HAVANA: Det var Eduardo, der ledte mig på sporet.

Efter lange arbejdsdage i det politiske univers lå jeg på massagebriksen henne på det gamle gangsterhotel, Nacional, nær den berømmede cubanske strandpromenade, Malecón, hvor skumsprøjtene fra Florida-strædet stod ind over stenmurene og stoppede al cykel- som bil- og hestetrafik på en af Havanas vigtigste trafikårer.

Det var også dagen, hvor den nydelige argentinske præsident, Cristina Fernández, var på officielt besøg og skabte ravage på det agtværdige hotel med sin blotte tilstedeværelse, der havde den årsag, at Barack Hussein Obama under pomp og sikkerhedsopbud i sværvægtsklassen var indsat i embedet i Washington, hvorfor der skulle signaleres sammenhold i Latinamerika. Her har venstrefløjspræsidenterne taget teten, da den amerikanske efterretningstjeneste, CIA, det seneste årti ikke rigtigt har haft tid til at bage rævekager på det forarmede kontinent, da de har mere end nok at se til i Mellemøsten og Asien.

”Du skal have fat i Luis Fernandez. Han er en af de store mænd i forbundet og har kontor ude på Pedro Marrero – vores nationalstadion. Jeg skal nok varsko ham, så han ved, du kommer, sagde Eduardo, efter at kroppen var æltet godt igennem, og den endnu aktive midtbanespiller havde underholdt med tankevækkende fodboldhistorier fra et Cuba, hvor baseball er og bliver sporten over dem alle – efterfulgt af fysiske aktiviteter som basketball, boksning og atletik.

24 timer senere holdt jeg i en taxa på aftalt tid og sted, men senór Fernandez var desværre lige smuttet til provinsen, Santiago, beklagede en yderst venlig mand med en våd cigar i mundvigen på et slidt kontor uden hverken telefon, computer eller andet forstyrrende.

 

MEN DET GJORDE nu ikke noget, altså at fodboldbossen, Fernandez, var dinglet af, for ikke mindst en af opsynsmændene på det yderst faldefærdige såkaldte nationalstadion var fint opdateret på cubansk fodbold.

Dialogen med Rafal Mureno blev ellers indledt køligt.

”No camera! No camera!”

Bestemmerminen var på, da jeg lagde an til at knipse skiltet med stadionnavnet på porten.

Inde på græsset på det lurvede stadion, hvis man da kan kalde de stride strå for græs, var der ingen aktivitet at spore, trods det vi befandt os i midt i den bedste træningstid i enhver dansk landsbyklub.

Aktivitet havde der i øvrigt heller ikke været at registrere forleden, da jeg lagde vejen forbi Estadio Latinoamericano, hvor kun baseballspillere havde adgang, viste det sig.

Og baseball spilles her på øen overalt – langs Malecóns stenmure, på den stolte cubanske strøggade, Pradoen, i parker og dunkle gyder.

”Fodbold, soccer, har kun få udøvere på Cuba, hvor tal for den slags er en by i Rusland,” forklarer Rafal og fortæller om landsholdets nylige landskampe mod Guatemala og USA.

Rafal har arbejdet på Pedro Marrero-anlægget i mere end to årtier.

”Det er ikke så tit, der bliver spillet fodbold her. Et par kampe om året. Cubansk fodbold er ikke rigtigt noget at prale af. Vi spiller mod hold i Caribien, Mellem- og Latinamerika, men vi har aldrig kvalificeret os til noget som helst. Fodbold er ikke en del af folkesjælen i Cuba,” konstaterer Rafal og trækker kasketten lidt ned. anHhh Han retter på træningstrøjen, da jeg spørger om lov til at tage et billede af ham på stolen.

Da han har set resultatet, peger han op på skiltet bag sig, og som en art gestus, formoder jeg, får jeg alligevel lov til at forevige det inden afskeden.

Om det er fordi anlægget er i så ringe en forfatning, at det betragtes som en statshemmelighed og ikke må vises frem, er ikke til at vide i dette mystiske og mytiske land, hvor intet er, som det ser ud til at være. Men jeg fornærmer næppe El Comandante, som Fidel Castro konsekvent tituleres herovre, om han da overhovedet er i live, ved at fastslå, at Cubas nationalstadion næppe ville bringe megen begejstring i nogen dansk serieklub.

Bestil 90M No. 14

 

DET VILLE UNIVERSITETES fodboldbane nu heller ikke, konstateres det, da den unge universitetsuddannede taxachauffør har tjent mere end en normal cubansk månedsløn på at køre mig videre ind til Universidad De La Habana, der ligger smukt hævet over byen nær centrum.

Det er først og fremmest på uddannelsesinstitutionerne, der spilles fodbold i Cuba.

Klubber, som i Europa og resten af verden findes her ingen af!

”Klubkulturen, som den du fortæller om, eksisterer ikke her. Det er alt for dyrt at drive en klub. Og at spille kampe hver weekend ville være en umulighed. Vi spiller mod hinanden på universitetet og somme tider mod andre her i Havana, men nogen turnering er der ikke tale om, forklarer den 24-årige Josef Alba, der i en stille stund og udenfor kammeraternes høreafstand betror mig, at han føler sig noget afkræftet inden dagens kamp mellem hold fra det historiske og juridiske fakultet, da han i flere uger kun har fået ris og bønner, bønner og ris, som han konstaterer det uden at angle efter medfølelse.

”Andet er der ikke råd til for den almindelige cubaner i øjeblikket, så hvordan skulle vi have råd til ens spilledragter, fodboldstøvler, madpakker og benzin til at køre rundt til de andre provinser for at spille fodbold?”

