Nøjagtigt 30 år efter indførelsen af hjemmestyret kunne grønlænderne i år fejre overgangen til selvstyre efter årtiers kamp. Landets fodboldforbund kæmper stadig for anerkendelse, og i den kamp er en kunstgræsbane i halv størrelse et stort skridt.
De få huse ved den internationale lufthavn i Narsarsuaq fortaber sig hurtigt under helikopteren, der larmende bevæger sig over de grønne fjelde i det sydlige Grønland. Området gennemskæres af dybe fjorde, hvor isbjergene stiller driver af sted mod havet, og den barske natur er herre over livet her. Det lader helikopteren sig dog ikke anfægte af, da den ufortrødent kredser over turens mål. Julianehåb er Sydgrønlands største by med 3500 indbyggere, og efter lokale forhold et naturligt centrum, også for fodbolden.
Derfor er byen også det naturlige sted at anlægge landets kunstgræsbane, der stod færdig midt i september. Der er dog ikke tale om en hel fodboldbane, men derimod en bane i noget nær halv størrelse. Glæden er dog ikke mindre af den grund, og det skinner tydeligt i gennem hos formanden for Grønlands Boldspil-Union, Lars Lundblad.
”Banen har godt nok ikke international størrelse, men nu kan vi da arrangere kampe for syv- og nimandshold. Vi har mange venner fra vores deltagelse i Island Games og VM for små nationer i Hamburg, men de har ikke villet komme til Grønland og spille, fordi vi kun havde grusbaner. Så banen er første skridt i retning af at arrangere egentlige landskampe og blive medlem af de forskellige organisationer,” lyder det fra formanden, der selv har en fortid som landstræner for det grønlandske landshold. Stemmen bærer da også tydeligt præg af stolthed, da fodboldformanden viser den halvfærdige bane frem i den øverste del af byen. Både banen og byen som helhed ligger skrånende ned af det allestedsnærværende fjeld, og de kulørte bygninger ligger tæt omkring den lille bane. Her er naboerne dog ikke uvante med fodboldkampe, da kunstgræsbanen er anlagt ovenpå en tidligere grusbane, der lagde jord til finalekampen om det grønlandske mesterskab i 1958. Helt så længe har kampen for at bygge landets første kunstgræsbane ikke varet, men det har langt fra været nogen let opgave:
”I slutningen af 1990’erne var der planer om en kæmpe arena under tag, der ville koste omkring 150 millioner. Det var en politisk varm kartoffel, og så stort et projekt fik politikerne til at flygte. Heldigvis var der en lokal projektgruppe her i Julianehåb, Tapisuli, med blandt andet børne- og idrætskonsulent Kent Kielsen, der arrangerede koncerter og lignende for at skrabe penge sammen. Det betød, at der var penge til at starte op, og i 2005 havde vi fået tegnet en byggeplan,” beretter Lars Lundblad, der selv tog den efterfølgende kontakt til DBU, som har været en afgørende medspiller i hele projektet. Den danske kontakt var hovedårsagen til, at Grønlands Boldspil-Union i2007 fik 400.000 US Dollars i støtte til projektet af FIFA. Det beløb svarede i 2007 til godt to millioner danske kroner, der for alvor satte gang i forløbet.
”På en ferie i Danmark henvendte jeg mig til DBU, og vi begyndte at undersøge muligheden for at få tilskud. Vi havde Ejvind Næsborg fra DBU oppe som konsulent for at undersøge området, og se hvordan banen skulle tilpasses forholdene, og hvad det ville koste. Det gjorde vi også i Nuuk og Sisimiut, men det var kun Kent Kielsens projektgruppe, der meldte tilbage, og derfor blev banen anlagt her i byen. Så det har ikke noget at gøre med, at jeg bor her i byen,” kommer det med et hjerteligt grin fra Lars Lundblad, der ser banen som et opråb til de grønlandske politikere.
”Nu kan vi se, hvilken retning vi er på vej i. Opførslen af den her bane viser, at vi har kunnet skaffe midlerne uden hjælp fra hjemmestyret, og dermed viser vi også politikerne, at hvis de er med, så kan det lade sig gøre,” fortæller Lars Lundblad, der med etableringen af kunstgræsbanen har fået endnu et argument, når Grønland skal argumentere for, at landet skal optages i UEFA og dermed FIFA. Endnu er de internationale organisationer ikke villige til at lade sig overbevise, selvom den store ø i Nordatlanten har forsøgt at blive medlem siden midten af firserne.
