En hastigt voksende hær af europæiske fodboldfans rejser til fodboldstadions i deres eget og andre lande for at se så mange kampe som muligt på så mange forskellige stadions som muligt: Groundhoppers.

90M talte med tre af dem om så forskellige emner som den russiske billetmafia, udsatte begravelser og VM i Sydafrika.

Køb 90M her!

Det er søndag eftermiddag, og den hollandske midterklub FC Utrecht mister endnu en gang bolden midt på banen. På tribunerne på Galgenwaard Stadion kigger 29-årige Alex Marner på betonbelægningen under sine fødder og ryster langsomt på hovedet. Hjemmeholdet spiller endnu svagere end gæsterne fra ADO Den Haag, og Alex sukker dybt sammen med Utrechts hjemmepublikum.

Af de godt 20.000 tilskuere på stadion er det formentlig Alex, der har mest grund til at sukke. For at se denne kamp satte han sig i toget klokken halvseks i morges i sin hjemby Hannover, og efter kampen skal han rejse den samme distance tilbage igen. Men den sympatiske tysker føler alligevel absolut ikke, at eftermiddagen er spildt. Under sine mange fodboldrejser rundt i Europa har Alex tidligere besøgt Utrechts kommunale stadion flere gange, men han har aldrig tidligere besøgt Galgenwaard. Så selvom han har brugt dagen på en trist fodboldkamp uden tilskuere fra udeholdet, kan han i aften i det mindste sætte flueben ved et af de sidste hollandske stadions, han ikke havde besøgt.

Alex, der til daglig er freelance oversætter og journalist, tilhører nemlig en voksende hær af groundhoppers, som rejser over hele Europa – og endda uden for kontinentet – for at besøge så mange fodboldstadions og se så mange fodboldkampe som muligt. Alene sidste år var han på lægterne imponerende 220 gange, og sammenlagt har han overværet mere end 1.500 kampe i 65 lande. Af de 53 UEFA-lande mangler han kun Georgien, Hviderusland, Armenien og Kasakhstan på sin liste.

”Groundhopping er den bedste måde at se og lære noget om et land og en by,” forklarer Alex, da han lidt senere nyder en lille fadøl og en portion typiske hollandske ’Bitterballen’ – ”I frituresteger virkelig alting i dette land, eller hvad?” – ved et lille bord uden for en cafe i det centrale Utrecht. ”I en kirke eller i et museum føler jeg mig som en turist, men på et fodboldstadion er jeg ét med befolkningen, ægte og autentisk.”

Denne eftermiddag kunne Alex observere en Utrecht-befolkning, som var meget kritisk over for, hvordan deres yndlinge spillede. Den rumænsk fødte groundhopper retter på sine briller, klør sig let på den ubarberede hage og fortæller om det imponerende derby imellem Dynamo og Rapid Bukarest i 1985, som var hans allerførste kamp, og om hvordan hans passion for fodboldspillet for alvor startede otte år senere i hans nye hjemby Hannover.

Han begyndte først at komme til Hannover 96’s hjemmekampe, derefter måtte han også have udekampene med, og da det også viste sig at være utilstrækkeligt til at stille hans fodboldsult, indledte han for 15 år siden en stadion-odysse, der endnu ikke er afsluttet.

Alex ser dog ikke sig selv som en ægte groundhopper, lidt nedsættende betegner han sig selv som ”halvtids”. I modsætning til hans interessefæller, der rejser rundt mellem nogle af de mest nedslidte stadions og fjerne pletter på fodboldlandkortet, sætter Alex sin egen klub Hannover 96 højest, og han foretrækker en god kamp på et stadion, han kender i forvejen, over en ukendt bane og en flok spillere, han måske selv kunne besejre.

”Jeg rejser først og fremmest for at få oplevelser og se god fodbold. Statistikken er også vigtig, men kun for min egen skyld. Ikke for at vise frem til andre groundhoppers.”

Køb 90M her!

Men Alex har dog også sluttet sig til FootballFans.eu, et online fodbold-community hvor groundhoppers og klubfans rapporterer om de kampe, de overværer, og deler deres fotos, historier og erfaringer. Det handler ikke om spillernes statistik, men om tilskuernes.

”Det er et ideelt site til at holde styr på, hvilke stadions og kampe man har set, hvilke man planlægger at se og hvor andre har været,” slår Alex fast. Hans hollandske groundhopper-kammerat Jerome Sterman (28) fra Landgraaf bruger siden på samme måde, men han er særligt vild med fodbold i de lavere rækker.

