Læser du hellere i hardcopy, så bestil 90M nr. 16 her

AFC Wimbledons elleve repræsentanter klædt i gul og blå kampdragt, løber på banen side om side med modstanderholdet fra Histon, til taktfaste klapsalver fra de 3392 tilskuere, der messende synger ”Womble till I die, Womble till I die,” ind mod banen. Forventningens glæde og den altoverskyggende stolthed over klubben syder på Kingsmeadows denne eftermiddag i det sydvestlige London, som var det sekunderne før årets altafgørende kamp. Men det er det ikke. Godt nok har hjemmeholdet spillet de seneste tre kampe uafgjort og tørster efter en sejr, men den højspændte stemning skal ses som et udtryk for en klub, der har været så gruelig meget igennem, at en ligakamp aldrig bliver ”hverdag,” noget der bare tages for givet.

Fra start til slut sidder hjemmeholdet tungt på kampen med hurtigt pasningsspil og offervilje i nærkampene. AFC Wimbledons farligste mand i front, den 26-årige Danny Kedwell, er her, der og alle vegne. 26 mål i 51 kampe understreger vigtigheden af hans evner og betydning for holdet.  På Kingsmeadows bliver der set fodbold og hver en detalje i kampens hede bliver prompte kommenteret højlydt. Denne eftermiddag får de rigeligt at se til og hele fire gange må de bryde ud i vild jubel over en scoring. Danny Kedwell er indblandet i de første tre scoringer og sætter selv punktum tolv minutter før tid med et usvigeligt sikkert mål på straffespark.

Efter kampen samles hjemmeholdets spillere og fans til spontane jubelscener på banen, og alle synes enige om at det er fantastisk at være Wimbledon-fan. Men sådan har det ikke altid været.

Wimbledon FC blev dannet tilbage i 1889 og levede de første 80 år en forholdsvis anonym tilværelse i diverse regionale london-ligaer med hjemmebane på det senere så sagnomspundne stadion, Plough Lane.  I slutningen af 1970´erne blæste der dog succesvinde henover den sydvestlige del af London, hvilket førte holdet fra 4. division til 1. division (dengang svarende til Premier League) på bare fire sæsoner. Den sportslige optur kulminerede i maj 1988, hvor Wimbledon FC med spillere som Dave Beasant, Vinnie Jones og Dennis Wise slog stormagten fra Liverpool FC med 1-0 i FA Cup-finalen foran 98.000 tilskuere på Wembley. 250 millioner så med foran tv-skærmene, hvilket resulterede i at the grazy gang i gul og blå blev massivt eksponeret ud over den engelske grænse og udødeliggjorde deres sensationelle bedrift.

Bestil 90M nr. 16 her

Det var de engelske medier der tildelte holdet øgenavnet, der oprindeligt dækkede over en populær gruppe af britiske komikere tilbage i 1940´erne, fordi spillernes excentriske og højrøstede macho-opførelse stod i skærende kontrast til deres modstanderes mere professionelle opførsel. Især de interne practical jokes og drillerier med manageren, Dave Basset, som primært offer vakte stor opsigt. Det var dog hovedsageligt på banen, at holdet levede op til deres navn. Deres forenklede og destruktive spillestil med udgangspunkt i en 4-4-2 uden nogen former for teknisk betonede spillere, og med lange bolde op til to fyrtårne i front i håb om et mål, deres notorisk hårde tacklinger og svinestreger krydret med nedladende og sarkastiske kommentarer til både modstandere og dommere, adskilte holdet fra de andre i det fine selskab i landets bedste række. Holdets ånd og selvforståelse var gennemsyret af en ”us against the world” tilgang, hvilket sammentømrede spillertruppen og smittede af på dens supportere, der også blev kendt for at opføre sig ”iøjefaldende” på lægterne og på de omkringliggende pubber.

Den walisiske forsvarsspiller, Vinnie Jones, var og er for mange symbolet på selve essensen af the crazy gang. Med sin bemærkelsesværdige nådesløse spillestil bestående af knæhøje tacklinger og diverse skub og slag, gik han i sine 254 kampe for Wimbledon forrest i kampen mod ”resten af verden”. I midten af 1990´erne forargede han en hel fodboldverden ved at udgive sine allerbedste svinestreger på VHS, så alle kunne se hvorledes en modstander kunne stoppes og pacificeres mest effektivt og uden at dommeren nødvendigvis så det. En af myterne omkring hans person er, at han sjældent varmede op på traditionel vis før en kamp. Før den legendariske FA Cup finale i 1988 skulle han eftersigende have varmet op i omklædningsrummet ved gentagne gange at give skaller til rummets fire vægge akkompagneret af opildnende skældsord rettet mod sig selv. Sammen med landsmanden og tidligere landsholdsanfører, Roy Keane, er han indehaver af flest røde kort i Premier Leagues historie, og han er den spiller der har fået det hurtigste gule kort, nemlig efter blot 3 sekunder spil. Ude for banen levede han et turbulent tilværelse på diverse pubber og brugte ligeledes tiden på modeljobs og filmroller i actionfilm. I 1999 skruede han dupperne af støvlerne og gik ind i filmverden full-time og har været der lige siden.    

