18. april 2009 sikrede Wolverhampton sig oprykning til den bedste engelske liga Premier League. Det var en meget stor dag for alle i og omkring klubben, jeg var til stede på hjemmebanen Molineux Grounds og nød oprykningen i fulde drag sammen med 27.000 andre, deriblandt min søn.
Men vi skruer tiden ca. halvtreds år tilbage, da det hele for mit vedkommende begyndte tilbage i årene omkring 1960.

Fodbold var min store interesse, jeg spillede selv i Åbyhøj, og det var lang tid før, der kom fodbold i tv. Og endnu længere tid før tekst-tv, så radioen og aviserne var de eneste steder, man kunne få informationer om fodbold.

Og lige for at nævne det, så var internettet slet ikke kommet til drømmestadiet endnu!
Så de eneste informationer, der kom ud om engelsk fodbold, var når den navnkundige Gunner ”Nu” Hansen læste tipsresultaterne, og derefter nævnte kampene og målscoren. Og man kunne dagen efter læse resultaterne i avisen, men ikke noget med målscorere eller referater fra kampene.
Og det var i disse år fra sidst i halvtredserne og starten af tresserne, at favoritklubben blev valgt.
Det var noget med, at navnet Wolverhampton ”lød” godt. Jeg fandt også hurtigt ud af, at de heller ikke spillede i de ”sædvanlige” blå/hvide eller rød/hvide farver som de fleste klubber, men i anderledes orange og sorte dragter.

Desuden blev det engelske landshold også jævnligt nævnt i den danske radio, og her var der tre spillere fra Wolverhampton i denne periode. Billy Wright, Jim Flowers og Peter Broadbent, så klubnavnet fik måske også en ekstra dimension via disse landsholdspillere.

Jeg fandt også hurtigt ud af, at den engelske pokalfinale, som på det tidspunkt blev sendt hvert år i dansk tv, var blevet vundet af Wolverhampton netop det år, hvor jeg var født!

Så jeg var solgt til den midtengelske klub, som jeg på dette tidspunkt ikke vidste, hvor var placeret geografisk i England. Men på et tidspunkt fandt jeg et kort, der var mere detaljeret end skolens geografikort, og jeg kunne pejle mig ind på den midtengelske bys placering.
De første mange år var det kun resultatlæsning, og så ellers at ”være” Broadbent, når vi spillede i parken efter skoletid.

Men omkring konfirmationsalderen så jeg en annonce med salg af klubnåle, og så erhvervede jeg mig min første Wolverhampton-souvenir fra et firma i Luxembourg.
Efterfølgende har jeg kun købt souvenirs gennem klubben, så det er den, man støtter, og ikke andre.

Jeg havde også fået min mor overtalt til at strikke et halstørklæde til mig og en hue i de flotte farver (her må jeg dog indrømme, at hun kun havde en varm gul farve og ikke orange! Men det gik alligevel).
I løbet af tresserne udkom også enkelte engelske fodboldblade herhjemme, som man så kunne smugkigge i kioskerne, eller måske købe et engang imellem.

En aften, hvor jeg som vanligt ledte efter ”Radio Luxembourg”, datidens svar på P3, ramte jeg en station, der sendte fodbold fra England. Det var BBC Radio Two, og det gjorde det jo ekstra interessant, da jeg nu kunne følge kampene og høre sport herfra. Men jeg fandt også hurtigt ud af, at lørdag eftermiddag gik stationen ikke så godt igennem som om aftenen, og radioen skulle også drejes (af hensyn til den indbyggede mellembølgeantenne) og stå specielt, for at der overhovedet var nogen mulighed for at høre noget.

Derfor var det oftest bedre at lytte med på en transistorradio, da man jo kunne stå henne ved et vindue eller en ydermur og dreje radioen, så man kunne høre noget!
Når der så engang imellem var så dårlig forbindelse, at jeg intet kunne høre, så fandt jeg stationen BBC World Service, der også sendte fra kampene, men denne station sendte først fra 2. halvleg, og var der en vigtig cricket- eller rugbykamp, så sendte de måske den i stedet for…
Så i mange år var Radio Two den bedste mulighed for at følge med i engelsk fodbold og dermed i Wolverhamptons resultater.

