Morten Skoubo trives i bedste velgående trods en nærmest uendelig række af skader, der stort set har holdt ham ude af startopstillingen i Real Sociedad i snart halvandet år.
For i San Sebastian har han fundet livskvalitet i en umådelig smuk by og en charmerende region, der gennem årtier har kæmpet for selvstændighed.

AF STIG MATTHIESEN

San Sebastian: Der kæmpes i Baskerlandet!

Frihedsbevægelsen – eller terrorbevægelsen, ETA, om man vil – har atter mistet tålmodigheden efter våbenhvilen med den spanske stat og er vendt tilbage til rå vold som kommunikationsmiddel.
Euskadi Ta Askatasuna, som organisationen hedder på lokalsproget, kæmper for baskisk land og frihed.

Og Real Sociedad kæmper.
Efter årtier i den bedste spanske fodboldrække kæmper fodboldstoltheden for at vende tilbage til det fine selskab i La Primera Division.

Også Morten Skoubo kæmper.
Hver dag er en kamp for at vende tilbage til grønsværen, men selv halvandet års skadeshelvede har ikke fjernet smilet i den 27-årige vestjydes langskæggede ansigt.

”Det gik vist meget godt i dag,” siger han med vanlig optimisme i stemmen, da vi sidder i den sorte sponsor-Mercedes efter formiddagens træning på vel nok et af Europas smukkest beliggende fodboldanlæg.

Nænsomt klemt inde mellem bjergene, få kilometer udenfor San Sebastian centrum, ligger fire trimmede græsbaner, en af kunststof og alle de øvrige faciliteter, man kan drømme om i denne metier.

Facaden på den nye pompøse bygning er beklædt med tusinder af navne på klubbens medlemmer.

Et dusin omgange i den karakteristiske vuggende løbestil på et indbydende græstæppe med en bold for fødderne blev det til denne dag for den langlemmede angriber, der ikke anede, om han overhovedet kunne løbe en meter, da vi kørte inde fra sukkerstranden, La Concha, og de store forbjerge ude i bugten, hvor hoteller og eksklusive boliger ligger side om side og venter på de rige turister nede fra Madrid, der med truslen om ETA-terror hængende i baghovedet har haft svært ved at finde nordpå de senere år.

På vejen passerede vi Santa Maria-kirken med den prangende barokfacade, hvor Skoubo og holdkammeraterne hvert år velsignes af den lokale pater inden sæsonstarten.

Og netop en velsignelse kunne den tidligere Brøndby og landsholdsspiller tilsyneladende have brug for i denne baskiske perle.

Det hele startede ellers som i et eventyr, da han for to år siden signerede kontrakten med fodboldstoltheden, Real Sociedad, der midt i firserne vandt såvel mesterskab som pokal på Den Iberiske Halvø – og som op gennem halvfemserne spillede med helt fremme i den spanske liga.

Nær 20 millioner skiftede bankkonto, da Skoubo forlod Brøndby og lod sig indskrive ved den biscayiske bugt, hvor tusinder af studerende unge fra byens universitet sætter deres livlige præg i en by på knap Århus’ størrelse.

Det var Sociedads daværende sportschef, José Mari Bakero, der fløj op til sin gamle Barcelona-kollega, Michael Laudrup, i København og insisterede så kraftigt, at han fik lov til at bringe ”bomberen” blandt Laudrups fodboldbabes med til Baskerlandet.

Efter et par fede år på Vestegnen var Morten Skoubo nemlig klar til et nyt udenlandseventyr.

”Brøndby var det helt rigtige sted for mig efter to år med op- og nedture i Borussia Mönchengladbach med udlejningsafstikkere til England. Laudrup og ”Faxe” var et fantastisk makkerpar, der supplerede hinanden på allerbedste vis. Michael havde fodboldvisionerne og viden om træning, der hele tiden gjorde os bedre som individuelle fodboldspillere og som hold. Han holdt en vis distance til os, som især nogen af de yngre spillere, der er vokset op i børnehave-Danmark, havde svært ved at forstå. Men ”Faxe” var så den, der talte meget med os og gik ned i detaljerne. Begge troede de på mig. Det gav mig spilleglæden og selvtilliden tilbage.”

Dermed var vejen banet til succes i Brøndby, en landsholdsplads og rejsen til den liga i verden, hvor Skoubo allerhelst vil spille – altså, når han kan spille.

