Vejret er vådt og gråt denne dag i Ådalen, hvor Odense Boldklub holder til, i hjertet af byens centrum. Thomas Helveg har klædt om efter dagens træningspas, byder velkommen til og viser vej til et rum i klubhuset, hvor snakken kan tages uden at blive forstyrret. Et klubhus, der også dannede ramme om hans fodboldliv, da han startede sin professionelle karriere tilbage i 1989, og som han efter 13 år i udlandet - heraf 10 år i Italien - vendte hjem til for at slutte den berømte ring.

På vejen hen til rummet er det ham der holder døren for en, og da vi er fremme, tager han straks gæstepladsen omkring skrivebordet. Ingen fine fornemmelser at spore hos en mand, der i mere end en kvart menneskealder har spillet med diverse verdensstjerner foran millionvis af mennesker rundt om i verden på diverse stadions.

Kerneværdierne i Thomas Helvegs fodboldfilosofi er glæde, disciplin, seriøsitet og ydmyghed, og de har været en fast bestanddel af ham karrieren igennem, hvad enten det var foran 80.000 tilskuere i Milano eller foran 3.000 i Odense. Glæden ved spillet med bolden, disciplinen i forhold til sine opgaver i forbindelse med både træning og kamp, seriøsiteten omkring livet uden for banen, der skulle tilrettelægges så præstationerne på banen fik de bedst mulige rammebetingelser, og ydmygheden ved selve det at være betalt fodboldspiller. Kærneværdierne kan den tidligere landsholdsklippe, Martin Laursen sagtens nikke genkendende til:

”Ja, det er fuldstændig rigtigt. Thomas er kommet rigtig langt på sin store seriøsitet omkring det at være fodboldspiller. Altid villig til at lære og altid yderst professionel. Et eksempel for alle unge fodboldspillere.

Martin Laursen og Thomas Helveg var ikke blot en del af samme fire-back-kæde på landsholdet, men også i AC Milan fra 2001 til 2003, hvor Thomas Helveg var en etableret figur hos de rød-sorte:

”Han var en rigtig fin fyr at spille sammen med i Milan og på landsholdet. Jeg kom som ganske ung til AC Milan, og man kan vel godt sige, at han tog mig under sine vinger. Han hjalp mig en del både på og uden for banen.”

 

Kim Brink

Kerneværdierne var alle sammen noget – sammenholdt med en god opdragelse hjemmefra – som Kim Brink har sin del af æren for.
Brink havde i Helvegs første periode i OB ansvaret for de unge talenter, og siden hen bestred han også roller som cheftræner og sportsdirektør:

”Han var knalddygtig. Skide god til at male et billede på, hvad det var der skulle til for at klare sig på højeste niveau. De billeder har fulgt mig lige siden. Selv de små ting,” fortæller Thomas Helveg passioneret og henviser blandt andet til en lille videosekvens, som Kim Brink viste til sine spillere tilbage i 1986. Sekvensen viser en spiller, der står med ryggen til en indkast-situation og dermed ikke ser at bolden bliver kastet til ham, hvilket gør at modstanderholdet opfanger bolden og løber ned og scorer.

”Bare sådan en lille detalje om parathed. Tingene blev sagt med en sådan præcision, at det stadig sidder i mig her 24 år efter. Kim var en institution i klubben. Der gik rygter om at han boede hernede” fastslår Helveg med en latter, der får den 181 cm lange og 81 kg tunge krop til at rykke sig i stolen.

Han fortsætter sin snak om trænere, der igennem hele karrieren har gjort sit til at forme ham som spiller:

”Man kan godt tale om et trekløver af trænere der har betydet mest for mig, og det er udover Kim Brink, Alberto Zaccheroni fra tiden i både Udinese og Milan,, og så selvfølgelig Morten Olsen på landsholdet. Zaccheroni lærte mig meget om det rent taktiske og Morten Olsen er ligesom en klon af de to andre.”

Thomas Helvegs rosende ord om Kim Brink, og dennes enorme betydning for hans fodboldfilosofi, står i skærende kontrast til de verserende rygter om, at Thomas Helveg spillede i en rolle i fyringen af hele den sportslige ledelse i klubben, der fandt sted tidligere på efteråret, og som ud over cheftræner Lars Olsen og assistenttræner Viggo Jensen også omfattede Kim Brink, der var sportsdirektør.

Dengang afviste Helveg rygterne prompte i diverse medier, og han fastholder stadig på det kraftigste, at denne konspirations-teori ikke har noget på sig. Dertil er hans respekt for Kim Brink for stor.

 

Til trods for at karrieren har budt på over 500 officielle klubkampe og 108 landskampe, hvor han i en periode også fungerede som anfører, betegner Thomas Helveg med en stille stemmeføring sig selv som en ordinær spiller.