I flere år havde DR sendt pokalfinalen, og i 1969 transmitterede man så i samarbejde med Norge og Sverige den første tipslørdag, med direkte transmission fra en engelsk tipskamp, som i mange år blev ugens store tilløbsstykke blandt fodboldfans, der jo ikke kunne tage 35 kanaler og se fodbold fra alverdens turneringer på dette tidspunkt.

Så lørdag den 29. november 1969 var en stor dag, og ikke mindst, da den første tv-kamp fra England var fra Molineux Grounds med 21.120 tilskuere på plads, hvor Wolverhampton tog imod Sunderland og vandt 1-0 på et hovedstødsmål af Hugh Curran efter en aflevering fra vores legendariske wing David Wagstaffe.

Tv-fodbolden fik mange fodboldtilhængere til at vælge en favoritklub, og mange valgte klubber fra det midtengelske, da det udelukkende var kampe fra dette område, der blev sendt i tv, da det var stationen Central-TV, der havde tilladelse til at sende de direkte kampe fra England.
Så Coventry, Leicester, Stoke, West Bromwich, Derby og Aston Villa var sammen med Wolverhampton ofte i fjernsynet, og klubberne fik også mange tilhængere, selv om mange nok er faldet fra igen efterhånden.

Men perioden omkring tipsfodboldens start og årene efter fik mange fodboldfans til at mødes hver lørdag og følge kampene sammen, og tipning fik samtidigt et løft. Det var dengang, der stadig var 12 kampe på tipskuponen. I den 17. uge med engelske kampe på kuponen rundede Dansk Tipstjeneste (nu Danske Spil) således 1.6 millioner kroner i omsætning for første gang nogensinde, og da tv-sæsonen i efteråret 1970 begyndte igen, rundende man for første gang de 2 millioner kroner i omsætning.

På det familiemæssige plan var jeg blevet far til en dreng, og han kom (naturligvis) til at hedde Kenneth, opkaldt efter min store helt Kenneth Hibbitt.
Men tilbage til midtengland.

Sæsonen 1971-1972 blev en stor sæson foran radioen. Wolverhampton havde via en fjerdeplads i ligaen kvalificeret sig til UEFA Cup’en, og her fulgte så spændende transmissioner fra kampe imod Academica Coimbra, Den Haag, Carl Zeiss Jena, Juventus og Ferencvaros, hvor vi ikke tabte en eneste, hverken hjemme eller ude. I finalen mødte vi Tottenham Hotspurs, der slog os 2-1 på Molineux, og så var det ikke nok, at kampen på White Hart Lane endte 1-1.

2. marts 1974 blev en af de første milepæle, jeg husker som Wolverhampton-fan.
Ligacupfinale på Wembley mod Manchester City, og direkte i dansk tv.
Jeg sad klar i stuen med hue og halstørklæde på, samt en T-Shirt jeg havde købt gennem klubben.
Vi var ”underdogs” mod et stjernespækket City-hold, og det var med bange anelser jeg så kampen begynde, da vores faste målmand Phil Parkes var blevet skadet og erstattet med Gary Pierce, der fyldte 23 år netop på kampdagen.

Og hvilken fødselsdagsgave den unge målvogter fik. I slutningen af første halvleg scorede Ken Hibbitt til 1-0 på en helflugter fra kanten af straffesparksfeltet, der måske lige så godt kunne være gået et par meter over eller langt ved siden af målet, men nu gik den i nettet til stor jubel blandt de ca. 50.000 Wolverhampton-tilhængere på Wembley. I anden halvleg reddede Gary Pierce den ene store City-chance efter den anden, men måtte dog kapitulere, da Colin Bell helt udækket kunne score på Rodney Marsh’s aflevering bagud i straffesparksfeltet midt i 2. halvleg.