”Jo mindre, klubben er, jo bedre,” siger Roda JC-tilhængeren senere samme uge på en fodboldfri torsdag aften i Amersfoort. I to år har Jerome rejst Nordeuropa tyndt. ”Det er en besættelse. Jeg kan ikke kæmpe imod det, hver weekend er jeg simpelthen nødt til at se nogle fodboldkampe,” forklarer hollænderen.

Det er også hans ventil i hverdagen, disse rejser fra stadion til stadion. Når noget mislykkes for ham i hans arbejde med telekommunikation, kan Jerome tackle problemerne ved at tænke frem på den kommende weekend. ”Uanset hvad der sker, så skal jeg på søndag se Millwalls hjemmekamp i det engelske Championship.”

Jerome foretrækker at rejse sammen med venner, men som den eneste ungkarl i vennekredsen tager han også til kampe på egen hånd. Han holder mest af de uventet underholdende kampe. Som da han 2. Juledag sidste år sad hjemme hos sin søster og fordøjede et større måltid, da han på internettet opdagede, at den belgiske ligakamp imellem St. Truiden og KV Mechelen gik i gang om en time. Jerome sprang ud i sin bil og trådte ind på Stayen Stadion lige før kickoff uden de helt store forventninger. Tre røde kort senere havde han set hjemmeholdet vinde 5-2 i en ualmindeligt underholdende kamp. ”Der var en fantastisk atmosfære. Jeg var glad som et lille barn, da jeg kørte hjem til Holland igen.”

”Dankjewel,” siger Alex på hollandsk næsten uden accent, da tjeneren bringer ham endnu en fadøl. Han tager hurtigt en stor slurk af den belgiske øl, selvom han ikke kan forstå, at en pub i Utrecht ikke serverer hollandsk brygget øl. Fodboldnomaden forklarer, at hans største oplevelser af ren lykke opstår i forbindelse med de kampe, han ikke er sikker på, om han når frem til startfløjtet og hvor der er tvivl, om han overhovedet kan skaffe en billet.

”Når jeg så endelig sikrer mig en billet, og det står klart, at jeg kommer ind og ser kampen...Det øjeblik er uvurderligt,” forklarer Alex. Nogle gange er det også bogstaveligt talt svært at betale sig fra. Som da tyskeren under EM 2008 måtte betale 350 Euro (2625 kroner) for en billet til kampen imellem Rusland og Grækenland. ”Det var min eneste chance for at se en EM-kamp i Red Bull Arena i Salzburg. Jeg var simpelthen nødt til at komme ind,” ler Alex lidt skamfuldt. ”Det var en gratis sponsorbillet, og kort forinden havde jeg afslået et tilbud på 150 Euro.”

Alex forklarer, at han regnede med at se priserne dale yderligere, da en flok russere med lommerne i deres okselæderjakker fulde af pengesedler opkøbte alle billetterne og sendte priserne op i det røde felt. Tre minutter før kickoff måtte Alex give sig.
”Men skidt,” siger den tyske fodboldfan. ”På sådan et tidspunkt betyder penge ærligt talt ikke så meget. Nogle gange er man heldig, andre gange uheldig. Senere under EM-slutrunden var der en fyr, der gav mig sin billet til Rumænien-Italien gratis.”

Også ved sommerens VM i Sydafrika var Alex til stede. I modsætning til Jerome, der blev hjemme i Europa for at spare kræfterne til den nye sæson.
Alex havde planlagt at se 33 af de 64 kampe, nogle gange to kampe på samme dag, selvom han ikke havde sikret en eneste billet inden afrejsen til Sydafrika. Da det officielle salg åbnede i 2008, bestilte Alex tre billetter til åbningskampen og tre til finalen, og han var faktisk så heldig at få tildelt dem alle seks. Men noget gik galt med betalingen.

”Ærligt talt gjorde det mig ikke så meget. Jeg ville hellere betale lidt ekstra til en sydafrikaner end give FIFA mulighed for at trække renter på mine penge i to år inden slutrunden.”
Udstyret med en lejet bil og sin erfaring som forhandler rejste Alex tværs igennem det sydlige Afrika. Han vidste, at 120.000 billetter var blevet solgt forholdsvis billigt til sydafrikanere via supermarkeder, og derfor gav et stort potentiale på det grå marked.

”Åbningskampen imellem Sydafrika og Mexico var den svære. Derefter var jeg ikke urolig for at sikre mine billetter, især ikke da Sydafrika skuffede.” 