Og trængslerne i danskerklubben, Mönchengladbach, havde hærdet danskeren til opholdet i Spanien.

”I Tyskland så jeg nogle af de grimmeste sider af fodboldverdenen. Sportsdirektøren troede egentligt på mig, men han slog bare ud med armene, når træneren ikke ville bruge mig, fordi de to havde et internt magtspil kørende. En håbløs situation for en ung mand på 22 år, der bare gerne vil spille fodbold,” erindrer Morten Skoubo, der trådte sine første fodboldstøvler i Holstebro, siden Ikast og Norge, hvor han boede i et par år med sin mor og stedfar efter forældrenes skilsmisse.

Også den oplevelse hærdede knægten, der er vokset op i Struer.
Nye adresser er således ikke et ukendt fænomen i Skoubos liv, men står det til ham, skiftes den i Calle De Marbil i San Sebastian ikke ud før tidligst ved kontraktudløbet sommeren 2010.

For trods gentagne skader i bentøjet, lyskenproblemer og rygsmerter en masse de seneste 18 måneder har han ikke så meget som ét sekund fortrudt ungkarletilværelsen langt hjemmefra.

”Jeg har det godt med baskernes mentalitet og føler mig tilpas i byen, hvor man nok går op i fodbold, men ikke er fanatiske. Det er mere den nordeuropæiske stil end manana-tankegangen fra det sydlige Spanien, der hersker. Baskerne er stolte og beskedne folk, der hviler i sig selv. De render ikke rundt og råber op og skaber sig. De forstår, at alle har behov for et privatliv. Jeg føler mig fri til at være mig selv,” forklarer Morten Skoubo, kort før vi indtager den sidste bid veltillavet havtaske fra Atlanterhavet og forlader Restaurante Gandarias for at spadsere et par hundrede meter ned ad Calle de San Geronimo.

Her spotter de første Real Sociedad-kendere hurtigt deres skadesplagede ”helt”.

Scenariet gentager sig flere gange på de to minutters travetur mod pladsen ved Alameda del Boulevard.

Og til trods for de kun få sporadisk spillede minutter i månedsvis, er der kun lutter smil, skønsange og opmuntrende tilkendegivelser fra de unge mænd, der spontant møder Skoubo på deres natlige færd.

”Jeg blev selv lidt overrasket over al den varme,” erkender Morten Skoubo bagefter.

Men af samme grund – opmærksomheden – har han kun bevæget sig ud i nattelivet ganske få gange, i de to år han snart har boet i San Sebastian.

”De mener det jo godt, men det kan nu alligevel være lidt anstrengende,” oplever den mand, der tilsyneladende har sat så megen goodwill ind på kontoen gennem sine første seks måneders aktive optræden, at der endnu er noget at tære af.

Og indrømmet, efter at have overværet formiddagens skudtræning for angriberne under ledelse af den tidligere Fulham-manager, briten Chris Coleman, der siden denne sommer har stået i spidsen for Real Sociedads bedste spillere, så må Morten Skouboes comeback være stærkt ventet.

Det selvom midterholdet, Sociedad, for nylig slog rækkens tophold, Malaga, med 2- 0 i en sjældent godt spillet kamp af hjemmeholdet på byens halvkedelige og slidte stadion, Anoeta.

Forventningerne til Skoubo er høje hos flere de knap 100 fremmødte baskere, der på træningsdagen interesseret følger med i aktiviteterne blandt de lokale spillere – som stort set alle er født i regionen, da klubben har en indkøbspolitik, der betyder, at der kun i yderst sjældne tilfælde sendes penge ud af Baskerlandet til fodboldboldspillere.

Skoubo er en af få undtagelser.

”Kun fem af 23 spillere i førsteholdstruppen er ikke baskere. Sociedads tidligere britiske mestertræner, John Toshack, skrev i en klumme i den lokale avis for nylig, at de af os, der ikke spiller regelmæssigt, burde sendes hjem,” havde Morten Skoubo noteret sig.

Men sådan ser ikke alle på det.
”Vi venter alle på, at Morten bliver klar,” siger José Luis Aguirre og misser med øjnene på den sjette dag i december, der er undervisnings fri.
”Vi glæder os såmænd bare til at se ham score mål igen,” svarer den unge universitetsstuderende på spørgsmålet – hvorvidt han er ved at være træt af at vente på Skoubo – fra sin position i solen på det blå plasticsæde.