De fleste forventede nu forlænget spilletid, da City ikke kunne passere den unge fødselar i Wolverhamptons mål, men få minutter før tid opfangede John Richards en aflevering fra højre side, som ramte en City-spiller, og den unge angriber sendte bolden i nettet til 2-1 og sikrede Wolverhamptons første pokal i 14 år.

Det var et stort øjeblik, da anfører Mike Bailey tog imod pokalen, der i dagens anledning var dekoreret med orange og sorte bånd, løfte den op og vise den frem mod den ende af stadion, hvor Wolverhamptons tilhængere stod.

En enkelt turneringskamp i de efterfølgende år husker jeg også særlig godt.
Min kammerat og faste tipslørdag-makker, Uffe, var Chelsea-fan, og denne lørdag skulle vore klubber mødes på Molineux.

Årsagen til, at kampen ikke er blevet fortrængt, er den simple at Wolverhampton vandt 7-1, og jeg var højt oppe, ligesom de engelske aviser dagen efter. De engelske formiddagsblade elsker jo ordspil i overskrifterne, og jeg husker især overskriften ”Seven Up”, som jeg nævnte overfor min kammerat mange gange de efterfølgende uger og måneder…

Februar 1978 skulle det så endelig være. Jeg skulle overvære en kamp på Molineux.
Sammen med ovennævnte tipslørdag-kammerat Uffe tog jeg på en uges fodboldtur til England.
Vi besøgte London-klubberne, Fulham, Queens Park Rangers, Chelsea (blev vi jo nødt til af hensyn til Uffe) Brentford, Tottenham, Arsenal og West Ham i løbet af ugen, og alle steder blev vi pænt modtaget og fik lov at komme ind på stadion og tage billeder. Enkelte steder så vi også lidt af klubben.

Tirsdag tog vi toget til Liverpool, og inden vi så Liverpool vinde 2-1 over Arsenal i Liga Cuppen, havde vi besøgt Everton, fået en rundvisning i klubben og hilst på angriberen Duncan McKenzie. Vi nåede også at komme en tur i direktørernes box på Anfield og besøge pokalrummet.

Onsdag aften tog vi til Luton og så hjemmeholdet spille 1-1 med Bristol Rovers, inden vi torsdag besøgte nationalarenaen Wembley Stadion, og her var på en rundvisning på hele anlægget, omklædningsrummene, gennem spillergangen ud på stadion, et besøg i ”dronningens venterum”, en tur op ad de berømte 39 trin til tribuneafsnittet, hvor pokalerne blev overrakt. 

Fredag aften stod der på ny fodbold på programmet. Her besøgte vi The Valley og så Charlton spille 2-2 mod Oldham.

Lørdag var så den helt store dag. Uffe skulle selvfølgelig på Stamford Bridge, og jeg skulle med toget til midtengland og se lokalopgøret mellem Wolverhampton og West Bromwich.
Allerede om morgenen hørte vi om aflysninger på grund af frosne baner, men begge ”vore” kampe var stadig på programmet.

Da toget holdt i Birmingham kom imidlertid den kedelige nyhed. Kampen i Wolverhampton var blevet aflyst. Men jeg kunne jo ikke nå at komme til andre kampe, og da jeg aldrig havde været i Wolverhampton, så tænkte jeg, at jeg lige så godt kunne fortsætte og så håbe, jeg kunne komme ind og se stadion.
Og det fortrød jeg aldrig, at jeg gjorde. 

Jeg kom i klubbens reception, præsenterede mig og fortalte, at jeg kom fra Danmark. Så gik damen i receptionen lige i et par minutter, og da hun kom tilbage fortalte hun mig, at jeg kunne komme med på en rundvisning. Det var nogle få mennesker, der havde vundet i klubbens lotteri, der skulle på denne rundvisning, og jeg måtte gerne følge med.