Alex var heller ikke nervøs for at drage til det kriminalitetsplagede Sydafrika. Han på forhånd overbevist om, at mediernes historier var overdrevne, og han opførte sig ikke anderledes i Afrika end på sine andre fodboldrejser: han bærer ingen klub- eller landsholdsfarver, han rejser ikke med grupper, han er moderat med sit alkoholforbrug og sørger i det hele taget for ikke at vække opmærksomhed.
”Så længe man ikke raver døddrukken rundt i gaderne og vifter med sit flag, som den englænder der blev knivdræbt i Lissabon (under EM 2004, red.), får man ikke de store problemer,” forklarer Alex, der ikke følte sig underholdt af paraderne af hollandske fodboldfans med orange oste på hovedet og gulerødder om halsen. Han kalder dem falske fans, der kun har fodbolden som deres anden prioritet i livet.

Jerome er ungkarl, men både Alex og 40-årige Evert-Jan van den Berg, en hollandsk indvandrer i Danmark, har også en hjemmefront at tage hensyn til. Alex har sin kæreste, Evert-Jan er gift og har to børn. Hans ti-årige søn er også allerede blevet smittet af stadion-virussen og fører en minutiøs statistik. En måned alene i Sydafrika var ikke forenlig med van den Berg-familiens ønsker, men en uge ved EM 2004 var ikke et problem. På en 12 måneder lang tur gennem Europa i autocamper så Evert-Jan mange kampe i Italien, Spanien og Portugal, mens han kone holdt skansen i camperen med et glas vin og en god bog; på den måde var alle glade. Ofte er det andre mennesker, som bliver mest forargede over Evert-Jans trang til at opsøge fodboldstadions. Han blev længe bebrejdet, at han meldte afbud til et vennepars forlovelsesfest for at tage til en fodboldkamp. Men Evert-Jan tog sig ikke af det og havde en fantastisk tur på stadion. Og vennerne – de er for længst blevet skilt igen.
Alex nikker bifaldende. 

”Hvis min kæreste stillede mig spørgsmålet: ’Mig eller Hannover’, kender hun svaret,” siger Alex. ”Så hun stiller ikke det spørgsmål. Hun ved, at det ikke er et rimeligt valg. Man kan ikke sammenligne de ting.”  Kæresten ved efterhånden, at han ikke tager med til fester eller selskaber, når Hannover 96 spiller. Til gengæld dropper han aldrig hendes fødselsdag til fordel for en ligegyldig kamp som i Utrecht. Parret skændes aldrig om Alex’ fodboldrejser. 

”Min kæreste ved, jeg ikke gør det af kedsomhed, som det er tilfældet med mange af de mænd, der ser fodbold i tv hver dag. Det interesserer mig ikke særlig meget. Fodboldkampe skal opleves live på et stadion. Det er min passion, og hun ved det. Og på grund af de mange rejser har vi også altid noget interessant at tale om.”

Alex drømmer stadig om de 141 FIFA-lande, han endnu ikke har besøgt, og om de mange stadions rundt om i verden, han mangler at opleve. Men hans største mareridt var i forbindelse med en Hannover-kamp. En gang var det lige ved at gå galt! Ved en udekamp i Aachen. Aftenen forinden havde Alex festet temmelig intenst, og da han vågnede op, var det to og en halv time siden, hans tog var kørt. Han tog et koldt brusebad, styrtede ned til stationen og lejede den hurtigste bil, han kunne få fat i. Og så gik det sydpå med pedalen i bund. Alex er ikke så sikker på, at han overhovedet var i en tilstand, hvor han kunne køre bil lovligt, men med alle vinduer rullet ned klarede han sig frem til Aachen. I sekunderne før kick-off løb han ind på stadion.

Det kommer dog aldrig til at ske igen. Ligesom de spillere, han bruger så meget af sin tid på at følge, går Alex aldrig igen i byen dagen før en kamp.
I Alex’ familie var ingen for alvor overraskede, da hans mor efter bedstefaderens død spurgte Alex, hvornår de kunne holde begravelsen. ”Der er fire dage at løbe på til at planlægge sådan et arrangement,” siger Alex alvorligt. ”Så hvorfor skulle man lægge det på en kampdag?”
Hans hollandske ’soul mate’ Jerome nikker forstående. Hans bedstefar blev begravet en mandag – weekenden kunne ikke komme på tale. Jerome skulle til London. For at se en fodboldkamp. Bedstefar ville have forstået...

Køb 90M her!

Fodboldforfatteren Wiep Idzenga har selv overværet masser af fodboldkampe på talrige stadions, mens han researchede sin bog ’Jagten på Kinas Maradona – og andre landes’ – en søgen efter den bedste fodboldspiller i bl. a. Mongoliet, Bulgarien, Tyrkiet og Iran. Bogen, der blev nummer to i sidste års afstemning om Årets Bedste Sportsbog i Holland, er indtil videre kun offentliggjort på hollandsk.