Termometeret stod da på 17 grader, men føltes som en endnu varmere sommerdag.

”Endnu et par grunde til at blive her,” ler Morten Skoubo og åbner terrassedøren hjemme i det nye eksklusive byggeri for velhavere i den vestlige ende af San Sebastian med trægulve, nordisk inspireret lyst indbo, danske magasiner i reolen, Jamie Olivers kogebøger i køkkenet og udsigt over bugten og sandstrandene.

På spisebordet ligger et billede af den 7-årige Pharés fra landsbyen Linsinlin i Benin, som Skoubo gennem Børnefonden støtte med skolegang og andre af livets fornødenheder.

”Jeg har det fint med at hjælpe Pharés og hans familie. Og på den måde ved jeg, at pengene ikke bare ender i et stort hul i en organisation.”

Vinkasserne, som Sociedad-spillerne ofte bestiller i samlet flok, er for længst båret ned i kælderen og ind i garagen under boligblokken, nu hvor Skoubo inden længe er på vej mod en barnefødselsdag hos dansk-franske venner i en surfer by på den anden side af den franske grænse blot en halv times kørsel borte.

En destination han ligeledes frekventerer, når han bare trænger til fred og ro.

Tid til eftertænksomhed!

”På en måde har jeg længe befundet mig i en slags vakuum, hvor man lukker af for omverdenen. Man vender sig lidt mod sig selv og koncentrerer sig bare om at blive klar til at spille igen. Og der er ikke noget, jeg hellere vil lige nu end at vende tilbage til grønsværen og gøre det, jeg er bedst til. Nemlig at spille fodbold. På den måde vil jeg også gerne betale lidt at det tilbage, jeg har fået foræret i Real Sociedad.”

En stolt og traditionsrig fodboldklub som med al respekt ejes af små aktionærer, der hver højest må eje 2 procent af aktierne, så ingen stenrig businessmand foruden fodboldkultur overtager herredømmet.

”Men det er svært at drive en professionel fodboldklub i den globale underholdningsindustri under sådanne præmisser, som nogle rige kinesere da også for øjeblikket forsøger at gøre op med sammen med en lokal stråmand. De vil vist bruge klubben til et reklamefremstød for OL I Beijing 2008. Kineserne har tilsyneladende penge, men i San Sebastian hersker der en fællesskabsfølelse, som nærmest er ubrydelig. Folk holder sammen. Det handler ikke om individualitet og egne muligheder. Her er man først og fremmest basker. Man bor her, man arbejder her, man holder ferie her.”

Og Real Sociedad har altid været et symbol på sammenholdet i byen.

Derfor gør det også meget ondt på selvforståelsen, at klubben i dag spiller i Liga BBVA.

”Men trods nedrykningen denne sommer, skiftende trænere og interne magtkampe i bestyrelsen – senest er den kvindelige præsident trådt tilbage og der er varslet nyvalg i januar – har klubben aldrig presset mig hårdt til at spille. Og heller ikke på anden måde har de behandlet mig dårligt.”

Dårlig behandling skulle så lige være den, som den lokale medicinske stab har præsteret undervejs, hvilket har betydet, at Skoubo for længst har taget helbredet på egen konto.

Dette skridt har bl.a. indbefattet et par anonyme ture til Danmark og et ophold af mere officiel karakter i Frankrig for dér under kyndig vejledning at lade sig grundigt undersøge i bestræbelsen på holdbare diagnoser.

Heller ikke Coleman med de tommetykke ben og den til tider højtråbende britiske trænerstil har forceret noget som helst.
”Han ved, at jeg har været væk længe. Han har sagt til mig, at han har tid til at vente, til jeg er klar igen. Det er en god fornemmelse,” mærker Skoubo, der har det ok med den træner, der for kort tid siden rodede sig ud i en solid druktur i det lokale natteliv, han i første omgang forsøgte at kamuflere med en solid løgnehistorie, som pressen dog hurtigt skød i sænk.

Også Morten Skoubo har fået af grovfilen i den lokale sportspresse, der på et tidspunkt i skadesforløbet påstod, at danskeren fingerede sine skader.
”Ingen fodboldspiller ved sine fulde fem vil gøre den slags. Fodboldspillere vil være på holdkortet og spille fodbold. Og det helst hver weekend,” fastslår Morten Skoubo, der som fjernstuderende har brugt noget af al fritiden til at læse HD på Handelshøjskolen i København.