Rundviseren var ingen ringere end Jack Taylor, Englands mest berømte slagter på denne tid.
Jack Taylor var ansat i klubbens reklameafdeling, men han var blevet verdenskendt fra VM-finalen i München i 1974, hvor han dømte kampen mellem værtsnationen Vesttyskland og Holland. Efter blot et minuts spil dømte han straffespark til Holland, da Dieter Hoeness fældede Johan Cruyff.
Med Taylor som guide blev det til en tur ud på stadion, hvor den dommer der havde aflyst kampen var til stede, og han forklarede om aflysningen på den frosne og glatte bane.

Efter en tur i bestyrelseslokalerne og pokalrummet var det tid til at se omklædningsrummene. Og her stod en enlig spiller, Kenneth Hibbitt. Jeg fik både kuldegysninger og koldsved og blev selvfølgelig meget glad over at få hilst og talt med den fantastiske midtbanespiller, samt blive foreviget på et billede med både Taylor og Hibbitt.

Jeg fik samtidigt at vide, hvordan jeg til den efterfølgende sæson kunne få abonnement på programmet til Wolverhamptons hjemmekampe, og det har jeg nu fået fast i 30 år. Og de første mange år var det derfra, at jeg fik de fleste informationer om klubben.

Så jeg forlod Molineux, næsten svævende, med et par programmer jeg havde fået foræret, og så betød det ikke noget for mig, at jeg ikke havde set fodbold. Og jeg var ikke spor misundelig, da jeg atter mødte Uffe, der havde set Chelsea og Manchester United spille 2-2.
Min første kamp med Wolverhampton blev så en træningskamp i sommeren 1978 mod Hvidovre. Det blev til en 5-1 sejr med 3.700 tilskuere en sommeraften på Hvidovre stadion, blandt andet efter vores lille slider af en midtbanespiller Willie Carr lobbede bolden over den tidligere landsholdsmålmand Jørgen Henriksen fra midterlinjen!

Jeg fik før kampen hilst på Kenneth Hibbitt, der godt kunne huske vores første møde, samt flere af de andre spillere, og han fik også arrangeret, at jeg kunne møde spillerne efter kampen og få autografer.
Første gang jeg så Wolverhampton spille en ”rigtig” kamp live var 15. marts 1980.
Her havde jeg efter en kraftig indsats skaffet to billetter til Liga Cup-finalen på Wembley mellem de to foregående års vindere Nottingham Forest og Wolverhampton.

Jeg kunne ikke få billetter gennem Wolverhampton, da der hurtigt var udsolgt. Så da jeg vidste, at alle ligaklubberne fik et antal billetter til kampen, begyndte jeg at ringe rundt til alle de klubber, der lå langt fra de to finalister, og langt fra London. Og i Oldham kunne jeg så købe to billetter, hvoraf den ene var til min søn Kenneth, der nu var blevet seks år.

Efter at vi fredag aften havde varmet op med en 1-1 kamp mellem Queens Park Rangers og Watford, var vi lørdag eftermiddag klar til den helt store kamp på Wembley sammen med 99.998 andre tilskuere.
Det blev den helt store oplevelse, som vi havde håbet. En fantastisk stemning på vejen i menneskemylderet op mod det gamle Wembleys to tårne, med boder på begge sider af vejen og et farverigt skue i rødt/hvidt og i orange/sort.

Det var dengang, det stadig var ståpladser på Wembley, og vi stod helt nede ved hegnet bag det ene mål. Der var sådan en larm af syngende og råbende mennesker, at vi ikke kunne snakke sammen, medmindre jeg bøjede mig helt ned til Kenneth.

Og da det fantastiske øjeblik kom, hvor Wolverhamptons Andy Gray scorede kampens enlige mål, løb han ud og stod med armene i vejret lige ud for, hvor vi stod (vi kunne senere se os selv på video fra kampen).