 

Til trods for succes på fodboldbanen og opsigtsvækkende personligheder og klubånd, lå klubbens økonomi i midten af 1990´erne i ruiner. Klubben var i 1991 blevet flyttet fra deres hjemmebane, Plough Lane, til Selhurst Park hvor de skulle dele bane med ærkerivalerne fra Chrystal Palace, da Plough Lane var blevet solgt til en supermarkedkæde i håb om en økonomisk indsprøjtning. Flytningen var en kniv i hjertet på klubbens mange supportere, hvilket førte til dannelse af The Wimbledon Independent Supporters Association (WISA). Organisationen havde til opgave at sikre de mange supportere større indflydelse og medbestemmelse på klubledelsens gøren og laden og WISA skulle i den grad vise sig at få sin sag for få år efter sin dannelse. Klubben var i 1997 blevet solgt til en gruppe af norske forretningsfolk, med Kjell Inge Røkke og Bjørn Tore Gjelsten i spidsen, der med sine mange penge forsøgte at flytte klubben til Dublin som de mente ville være mere profitabelt, hvilket dog mislykkedes. I 2000 rykkede Wimbledon FC ud af Premier League som de var medstiftere af i 1992, så de norske rigmænd følte sig tvunget til at reagere igen. Endnu en flytning blev løsningen og denne gang til byen Milton Keynes, der ligger 100 kilometer fra Wimbledon. Byen var på det tidspunkt den hurtigst voksende by i Europa og stod uden et lokalt fodboldhold. En mand ved navn Charles Koppel blev indsat som formand og skulle stå i spidsen for flytningen af klubben. Planerne vakte vrede og harme blandt Wimbledon-supporterne, men også hos det øvrige fodbold-England, der så de norske planer som et forsøg på at indføre amerikanske tilstande i europæisk fodbold. Det engelske fodboldforbund var dog efter lange retslige forhandlinger med på ideen, og flytningen af den over 100 år gamle klub blev I 2003 en realitet.  WISA forsøgte at råbe højt om at de retslige forhandlinger var foregået ved urent trav. Oplysninger som de norske forretningsmænd havde givet til FA var ifølge WISAs egne undersøgelser forkerte.  Røkke og Gjeltsens hovedargument overfor FA var det faktum, at klubben ville gå konkurs hvis ikke den fik lov til at flytte. Derfor manipulerede de to nordmænd med regnskaberne, således at de fremstod langt dårligere end de reelt var. ”Vi knoklede som besatte, men lige lidt hjalp det. Selvom vi påviste regnskabsmanipulation og efterlyste de manglende budgetter og byggetilladelser til Milton Keynes projektet, fik vi ikke vores vilje”, forklarer Kris Rye, talsmand for WISA.  

 

Til den sidste kamp på Selhurst Park, inden klubbens ”afrejse” til Milton Keynes, var supporterne samlet til et minuts stilhed ude foran stadion, mens Wimbledon FCs kamp blev fløjtet i gang mod Gillingham. Tavsheden var larmende, men blev efter de 60 sekunders stilhed afløst af et sandt potpouri af slagsange. Indenfor på stadion var stemningen tragikomisk. Der var kun cirka 1000 mennesker på lægterne, hvoraf de 800 var medrejsende fra udeholdet. Bolddrenge var der ingen af, så hvis bolden blev sparket op på de tomme tribuner, måtte spillerne selv kravle op efter den. De mange supportere udenfor nægtedealtså at tage del i klubbens sidste kamp og forlod i stedet for stadionområdet efter at de havde sunget den sidste sang for deres gamle klub.

En lille håndfuld gik ned på den lokale pub, Fox and Grapes, der har været et omdrejningspunkt igennem klubbens historie. I starten af 1900-tallet blev stedet brugt som omklædningsrum for spillerne, og før FA Cup finalen i 1988 samledes spillerne i baren til en pint før afrejsen til Wembley. Denne aften dannede pubben rammen om en ny begyndelse. Den lille håndfuld af supportere besluttede med udgangspunkt i deres indædte ”os imod verden-ånd” sig for at starte deres egen fodboldklub. Et nyt Wimbledon. På bare få uger formåede de at indhente licens fra det engelske fodboldforbund, skaffe de fornødne penge, finde en græsplæne de kunne træne på og udpege en manager – klubbens gamle forsvarsspiller fra 1970´erne, Terry Eames. 250 lokale spillere mødte op til prøvetræning og ud af dem blev der valgt de spillere der skulle repræsentere den nye klub i den engelske 8. Division, som klubben havde fået licens til.

Den lille gruppe supporteres tiltag gav genlyd overalt i England og fik fra starten af massiv opbakning fra både medier og forretningslivet. Drømmen om et nyt Wimbledon så ud til at gå i opfyldelse. For at den triste historie med deres gamle klub ikke skulle gentage sig, oprettede man den såkaldte ”The Dons Trust”. Det er en fond der ejer klubben, og det er fansene der ejer fonden. Hver fan kan maksimalt eje en aktie, hvilken giver den enkelte fan en stemme, når der skal tages administrative beslutninger i klubben. På den måde drives klubben som et fans-demokrati, der ikke kan væltes af udefrakommende rigmænd.

Bestil 90M nr. 16 her

Siden dannelse af den nye klub er det kun gået en vej for AFC Wimbledon, og det er op. Klubben spiller i dag i den engelske conference, hvilket er den 5. bedste engelske fodboldrække, og her ligger holdet for tiden til en play-off-plads til League Two. Tilskuertallet til holdet hjemmebanekampe ligger gennemsnitligt på 4200, hvilket er den maksimale kapacitet på det lejede stadion, Kingsmeadows.

Drømmen om at vende tilbage til Plough Lane arbejdes fortsat på at blive realiseret, ligesom en officiel ligakamp mod Milton Keynes, der siden flytningen har bevæget sig ned ad i rækkerne og nu kun er 1 række over AFC Wimbledon, vil blive rammen om et særsyn af et opgør i engelsk fodboldhistorie – to nye udgaver af samme gamle klub i direkte kamp om æren. For Kris Rye hersker der nu ingen tvivl om hvem der vil være indehaver af æren i fremtiden: ”Vi har taget historien, traditionerne, klubbadge og de blå og gule farver med os over i den nye klub. De (Milton Keynes) har intet tilbage og vil langsomt dø.”