ud til serie-B klubben Catania på Sicilien, hvor han fik sig et hus på skråningen af vulkanen Etna. ”Jeg var rystet. Pludselig blev jeg sendt ud på en ø langt væk fra min kontrakt og skulle klare mig selv. Jeg var den eneste i klubben, der talte engelsk, og havde endnu ikke lært italiensk. Jeg var så stresset i den periode, at jeg rent faktisk tabte mig af det. Men så måtte jeg jo bare tage den derfra og tilpasse mig. Du kan ikke forvente, at verden tilpasser sig dig, og da jeg kom ovenpå igen, var jeg indstillet på fodboldlivet i Italien og var klar til at tage kampen op,” siger Marc Nygaard. Det var heldigt, for tilværelsen blev ikke nødvendigvis lettere for Marc Nygaard. Det sidste halve år hos Catania var han plaget af skader, og da han vendte tilbage til Brescia efter sit lejeophold på Sicilien, røg han tilbage på tribunen. Her sad han med en fornemmelse af, at ligegyldigt hvad han gjorde, var der omtrent lige så langt ned på banen, som der havde været hjem til Toscana, da han sad på den sicilianske vulkanside. ”Men jeg besluttede mig for, at jeg ville være den første og score flest mål, ligegyldigt hvad vi spillede. Der var ingen, der måtte vinde over mig. En dag kom træneren hen til mig og sagde, at han kunne lide mig. Han prikkede sig på panden. ’Din indstil-ling’, sagde han. Ugen efter ringede han til mig, og sagde, at han ville begynde at bruge mig i kampene. Kort efter startede jeg på banen mod Milan og blev bagefter udnævnt som Man of the Match.”

Trænervenlig indstilling og fidusbamser til trods blev det dog blot til ti kampe i Nygaards ene sæson i Brescias trøje: ”Fodboldmæssigt var tiden i Italien ikke nogen kæmpe tid for mig, men jeg prøvede mine grænser både som person og som spiller, og jeg lærte virkelig mig selv at kende. Det var hårdt, men det har hjulpet mig videre,” siger Marc Nygaard. En ting er at komme videre i fodboldkarrieren. En anden er at komme videre gennem Londons fyr-aftenstrafik. ”Jeg er ikke helt sikker på, at vi kører det rigtige sted,” siger han. Han skifter bane og laver turens femte eller sjette u-sving, da lejligheden byder sig.

”Men vi er tæt på,” er Nygaard rimelig sikker på, mens han kører ind i endnu en rundkørsel. Han tøver lidt, inden han vælger den tredje vej ud. Himlen er ved at blive mørkere, men de røde baglygter lyser stadig op overalt. Endnu en trafikprop kan dog ikke ændre på, at Marc Nygaard er i fint humør:

”Det er sjovt, at tænke tilbage på,” siger den 31-årige chauffør og lader tiden flyve tilbage til de første seniordage i Danmark. ”Jeg var ikke på kontrakt, og havde blot spillet et halvt år for KB’s danmarksseriehold, da jeg kom med FCK’s U/21 hold til en turnering i Rotterdam. Der scorede jeg en masse mål, og pludselig var der en agent fra Holland der ringede. Inden længe havde jeg skrevet under med Heerenveen. Jeg havde ikke regnet med, at det betød, at jeg skulle være væk fra Danmark i de næste 13 år.” Men det skulle han, og ifølge Marc Nygaard var der heller ikke mange der havde regnet med, at den lang- lemmede 18-årige københavnerdreng kunne klare den i Æresdivisionen. Men det kunne han, og i alt blev det til syv år i Holland. Først i Heerenveen, siden i Maastricht og til sidst i Roda, som var Marc Nygaards arbejdsgiver, da telefonen ringede en gang i 2000:

”Jeg var hjemme i min lejlighed, da Morten Olsen ringede og sagde, jeg var blevet udtaget til lands-holdet. Det var helt specielt – en af de største ting, jeg har oplevet – og jeg ringede hjem til min mor, så snart Morten Olsen havde lagt røret. Det var en kæmpe ære, men også lidt mærkeligt at komme hjem til Danmark som en del af landsholdet. Ligesom at vandre rundt i en drøm, der pludselig er gået i opfyldelse.” Drømmen blev opfyldt seks gange mellem 2000 og 2002, og selv om han godt kan gå og tænke, at offentligheden i kongeriget Danmark har glemt hans tilstedeværelse i bunden af The Championship, så håber han en gang at minde sine landsmænd om, at han stadig findes.