Da kampen endelig blev fløjtet af, var larmen øredøvende, jublen ville ingen ende tage, og jeg husker tydeligt tilhængernes sang ”Nice one, Emlyn”, da vores anfører, den tidligere Liverpool-spiller Emlyn Hughes, fik overrakt pokalen.

Hughes havde i sin tid med Liverpool vundet næsten alt, hvad der var værd at vinde, men han havde aldrig prøvet at vinde Liga Cuppen før.

En af de detaljer, jeg husker fra kampen, var da Nottinghams legendariske manager Brian Clough og hans vicemanager Peter Taylor forlod stadion og skulle gå ud ad spillertunnelen i den ende, hvor Wolverhampton-tilhængerne stod. Taylor og Clough klappede op mod alle de orange og sortklædte fans, der spontant klappede tilbage mod den fantastiske manager.

Efter spillerne havde været på æresrunde og fremvist pokalen, var det på tide at drage hjemad, men i sejrsrusen købte jeg en kæmpestor bamse i orange og sorte farver til Kenneths lillesøster på godt et halvt år. Det fortrød jeg mange gange, da den både var enorm, uhandy og halvtung. Vi havde jo vores halstørklæder og rosetter på og gik af sted væk fra Wembley. Jeg havde bemærket, at der gik en flok yngre Nottingham-fans et stykke efter os. Lige pludselig hørte jeg, at de råbte efter os (der var ikke så mange mennesker lige i nærheden på dette tidspunkt), og jeg stoppede lidt nervøs op. Men det var nu helt ubegrundet. En af de unge fyre kom hen til os og gav os en Wolverhampton-roset, som Kenneth havde tabt, og sagde at den skulle vi passe godt på, da det jo var et minde om dagen. Det var lidt stort.

Jeg har også købt en ”mursten” i den tribune, der hedder ”Billy Wright stand”. Under opførelsen af tribunen blev der oprettet flere vægge til tilhængerne, hvor man for 35 Pund kunne købe en mursten med valgfri inskription på.

Jeg har også nogle faste ”ritualer” på kampdage.

Jeg drikker kun kaffe af et krus købt i klubben. Jeg har altid klubtrøjen på, når vi spiller. Hjemmebanetrøjen på hjemmebane og selvfølgelig udebanetrøjen, når der er udekamp. Og så har jeg et halstørklæde hængende over min computer, da jeg gennem flere sæsoner har købt ”Wolves world”, så man via computeren kan høre direkte transmissioner fra alle klubbens kampe.
Da det kun var via radioen, der var mulighed for at følge med, hang halstørklædet (selvfølgelig) over transistoren.

Når der så i perioder har været lidt nedtur, så er det jo også rart, at man kan finde en video eller dvd frem med nogle gode minder på. Så man ved gensynet får selvtilliden tilbage!
I de efterfølgende år blev det til flere ture til Wolverhampton, også selv om det begyndte at gå den forkerte vej for klubben. I 1984 blev Wolverhampton sidst i den bedste række og rykkede ud. Dette gentog sig også sæsonen efter i 2. division. Og i 1986 blev det til den tredje nedrykning i træk, denne gang dog som næstsidst!

I sæsonen 1986-1987 blev bunden nået.
Vi spillede i FA Cup’en mod amatørholdet Chorley. Vi spillede 1-1 på udebane, og på eget græs måtte vi også nøjes med 1-1. I det tredje opgør vandt Chorley med 3-0!

Og i januar var vi placeret på en 17. plads i 4. division!