I den periode kunne grønlænderne skæve misundeligt til deres færøske kollegaer, der tog fat på etableringen af græsbaner, og fik medlemskab af FIFA. Det sidste er fremtidens store mål for det grønlandske fodboldforbund, der ser banen som et syvmileskridt i den retning.
”Lande som Færøerne og Malta blev medlem af FIFA under den gamle ordning, men siden blev kravene skærpet. De fik hjælp fra FIFA, fordi de havde politisk opbakning, og med støtten fra FIFA tolker vi det som om, at vi også er på rette vej,” konstaterer Lars Lundblad, også kan se andre positive effekter af det gode samarbejde med DBU. Et samarbejde omkring uddannelse af trænere skal løfte niveauet yderligere, og Lars Lundblad er ikke i tvivl om, at det har stor betydning for de bedste grønlandske klubber.
”Der er meget stor forskel på de trænere, der har taget imod tilbuddet om uddannelse, og dem der ikke har. De uddannede trænere har udviklet spillet meget, og det har givet os en stor fremgang. Vi kan takke DBU for dette, og det var blandt andet tydeligt ved det sidste grønlandske mesterskab,” konstaterer Lars Lundblad, der kunne se konkrete eksempler på dette i mesterskabskampene, der løber af stabelen som et stort stævne.
”Det var meget tydeligt at se, hvilke trænere, der har lært mere på det taktiske plan. Illusiat, der traditionelt er en stor klub, blev eksempelvis overraskende slået ud af en lille klub med en uddannet træner, der havde bedre styr på det taktiske. Det var en klassisk fortælling om David og Goliat, hvor vi kunne se, at det har stor betydning, at træneren har været på kursus.”
De opløftende takter til det seneste grønlandske mesterskab har givet Lars Lundblad store forhåbninger til samarbejdet, der på sigt gerne skal have konsekvenser for den øverste trænerpost i Grønland.
”Vi vil meget gerne have uddannet mange flere trænere, og målet er, at vi får trænere, der er gode nok til at blive landstræner på Grønland. Vores nuværende træner, Jens Tang Olesen, gør et stort stykke arbejde; også som leder af vores uddannelser, men vi vil gerne have en grønlænder klar til at afløse ham, når den tid kommer,” beretter Lars Lundblad, som mener, at træneruddannelsen allerede har sat markante spor på alle niveauer af grønlandsk fodbold.
”Effekten er klar, også hos børnene. Her har det hjulpet meget, at vi har uddannet omkring 300 hjælpere til vores fodboldskoler, for det giver virkeligt et løft. Det er vigtigt for fodbolden heroppe, og vi håber at kunne videreføre samarbejdet med DBU. På sigt giver det os muligheden for at få uddannet vores trænere på en internationalt accepteret uddannelse, da DBU har et tæt samarbejde med UEFA. Det er simpelthen vigtigt for grønlandsk fodbold i fremtiden,” konstaterer Lars Lundblad.
En stor del af denne fremtid slår deres folder på landets grusbaner, og det er også stadigt tilfældet i Julianehåb, hvor ungdommen trækker mod den store grusbane i udkanten af byen. Her troner fjeldet faretruende bag det ene mål, mens en blank bjergsø udgør den naturlige afspærring til den anden side. Desværre står selve banen ikke mål med disse fantastiske omgivelser, og støvet står om benene på de grønlandske purke, der kæmper ufortrødent på ujævne underlag. Nike-støvlerne og Adidas-trøjerne er dog også fast inventar til træning langt mod nord, selvom betingelserne for at se smart ud til træning er noget sværere end på et grønt stadion i Danmark.
Grusbanen er dog langtfra de værste baneforhold, som de grønlandske fodboldspillere må affinde sig med, da jævne arealer er en mangelvare i et land, der for størstedelens vedkommende er dækket af indlandsisen, og hvor resten af landjorden er præget af fjeldene. En af de få, som ved selvsyn har haft lejlighed til at se nærmere på størsteparten af landets baner, er børne- og idrætskonsulent Kent Kielsen, der ikke bare har været med til at organisere byggeriet af kunstgræsbanen, men også fungerer som træner på fodboldskoler i hele Grønland. Siden 2005 har han således været en af hovedpersonerne bag Grønlands Boldspil-Union fodboldskoler, og det har givet et sjældent indblik i forholdene overalt på den svært tilgængelige ø.