Ikke ved at snakke sig på hold, for han har tillid til, at hvis han leverer den indsats, der skal til, for at blive blandt landstrænerens udvalgte, så skal han nok få chancen. Og den tror han stadig på. ”Jeg vil aldrig holde op med at drømme om lands-holdet. Det har drevet mig hele karrieren, og jeg har ikke givet op endnu. Jeg håber, at QPR kommer op i rækkerne, og at jeg får scoret mål, så jeg kan bevise, at jeg er en god spiller. Det er alt, hvad jeg kan gøre, og det må være nok. Jeg vil aldrig gå ud og sige, at jeg burde udtages til landsholdet. Hvis jeg kommer med, så er det fordi, jeg har fortjent det, og hvis mit spil ikke kan overbevise træneren om det, skal jeg heller ikke udtages. Så må jeg bare arbejde endnu hårdere.” Bag rattet er han kommet på hårdt arbejde. Himlen er nu tre dråber maling fra at være sort, men et hav af billygter og neonlysende reklameskilte skinner i mørket, mens Marc Nygaard leder efter ruten tilbage på sit daglige transportbånd. ”Vi skal op på den der vej,” siger han og peger på en bro, han er i gang med at styre sin Vauxhall ind under. ”Men jeg har aldrig kørt her før, så jeg skal lige finde ud af, hvordan jeg kommer derop.” Det er ikke bare Marc Nygaard, der skal finde ud af at komme lidt højere op. Da 90M er på besøg ligger Queens Park Rangers og roder rundt i den nederste ende af The Championship, men Marc Nygaard og kompagni har fået ny tro på fremtiden. Klubben har nemlig fået en - nærmest bogstaveligt talt - økonomisk benzinindsprøjtning. I november 2007 overtog Bernie Ecclestone, der er leder af motorsportens Formel 1-serie, og Flavio Briatore, der er medejer af Renault-holdet i samme motorsportsklasse, og inden da har tjent styrtende som Benetton-chef, den økonomiske kontrol over London-klubben. Her slutter historien om Queens Park Rangers' nye penge dog ikke, for den 20. december fik klubben og manager De Canio nemlig endnu en dyb lomme at hive transferpenge ud af.

Den lomme sidder på siden af Lakhsmi Mittals bukser. Stålmagnaten med den indiske baggrund regnes for at være verdens femte rigeste mand - god for 50 milliarder pund. Hans familie kan godt lide engelsk fodbold, og gav derfor sig selv en tidlig julegave ved at overtage en femtedel af London klubbens aktier, og anbringe Lakhsmi Mittals svigersøn, Amit Bhatia, i bestyrel-sen. De velhavende herrer ankom til en klub, der tidligere på året havde været plaget af en elendig økonomi og en miserabel sæsonstart. De manglende resultater betød farvel til manager John Gregory og goddag til Luigi De Canio – der kom til fra Siena i Serie A og tidligere havde haft ansvaret for blandt andet Napoli og Genoa. Alt i alt er det tegn på en spændende udvikling i klubben, mener dens danske islæt, og det er unægtelig svært at modsige ham. QPR gik straks efter transfervinduets åbning i gang med at forstærke sig.

Både med nye spillere som Arsene Wenger-lærlingen Matthew Connolly og Fitz Hall fra Premier League-klubben Wigan. Desuden tegnede de faste aftaler med lejesvende som den talentfulde Hogan Ephraim og Akos Buzsaky, der blev spottet af Jose Mourinho i Porto. På rygteplanet er Luis Figo blevet knyttet til klubben, og på det kuriøse plan blev der ballade, da Rangers mødte Chelsea i FA Cuppen i januar. En gruppe QPR fans medbragte nemlig en kiste for at markere Chelseas død som Londons rigeste klub. ”QPR er en klub, der er værd at holde øje med frem-over, og vores italienske manager har allerede haft en stor indflydelse på holdet. Italien er nok det sted i verden, hvor man træner mest med formen på et hold, så alle kender deres rolle i presspillet. De Canio gør det samme her hos os. Han har tilført klubben den store kvalitet, der findes til træningspas i Italien. Det betyder, at vi faktisk er begyndt at spille rigtig god fodbold. Helt seriøst,” siger Marc Nygaard, der i øvrigt ofte må agere som et tolkende led mellem sin manager og sine holdkammerater. Den danske angriber mener, at efterårets ændringer i Queens Park Rangers er et billede på, hvad der generelt er ved at ske i den næstbedste engelske række. ”Engelsk fodbold er under forandring.

Det handler stadig meget om speed og fysik, men det er ikke nok længere, og i og med at klubberne får penge, ryger der jo også rigtig gode og dyre spillere til klubberne. Det er sket længe i the Premiership og det smitter efterhånden af på the Championship. Det kan du jo se, når en klub som Cardiff pludselig køber Robbie Fowler og Jimmy Floyd Hasselbaink, eller Hull skri-ver kontrakt med Jay Jay Okocha. The Championship er blevet en kanonhård liga, fordi der er så mange kampe og så mange lige kampe.

Vi spiller hele tiden, og det foregår altså sådan her,” siger han og slipper for et øjeblik rattet for at tæve sin ene højre knytnæve ind i den anden håndflade. Klask! Skal man gøre sig gældende i en verden fuld af klask, er det naturligvis en fordel at have lidt på kistebunden – eller en flok milliardærer i logen på Loftus Road – og rigmændenes engagement i Queens Park Rangers skal tilsyneladende heller ikke blot ses som et par rigmænd, der savner lidt at få tiden til at gå med. Da Flavio Briatore ikke var til stede under det kinesiske formel 1 grandprix søndag 7. oktober, var det første gang han missede et løb, siden hans Renault-hold vendte tilbage til formel 1 selskabet i 2002. Til gengæld overværede han Queens Park Rangers’ hjemmekamp mod Norwich i selskab med topmodellen Naomi Campbell dagen efter.