”Jeg har gjort det, jeg har været god til. Giver aldrig op, og min ydmyghed til tingene har gjort, at jeg kunne holde et niveau, hvor jeg ikke har været præget af humør. Jeg har været i stand til at isolere alt fra, hvad jeg egentlig skulle præstere. Og så betragter jeg mig selv som en holdspiller. Man er aldrig bedre end den, man står ved siden af, og jeg stiller store krav til mine medspillere. Jeg vil gerne løbe to kilometer ekstra i en kamp, men så forventer jeg også at sidemanden gør det samme. Altså selvopofrelse, men med en klar forventning om at de andre gør det samme.”

Trods den lavmælte stemmeføring, lyser øjnene stålfast. Det er vigtigt at hans ord bliver forstået. 

Set i lyset af fodboldens udvikling de senere år, hvor stort set alle hold arbejder ud fra et koncept om en god og solid organisation, krydret med spillere hvis individuelle kvaliteter kan bibringe det uventede, så de på egen hånd kan afgøre en kamp, er Thomas Helveg godt klar over sin egen rolle og dens fortsatte vigtighed:

”Der er behov for nogen der kan noget ekstra med bolden, og der står jeg ikke først i køen. Men der er også behov for fysik, taktisk forståelse og et fundament som kollektivet kan hvile på. En bil skal jo også bygges med en motor, fire dæk og et rat. Og så er det jo i princippet ligegyldigt om det er 15 eller 20 tommer, sportsrat eller hvad fanden det er. Du skal have det – det er jo grundprincipperne for at du kan komme af sted. Som et kollektiv,” konkluderer Thomas Helveg.

 

Thomas Helvegs alder er et særsyn i dansk fodbold. Hemmeligheden bag hans mange år i det krævende fodboldcirkus, ud over glæden ved spillet og en disciplineret tilgang til plejen af fysikken, er en stædighed der især de seneste år har gennemsyret Helvegs tilgang til spillet med den lille runde.

Mange afskrev den aldrende forsvarsspiller, da han vendte hjem til Danmark og OB i 2007, selvom hjemkomsten i hans eget hoved aldrig havde været tænkt som en karrieremæssig nedtrapning. Også i forhold til landsholdet, hvor hans præstationer ofte blev set i lyset af hans alder.

”Alder er en nem skala at arbejde ud fra, når sportspressen og diverse medier skal bedømme en,” mener Helveg, der også husker at kritikken ikke blev mindre af, at han i et halvt år døjede med problemer i akillessene. Hvilket blot gav stædigheden ben at gå på:

”Min stædighed har været en fantastisk drivkraft for mig. Da jeg var skadet, fik jeg en eller anden ide om, at jeg skulle modbevise al den her kritik. Stædighed er også en form for stolthed. Når nogen sætter en finger på dig…” - Helveg hamrer en pegefinger ind i sin brystkasse - ”… får jeg en fornemmelse af, at jeg kan langt mere end hvad folk tror, og der bruger jeg stædigheden. Det har været vigtigt for mig selv at kunne bestemme hvornår jeg skulle stoppe. Hvis ikke jeg var blevet skadet dengang, kan det godt være at jeg var stoppet noget før.”

Det samme gjorde sig gældende i forbindelse med landsholdet, hvor han ikke bare ønskede kamp nummer 100 for tallets skyld, men derimod bevidst fortsatte indtil han selv følte, han præstationsmæssigt havde sagt ordentligt farvel.

  

I Italien

10 af Thomas Helvegs 14 år i udlandet blev tilbragt i støvlelandet, hvor spillere i en høj alder oftere optræder på de største fodboldscener. Snakken falder på den 37-årige angriber Filippo Inzaghi, med kælenavnet Pippo, som Helveg var holdkammerat med i tiden hos AC Milan, og som den 3. november scorede to mål mod Real Madrid i Champions League. Thomas Helveg så kampen, og det vakte minder om den lille måltyv, der kronisk bevæger sig på grænsen af offside:

”Jeg synes godt man kan sammenligne ham og jeg, som typer. Vi er af samme skole; gør det vi er bedst til og så har vi det samme drive.”

Han læner sig frem i stolen, han har talt sig varm.

”Se bare da han scorede mod Real Madrid, den inderlighed og forløsning. Alt kommer indefra. Modsætningen er en spiller som Zlatan (Ibrahimovic, red.). Han tager det bare som en selvfølge når han scorer.”

Generelt føler Helveg, at vi i Danmark kunne lære noget af italienernes syn på alder:

”Der er en større respekt for alder i Italien. Man er bedre til at se ud over den. Der er en helt anden tilgang til det. Her er de ikke gamle, men erfarne.”