Det var i denne sæson, at Steve Bull kom til klubben, og med ham som den store målscorer blev nedturen stoppet, og i den efterfølgende sæson vandt vi rækken, og også en slags ”the double”!
Vi kom i finalen i pokalturneringen, der på dette tidspunkt hed ”Sherpa van Trophy” - en cup for alle klubberne i 3. og 4. division. Her mødte vi Burnley, der også spillede i 4. division, og samlede 80.841 tilskuere på Wembley, hvor man kunne se Wolverhampton vinde 2-0. I de syv foregående kampe i pokalturneringen havde Steve Bull scoret 12 mål, men netop i finalen kom han ikke på måltavlen.
Bull, som jeg har hilst på et par gange, var en helt unik spiller for Wolverhampton. Han scorede 306 mål i 475 kampe og afviste alle tilbud om klubskifte, fra såvel Italien som fra Premier League-klubber. Så ikke alene hans målnæse, men også det at han altid gav sig 100% på banen, har sammen med hans loyalitet overfor klubben og tilhængerne gjort ham til en kultfigur i Wolverhampton.

Det blev til oprykning igen i den efterfølgende sæson i 3. division, da vi atter sluttede som nummer et. Men siden blev det til midterplaceringer i den næstbedste række, inden det endelig blev til den første playoff-semifinale i 1995. Det blev også til en semifinaleplads i 1997 og i 2002, inden vi endelig i 2003 nåede playoff-finalen mod Sheffield United, som vi blæste ud af Millenium Stadium i Cardiff efter 3-0 ved pausen, som også blev resultatet. Her var Kenneth på plads på stadion, mens jeg nøjedes med at se kampen sammen med en flok ”ligestillede” på Sherlock Holmes i Århus. Årsagen til, at jeg ikke var i Cardiff, var at vi ikke kunne få billetter, og jeg ikke ville risikere at stå uden billet, eller skulle betale en formue til en billethaj. Kenneth fik dog en billet til rimelige penge allerede ved ankomsten til stationen i Cardiff.

Så ventede Premier League. Men holdet bestod i forvejen af flere ældre og måske for rutinerede spillere, og flere af de nyindkøbte havde slet ikke den fornødne gejst eller kvalitet. Så det blev en mager sæson med holdet på nedrykningsplads fra start til slut, på nær efter en enkelt spillerunde.
Jeg tog til Molineux 4. oktober og blev vidne til klubbens første sejr i Premier League i sæsonens ottende kamp. Det blev 1-0 over Manchester City, og sejren gav en lettelse og glæde i byen, da de første tre point var sikret. Men det var en stakket frist, vi sluttede sidst - dog med ligeså mange point som de to øvrige nedrykkere.

Efter et par sæsoner uden playoff-kampe var vi i 2007 klar til at møde naboerne fra West Bromwich i semifinalen, men det blev til to nederlag. I 2008 sluttede vi med en målscore, der var et mål dårligere end Watford, og endte derfor lige udenfor playoff-pladserne.

Så da den seneste sæson begyndte, var vi meget forsigtige i vores optimisme, selv om vi efter få spillerunder var på førstepladsen. Men efterhånden som ugerne gik steg forventningerne alligevel.
Jeg var i London i efteråret og så Wolverhampton spille en flot kamp mod Charlton og vinde med 3-1, og da jeg to uger senere var på Molineux og overværede en 2-0 sejr over Bristol City, begyndte jeg at tro på holdet, der både spillede godt og målsøgende.

I slutningen af januar vendte jeg tilbage og kunne her være vidne til en 3-1 sejr over Watford. Nu nærmede sæsonafslutningen sig, og da jeg havde en ”rund” fødselsdag sidst i marts, havde Kenneth været ved at regne lidt på tabellen, og satsede på, at oprykningen måske kunne blive sikret 18. april på hjemmebanen mod Queens Park Rangers. Så Kenneth og hans kone forærede mig en billet til denne kamp i fødselsdagsgave, samt rejsen til Wolverhampton (han havde selvfølgelig også købt en til sig selv).

Heldet var med os, for fem dage forinden vandt Wolverhampton 3-2 på udebane over Derby, efter at have været bagud 1-2, og dermed kunne oprykningen sikres med en sejr over QPR.
Og sikken en stemning der var både før og under kampen. 