”Jeg tror faktisk, det er her,” siger Marc Nygaard pludselig, og denne gang har han ret. Vauxhall’en er på rette spor og efter få minutter parkerer Marc Nygaard ved kantstenen foran en pub ikke langt fra hjemmet i bydelen Ealing. ”Coffee?” siger pigen i Guiness t-shirten med nogen overraskelse i stemmen, da han bestiller. Trods den tilsyneladende sjældne bestilling lykkes det hende at trylle en kop koffein frem et sted bag baren, hvor den danske angriber har anbragt sig på en høj stol. Han bestiller en burgermenu og en cola – det er jo kampfri weekend. Friweekenden til trods skal Marc Nygaard dog ikke have langet nogle øl over baren, selv om han medgiver at det passer godt til boksekampen på TV og stemningen i det hele taget. Han kunne nu også sagtens snige sig til at drikke en øl uden at nogen ville bemærke, at en QPR-spiller havde kastet sig over et fad med forbuden frugt. For ingen i pubben synes at bemærke, at en spiller fra en af Londons traditionsklubber er gået ind på baren, og med sine 196 centimeter burde han ellers være til at få øje på. ”Det er fedt at være ukendt,” siger han. I Ealing er der ellers temmelig mange QPR-fans, og det sker naturligvis at nogen genkender klubbens danske striker. Men i en by med et sted mellem 12 og 14 millioner mennesker er det let nok at være anonym. ”Inden kampene kan jeg parkere min bil og gå det sidste stykke til stadion. Det ville vi aldrig gøre i Italien, hvor fansene er mere aggressive. Der mødtes vi altid på hotel dagen inden en kamp, og kørte samlet i bus ind på stadion.

Det var ikke fordi fol-kene i klubben var bange for fansene, men de ville bare være sikre. Hvis vi tabte, kunne det godt ske, at der ville komme en eller anden form for reaktion. Sådan var stemningen lidt anderledes dernede, og det skulle man lige vænne sig til,” fortæller Marc Nygaard. Hans mobiltelefon ringer for fjerde eller femte gang i løbet af de sidste par timer, og denne gang svarer han. På hollandsk, for det er kæresten der ringer hjemmefra. Natascha, som hun hedder, og Marc blev kærester, da Marc spillede i Roda. Siden har hun fulgt ham til Italien og nu til London. Kort tid inden de flyttede til London, fik de deres første – og indtil nu eneste – søn, Samuel, og af hensyn til ham, skal familien snart til at træffe en beslutning af afgørende karakter: ”Når man er fire år, er det tid til den første skolestart herovre, så vi skal snart have tilmeldt ham til et sted, hvis vi beslutter os for at blive i London,” siger far Nygaard.

I sommer forlængede han sin aftale med Queens Park Rangers med et år, men hvad der sker, når den aftale er udløbet står i øjeblikket hen i det uvisse. Den 31-årige dansker og hans familie har ikke lagt nogen planer i den retning. ”Lige nu ved jeg faktisk ikke, hvor vi ender henne. Min kæreste har jo også boet i udlandet i mange år, så det kunne ligeså godt blive Holland – eller Italien – som Danmark. Og selv om jeg føler mig som dansker, så er det altså her i London vi har vores liv lige nu.

” Men selv om Marc Nygaard både er og føler sig som dansker, har de mange år i udlandet ikke kunne und- gå at sætte sine spor. Da han skal opgive sin e-mail adresse bliver han for eksempel nødt til at stoppe op, da han kommer til tegnet, som på engelsk hedder ’at’, og endnu ikke var særlig slidt på compu-ternes tastaturer, da han forlod Danmark, men nu har vundet et vist genklang både internationalt og i Danmark, hvor det kaldes snabel-a. ”Nåeh, ja. Det er altså et mærkeligt navn”. Da talen falder på dansk fodbold, viser det sig igen, at Nygaard er langt hjemmefra. ”Hedder det Fanta Ligaen?” spørger han og griner lettere forlegent, da han får at vide, at den bedste danske række både har heddet Coca Cola og Faxe Kondi Ligaen, men så vidt vides ikke nåede at blive opkaldt efter andre sukkerholdige drikkevarer, inden den blev navngivet SAS ligaen. ”Jeg kalder den alligevel bare superligaen,” som han siger, og det er i øvrigt i mere end en forstand, når Marc Nygaard er fjern fra dansk fodbold. ”Jeg ville nok komme mere i fokus i Danmark, hvis jeg tog hjem og spillede, og jeg har også haft muligheder for at vende hjem, men det er ikke noget jeg overvejer. Jeg har det fint i QPR, og lige nu er min opgave at få stor succes her. Derfor har jeg ing-en ambitioner om at tage hjem til Danmark eller nogen som helst andre steder. Jeg lider absolut ikke af hjemve – endnu!”