Spørgsmålet får lov til at hænge så længe i luften, at jeg næsten skammer mig over de pizzaer, jeg de seneste aftener har spist på det italienske spisehus, Neptuno, på Parque Central i Old Havana til 13 convertible pesos (omkring 90 danske kroner) stykket, hvilket er mere end en månedsløn for en skolelærer og en sygeplejerske i dette socialistiske eksperiment, der måske, måske ikke, synger på sidste vers.

Om det er den dårlige samvittighed, der gør udslaget, kan være svært at afgøre, men da jeg med tvivl i sindet – for er det for ydmygende? – stikker Josef en pengeseddel, så han kan købe sig et måltid med kylling inden dagens fysiske aktivitet, skinner den unge mands øjne, som var det min yngste datter, der netop havde fået nyt tøj til sin kæreste dukke.

Bestil 90M No. 14

KAMPEN MOD JURISTERNE bliver desværre aflyst, da de unge lov-og-orden mænd må melde forfald grundet ændringer i studieplanerne.

Lektionerne er forsinkede, og den slags er vigtigere end at fornøje sig for en pligtopfyldende cubaner, der vil gøre sig håb om og fortjent til styrets gunst.

Men spilles skal der, så der skaffes flere historiestuderende til at fylde op til 22 – i spraglede trøjer eller bare maver.

Jeg får tilbuddet om en cubansk debut, og vil gerne, men da der intet ekstra udstyr – primært noget brugbart fodtøj – er at låne, må jeg tage til takke med en siddeplads på den trøstesløse og lidet pompøse cementtribune mellem en flok yderst sympatiske unge, smukke studiner, der hepper på deres helte, som man gør alle andre steder på kloden, og kysser de svedige i pausen, hvor jeg slår et slag ned i et hjørne af universitetsanlægget, fordi der render en flok unge mænd og spiller bold i et utæt svømmebassin, der nu er overgået til boldspil.

Tre hold med tre spillere på hver.

Gadens parlament.

En halvflad bold og så går det ellers derudaf.

Jose Barros er den, der under et holdskifte – tre hold med fem mand på hvert roterer – på engelsk og spansk forklarer, at de spiller hver dag i tre-fire timer, og at de helst ikke spiller mod andre end hinanden.

Det sker, at de tager en udfordring op mod et andet ”streethold” i Havana, men det er yderst sjældent.

”Det ville nu være dejligt med en god bold og nogle rigtige mål,” siger Jose efter en længere diskussion om godkendelsen af et af de mål, der kan være vanskelige at afgøre med det blotte øje, når stolperne er skabt af tape på en cement mur i et hullet lyseblåt badebassin, som ingen har råd til at reparere.

 

I et andet hjørne, nede bagved universitetets græsbane, der snarer ligner en ringe udgave af en poleret dansk stubmark efter høsttiden i august, er der gang i fodboldfesten – og det er endnu eftermiddag.

Der drikkes rom, danses salsa og spilles bold.

Men tag ikke fejl, det er et dybt alvorligt anliggende, som det også var det i svømmebassinet.

Diskussionerne og attituderne er på plads.

Der gestikuleres, råbes og grines blandt drenge og mænd med navne som Ronaldinho og Totti printet på rygstykkerne.

Også her er det drenge fra gaderne i kvarteret, der har vundet hævd på nogle timers adspredelse hver dag.

Som overalt på Cuba er der heller ikke her nogen træner eller klubstruktur at læne sig op af.

 

”HVIS MAN ER rigtig god – og nogen får øje på én, eller man har gode kontakter til de rette folk i kommunistpartiet, så kan man være heldig og komme på provinsholdet. Så får man lov til at spille mod andre provinshold i Cuba og kommer rundt og ser noget. Men for langt de fleste af os handler det om at have det sjovt, få rørt os og bruge tiden til noget fornuftigt,” siger Josef, da de historiestuderende er færdige med kampen på banen uden kridtstreger og målnet lavet af høstbindegarn.

Josef havde følt sig lidt tung efter kyllingen.

”Det er første gang, jeg har fået kød i en måned, så min mave arbejder hårdt,” fortæller han efter 3-3 kampen – et resultat til alles tilfredshed.

På vejen mod lufthavnen får jeg taxachaufføren til at stoppe i tusmørket, da vi passerer et yderst faldefærdigt stadion tæt på den ellers så eksklusive Jazzcafé, hvor nogle af Cubas utallige verdensklassemusikere optræder aften efter aften for ingen penge kun få meter fra Malecón, hvor bølgerne fortsat slår hårdt og brutalt ind over molen og sender svale vinde med saltvand ind over de svedige spillere på denne til dato ringest sete fodboldbane i Havana.

Græs er her stort set intet af og lys da slet ikke – selvom mørket kommer hurtigt.

Det er gadelamperne på Malecón og dem i et hjørne af anlægget, hvor der står nogle drenge og spiller baseball, der giver det lys, som fodboldaktørerne har at gøre med.

Heller ikke dette er en klub.

”Men vi spiller næsten hver dag mellem 16 og 18, så du kan bare komme og spille med,” råber en af de unge gæstfri mænd, da flokken af ivrige fodboldspillere uden hverken system eller taktiske spidskompetencer til sidst må overgive sig for mørkets kræfter.

Og måske netop dette er fidusen i cubansk fodbold: At det ikke er sat i system – og at spillerne ikke spiller efter noget system. For på Cuba er der nemlig systemer nok, så måske er det lige præcis derfor anarkiet får lov til at råde og regere blandt de unge frustrerede mænd, der som unge over hele kloden drømmer om at spille i klubber som Barcelona, Real Madrid og Manchester United, hvor man har råd til både rigtige bolde og fodboldstøvler – og hvor fodbold spilles på indbydende græsbaner, som Josef, Jose og alle deres fodboldkammerater kun kan drømme om.

 

Bestil 90M No. 14