”Når vi skal rundt til de små bygder, så foregår det tit i en lille jolle med påhængsmotor. Det er svært at komme frem, men for befolkningen i bygderne er det næsten årets højdepunkt. Alle, der kan røre sig, deltager, og derfor er det også vigtigt for os at afholde fodboldskole, selvom der måske kun er 10 børn i byen. Det er heller ikke kun børnene, der kommer til fodboldskole, men hele byen, som kommer og kigger på,” fortæller Kent Kielsen, der dog også oplever visse udfordringer ude i de små samfund.
”Nogle gange må vi lede lidt efter et egnet sted til at spille. Det kan være et stykke grusvej eller lignende, hvor der er nogenlunde jævnt. Af og til er vi også nødt til at søge uden for byen, og jeg har da prøvet, at vi har sejlet med hele fodboldskolen i et par timer for at finde et godt sted. Så vandrer vi ind i landet, til vi finder et sted at spille, og får det til at fungere på den måde. Børnene er ligeglade, de vil bare spille fodbold, og de synes ikke det er noget problem,” beretter en lattermild Kent Kielsen, der selv har en fortid som topangriber på Grønland, hvor han både har hentet mesterskab og topscorertitel. Nu bruger den gamle bomber sin tid på ungdommen, og når han kommer ud til de små bygder, gør han sit til at skabe en oplevelse.
”Det er vigtigt at gøre fodboldskolerne til noget særligt. Specielt fordi børnene ikke oplever så meget, og ikke lige kan komme ud og spille kamp mod andre hold. Derfor laver vi altid indmarch, hvor borgmesteren er med, og hvor vi går på banen med flag forrest. Det er en ekstra oplevelse, der kan opmuntre dem til at spille fodbold,” lyder det med glød i stemmen fra Kent Kielsen, som også fremhæver forældrenes rolle i den store begivenhed.
”Som afslutning på fodboldskolen deler vi diplomer ud, og her sørger vi også for, at gøre lidt ekstra ud af det. Så sidder forældrene og hujer på sidelinjen, mens de råber hurra og klapper. Det giver noget stolthed, og det er med til at gøre børnene stolte.”
Netop stoltheden er en vigtig faktor, når det kommer til grønlandsk selvforståelse, og Grønlands danske landstræner, Jens Tang Olesen, er både fodboldskolerne og opførelsen af kunstgræsbanen vigtige skridt i udviklingen af grønlandsk fodbold.
”Fodboldskolerne kommer ud til de små bygder på en helt ny måde, og det er med til at skabe grobund. Der er dog ingen tvivl om, at kunstgræsbanen betyder helt vildt meget for det grønlandske fodboldforbund, og for grønlænderne generelt. De har virkeligt kæmpet for det her i mange år, og nu har de endelig en ordentlig bane,” konstaterer Jens Tang Olesen, der også kan se internationale perspektiver i den lille bane i Julianehåb.
”Det er et vigtigt skridt imod international anerkendelse, og sådan ser grønlænderne det også. Det, at de har fået støtte til banen fra FIFA, betyder utroligt meget, og det er med til at give dem tro på tingene. Forhåbentlig kan det betyde yderligere udvikling, hvor der kommer flere baner, for det er det store problem deroppe, Viljen er der, men det kan være svært under de nuværende betingelser.”
Det kan purkene på grusbanen i Julianehåb skrive under på. Her fortsætter de interne kampe på den hårde og støvede bane med uformindsket kraft. Kampen for anerkendelse er hård. Både på grusbanen, men også i det internationale fodboldsamfund.
Fakta:
Banen i Julianehåb måler 64 x 38 meter.
DBU hjalp i foråret 2007 det grønlandske fodboldforbund, GBU, med at ansøge om støtte hos FIFA.
FIFA støttede i november 2007 projektet med 400.000 US Dollars, omregnet svarede det til godt to millioner kroner.
GBU håber på, at kunstgræsbanen kan være første skridt henimod medlemskab af den internationale fodboldorganisation, FIFA.
Støtten fra FIFA er kun til selve banen. Hele anlægget koster omkring tre millioner kroner.
Betaling med kreditkort sker via en PBS godkendt og PCI-certificeret betalings-løsning. 90 Minutter aps
90@90minutter.com