”Jeg er i gang med de første to års grundforløb og skal snart have overstået statistikken. Det er meget vigtigt for mig at have studierne at koncentrere mig om. Det har været et fristed for mig. På den måde har jeg haft andet at tænke på end min skade. Derfor er tiden gået meget hurtigt. Som et fingerknips,” siger han, der også søger kærkommen adspredelse i vinen, maden og livsstilen hernede.

En livsstil, han vil forsøge at overføre til Danmark en dag.

”Kvinderne her i San Sebastian er derimod ikke rigtigt min stil, så jeg må jo nok snart til at overveje at ”importere” en sød pige fra Danmark,” siger Morten Skoubo med den ironi, der ligger ham på sinde.

”Og den slags sprogbrug har de det svært med her. De forstår ikke rigtigt vores underspillede humor og tørre kommentarer. De fatter simpelthen ikke vores måde at kommunikere på. På den måde kan jeg da godt indimellem savne hverdagen i Danmark. At kunne gå til bageren efter en avis og rundstykker. Det at sætte sig over for et menneske og kunne forstå hinandens baggrund. At man har præcis det samme sprog, de samme koder,” siger fodboldspilleren, der netop har læst sig igennem Stephen R. Coveys verdensberømmede selvhjælpsbog om 7 gode vaner – om personligt lederskab og livskraft.

Morten Skoubo forklarer om det personlig lederskab og det at tage ansvar for udviklingen af sit eget liv.

Et projekt skaderne har tilskyndet ham til at kaste sig i lag med, fortæller han og smager lidt på et glas vin.

Og måske den en dag kommer fra egen vingård.
”For et par uger siden var jeg med en kammerat ude for at se på en vingård i Rioja-distriktet. Det kunne da være sjovt at have sin egen vin, men det var ikke rigtigt noget at skrive hjem om denne gang,” fortæller han, der måske er den studerende i dronningeriget, som oppebærer den højeste hyre under uddannelsen.

”Sådan tænker jeg ikke på det. Tingene har bare udviklet sig på den måde. Men jeg føler mig da dybt privilegeret, når jeg trisser rundt for mig selv og laver mad i køkkenet, mens jeg hører danske nyheder på nettet. På den måde kan jeg forene både den danske og spanske verden. Jeg lytter også til danske radioprogrammer. Og måske er jeg i det hele taget snart ved at have så mange sære vaner, at det bliver helt håbløst at leve sammen med en pige igen, for man går jo nok og bliver lidt småsær,” konstaterer Skoubo og griner inden en mere alvorlig attitude atter indfinder sig.

”Tanken om at lade mig erklære fodboldinvalid eksisterer ikke, selvom flere har spurgt til muligheden, for jeg vil ikke slutte på denne måde. På et tidspunkt hvor mit hold er rykket ned, og jeg står magtesløs på sidelinien. Jeg vil tilbage og spille igen,” fastslår Skoubo og fastholder blikket.

”Lysten til at spille har aldrig været større, og når jeg hører om danske klubhold, der nu spiller med i Champions League og UEFA Cup-turneringen, tænker jeg med glæde tilbage til min tid i Brøndby. En tid, hvor vi hele tiden spillede store kampe, og hvor jeg følte mig i god form. Det er sådan, det gerne skulle være igen,” erklærer Skoubo, da han er tilbage fra børnefødselsdagen i Frankrig og indgående studerer kortets hvidvinsdruer på den agtværdige Restaurante Rekondo kun få hundrede meter fra lejligheden.

”Her kan jeg være i fred,” forklarede han på spadsereturen op til den valgte adresse langt fra den smukke gamle bydel, Parte Vieja, hvor tapasbarerne ligger side om side i de små indbydende gyder i Morten Skoubos San Sebastian.
Nytår holder han i København.
Men juleferien skal bruges til at komme i form.
”Jeg tror, at jeg er kan begynde at spille kampe i januar. Jeg har en god fornemmelse i kroppen. Jeg vil forsvare min baskiske ære – jeg vil gøre det ordentligt færdigt hernede,” siger Morten Skoubo med et smil og ligner en mand, der har tænkt sig at holde ord.