Både Kenneth og jeg selv blev uden for stadion interviewet til Sky Sport, da de hørte vi kom fra Danmark, og vi fik også hilst på mange andre fans, vi havde mødt før.

Og da Sylvan Ebanks-Blake scorede kampens enlige mål kort efter pausen, ville jublen ingen ende tage. ”We shall not be moved” var den absolutte favoritsang på tilskuerpladserne, indtil dommeren endelig forbarmede sig over flertallet af de 27.511 tilskuere, der endelig kunne lade et forløsende brøl lyde, da Premier League-oprykningen endelig var en kendsgerning.

Ca. 10.000 tilskuere løb ind på banen, der var et orange/sort skue i ægte jubel og glædesscener. Og taget på stadion var tæt på at lette, da spillere, træner og klubbens ejer kom frem på tribunen og modtog deres fortjente hyldest en halv times tid efter sejren var en kendsgerning.

Da vi forlod stadion en time efter den var fløjtet af, var det til en by i glædesrus. Der var glade mennesker overalt. Alle vinkede og smilede til hinanden, eller vendte tommelfingrene opad i en glædesgestus til andre fans man mødte på vejen væk fra Molineux.

Vi valgte at fejre sejren på en pub nær ved stationen ”The Moon under Water” og her blev slagsangene sunget på skift med hyldestsange til spillerne og manager Mick McCarthy.

Da vi drog tilbage mod London i toget, kom der en stor gruppe West Ham-fans med i Birmingham, hvor London-klubben havde spillet mod Aston Villa, og de fyldte det meste af en vogn. 
Vi havde jo vores Wolverhampton-trøjer på, og det var med lidt nervøsitet, at vi skulle gennem West Ham-tilhængernes vogn for at komme på toilettet. Men endnu engang viste engelske fodboldfans sig at være gode sportsfolk. 

De vidste alt om resultatet på Molineux og hvad det betød, så da jeg kom gennem deres vogn, klappede de alle spontant og sagde ”well done, mate” og ”congratulations” og mere i samme stil, så det var endnu en fantastisk oplevelse oven på sejren og oprykningen.
Ugen efter blev førstepladsen i The Championship så sikret med 1-1 i Barnsley, så den sidste turneringskamp mod Doncaster blev et sandt triumftog for spillerne, der krydrede førstepladsen ved at score sejrsmålet til 1-0 kort før tid. 

Da oprykningen denne gang blev sikret ved direkte oprykning, og holdet er det tredjeyngste i hele ligaen, er der håb om at fremtiden denne gang ser meget bedre ud end for seks år siden, da det var via playoff.
Især fordi holdet har mange unge spillere, der for mange spilleres vedkommende også har international rutine fra deres respektive landes ungdomslandshold og enkelte også fra A-landskampe. De er stadig ”sultne” og har gå-på-mod, og selv om vi havde ligaens topscorer i Sylvan Ebanks-Blake, så kan holdet score fra de fleste pladser.

Desuden skal også nævnes, at manager Mick McCarthy udelukkende har britiske spillere i sin bruttotrup, for som han siger: ”Jeg vil gerne kunne tale med spillerne, uden at skulle bruge en tolk.”
Så med et par gode spillerindkøb af rutinerede spillere, der ikke er ”over the hill”, men stadig har kampgejsten i behold, så ser fremtiden denne gang bedre ud end sidst vi var i Premier League. Så denne gang bliver det ikke bare en sæson i den bedste række.

Og som den opmærksomme læser måske har observeret, så kalder jeg med fuldt overlæg ikke Wolverhampton for Wolves. Det gør jeg dog når jeg snakker om klubben, men det var jo blandt andet på grund af navnet, at jeg valgte at følge klubben gennem ild og vand, uden tøven, uanset hvilken division de spiller i. Jeg følger dem loyalt i fremtiden, og når vi en dag vinder Champions League, vil jeg kunne nyde sejrens sødme 100 procent, for jeg har også været med nede, hvor det ikke var spor sjovt.
Men det er det lige nu!