Den tidligere angrebshelt på det danske landshold, Preben Elkjær, der i årene 1984-1988 var publikumsyndling og nøglefigur i Serie A hos Hellas Verona, mener at forskellen i syn på alder også skal ses i et andet perspektiv:

”Spillestilen i Italien er langsommere end i f.eks. England. Derfor kan spillerne op i årene også lettere følge med i ligaen, og derfor er fokus på alder nok heller ikke så stor.”

Det får dog ikke Elkjær til at underkende Helvegs flotte og lange karrierer:

”Jeg vil gerne sige tillykke. Han har været et forbillede for mange unge spillere og har stået for nogle rigtig gode ting, især hans professionalisme. En fantastisk karriere,” fastslår Preben Elkjær, der i dag er en fast figur i TV3+s ekspertpanel, når det drejer sig om Champions League-fodbold.

En karriere, som i kraft af sin varighed på over to årtier har budt på både op- og nedture for Thomas Helveg. Men først og fremmest er han bare taknemmelig:

”Det har været et privilegium. En fantastisk rejse med masser af gode oplevelser og masser af gode udfordringer. Men også nogle svære menneskelige udfordringer. Specielt de første år i Italien. Et helt nyt sted, en ny kultur. Men generelt har det været fantastisk at møde ind om morgen, gøre det man elsker, og så gå hjem igen over middag og have resten af dagen fri. Men man skal også være bevidst om, at det slutter på et tidspunkt. Så man skal huske at nyde det og ikke tage det for givet. Det er ikke bare noget, der skal overstås. Du skal være der,” fastslår Helveg og tænker tilbage på godt og skidt i tiden der er gået, siden han løb sine første kilometer i barndomsklubben Skt. Klemens.

 

Minderne fra karrieren kommer til ham dagligt i form af flashbacks. Situationer og simple momenter på banen, hos tilskuerne, fra omklædningsrummene. Men også hele perioder, som eksempelvis sidste års VM i Sydafrika, hvor Helveg sommeren igennem vidste præcis, hvordan spillerne havde det. Minderne kommer nogle gange helt af sig selv, andre gange bliver de hjulpet på vej via et indslag på tv eller en artikel i avisen:

”Når det sker, så lever man sig ind i den tid. Man får det jo ind under huden, og så bliver det skrællet engang imellem, og så ligger det der,” beskriver han bevæget og peger på bordet foran sig, som var det et hav af minder.

Det er svært at få et eksempel på en negativ oplevelse ud af Thomas Helveg, der igennem hele sit fodboldliv har forsøgt og formået at vende alt negativ til noget positivt, der kunne bruges fremadrettet. Naturligvis har der været bump undervejs i et 21-årigt fodboldliv; 3000 fanatiske og arrige Inter-fans, der omringede deres heltes spillerbus og på det kraftigste udtrykte deres utilfredshed efter en række dårlige resultater, en træner i tyske Gladbach som Helveg absolut havde det svært med, og de kritiske røster omkring hans person i forbindelse med de sidste år på landsholdet. Men ikke noget, der har været i stand til at bremse en spiller, som er kommet til et punkt i sin karriere, hvor det er naturligt at svare på spørgsmål omkring sit eget eftermæle.

 

For til trods for den føromtalte ydmyge tilgang til livet med fodbold, lægger Thomas Helveg ikke skjul på, hvad han ønsker at sit eftermæle skal indeholde:

”Min professionelle indstilling til tingene. Mit drive, og at jeg var en, man kunne give en opgave og stole på at den blev udført.”

Et ønske, der ifølge Martin Laursen, nok skal gå i opfyldelse, i hvert fald blandt spillerkollegerne:

”Jeg tror ikke, nogen kan sige noget ondt om ham. Altid var han venlig og imødekommende og skabte aldrig uvenner. En fodboldspiller man altid kunne regne med. En rigtig holdspiller og god i omklædningsrummet.”

Interviewet med Thomas Helveg er slut. Klokken har passeret middag. Hans arbejdsdag er slut. Vi rejser os, og heller ikke nu får man lov til at holde døren for ham.

Fra Ådalen kan Helveg i horisonten begynde at skimte tiden udenfor banen. En tid, der efter al sandsynlighed vil foregå i fodboldens univers, hvor den tidligere landsholdsspiller i december blev ansat som assistenttræner for Henrik Clausen i OB og regner med at påbegynde en træneruddannelse til sommer. For som hovedpersonen selv formulerer det med alvor i stemmen:

”Så er man forpligtet til at bruge dine oplevelser og erfaringer, til at skabe noget for andre.”