Hvordan er helbreds-tilstanden for dansk landsholdsfodbold lige nu? Ikke særlig god, hvis man skal dømme efter FIFA’s officielle verdensrangliste. Før kampen mod Malta lå Danmark historisk dårligt placeret – som nummer 38. 90M tog med til kampen på Middelhavsøen og foretog en sammenligning mellem to nationer, der begge er rutsjet ned ad ranglisten. Danmark fra nummer tre i midten af 90’erne til nummer 38. Malta fra nummer 66 til 154. Det blev samtidig en temperatur-måling på Roligan-bevægelsen anno 2009, som den tegner sig inden de sidste afgørende kvalifikationskampe til VM i Sydafrika næste sommer.

 

 

SLIEMA: “Who will win on Saturday?”

Hotelportieren på Cambridge Place i bydelen Sliema holder en kort pause, inden han selv svarer med et smil.

 

”Of course Denmark will win. We are a small country.”

 

DER ER TO dage til Ta Qali Stadium fyldes op til kamp mellem Malta og Danmark og på trods af et maltesisk forår med væsentligt højere varmegrader end det danske ditto, er der ikke fodboldfeber i befolkningen. Taxichaufføren på vej ud til det danske landshold er ikke synderlig engageret i det maltesiske landshold, og er end ikke sikker på fodbold stadig er nationalsporten - men de er ret gode til lerdueskydning.

 

De maltesiske aviser torsdag formiddag har et par typiske David mod Goliath-historier, fyldt med klassiske Goliath-citater fra danske landsholdspillere, der underspiller og udviser en påtaget respekt for en modstander, som man inderst inde godt ved, at man skal slå. Det virker utroværdigt når det er Thomas Sørensen der citeres, men var det Fernando Torres der udviste den påtagede respekt før en kamp mod Danmark, nikker vi som danskere anerkendende og hopper i med begge ben. Fodbold er et spil, hvor vinderen vinder – ikke nødvendigvis den bedste. Det ved vi godt. Det til trods må vi også forholde os til den naturlov, som siger at Goliath vil vinde, og derfor ønsker vi som danskere ikke at høre om respekt for Malta. Den almene roligan vil bare vide om det bliver 4 eller 5-0.

 

Klokken er 9.15 og mixed zone på Hotel SAS Radisson er officielt i gang. De danske landsholdspillere kommer dryssende en efter en, slentrende i landsholdsklædning og badetøfler og nikker høfligt til de ventende journalister. Hierarkiet er tydeligt for enhver. Der er rift om ’de gamle’ og ’de unge stjerner’. Debutanterne og vandbærerne får lov til at sidde uforstyrret for sig selv i hjørnet af hotellets foyer, hvor de bløde stole agerer pit stop, inden det om en halv time bliver tid til leg på boldbanen.

 

Der bliver snakket om ”at ramme dagen”, ”have respekt for modstanderen”, ”et godt resultat”, ”vi er motiveret”, ”og nu må vi se”. De pressevante fodboldspillere kører på autopilot, og banaliteter fylder luften i foyeren og lader det være op til hver enkelt journalist at transformere dagens ligegyldigheder til noget læseværdigt stof for det sportshungrende publikum i forårskølige Danmark.

 

”JEG HAR SGU ik’ gjort noget.” Thomas Sørensen svarer prompte, da han bliver præsenteret for den triste statistik, der fortæller at Danmark er faldet 24 pladser ned på verdensranglisten, siden han debuterede i november 1999. Rommedahl, der har ’ført’ landsholdet 20 pladser ned, og Kahlenberg, der har denne landsholdssamlings rekord på 27 pladser, reagerer på samme måde på spørgsmålet om, hvad de har gjort, og tilsammen kommer de frem til en forklaring om et kollektivt ansvar, og at to missede slutrunder koster point.

 

Martin Jørgensen er den mest garvede i landsholdslejren. Han debuterede få måneder efter Danmark lå nummer 3 i verden, men hans humoristiske kommentar til den dårlige placering i øjeblikket er, at han ikke har spillet det sidste halve års tid.

 

Fremtidens håb, Nicklas Bendtner, trækker på skuldrene over sit fald på 21 pladser og griner vantro, da han hører, at Danmark har ligget 3’er i verden.

”Nej, det gjorde vi ikke! Gjorde vi det? Hvem fanden har lavet det,” siger han, mens han kigger rundt for at få øje på nogle af de ”gamle nisser”, som han kalder dem. Han tror nu nok, det skal gå op ad igen, ”når vi nu kommer med til VM”, som han siger det.

 

Daniel Agger, som er en anden af de langtidsholdbare i startopstillingen, mener at ranglisteplaceringer er for folk, der ikke har en skid forstand på fodbold, da der ikke nødvendigvis er sammenhæng mellem styrke og placering. Generelt mener han, at Danmark de sidste 25 år har været forkælede med en del slutrunder. Det kan et lille land som Danmark ikke forvente.

 

Tilsyneladende er spillerne generelt enige om, at de ikke hører til som nummer 38 mellem ’store fodboldnationer’ som Elfenbenskysten og Ecuador, og de er også enige om, at en placering mellem 10 og 20 måske ville være mere rimelig, hvis ranglisten afspejlede, hvem der var bedst til at spille fodbold. Derudover er de enige om, at de vinder kampen mod Malta, og at de vil med til VM – Nu skal det være.

 

Den assisterende landstræner Peter Bonde har siden sin debut ført Danmark fra en plads som nummer 12 til 38, men griber ironiens lune, der ligger i spørgsmålet, som falder sammen med den øjeblikkelige førsteplads i gruppen.

 

”Ja, jeg er tung hva?” svarer han, mens han griner og påpeger, at det nok handler om, hvad han ikke har gjort, mere end hvad han har gjort.

 

”Morten og jeg har snakket om, at vi en dag må finde ud af, hvordan disse ranglisteplaceringer regnes ud. For nogle gange kan vi se lande, der blæser forbi uden at vide, hvad de har gjort, der gør dem fortjent til det. Jeg ved ikke hvad Ecuador for eksempel har gjort, der skulle berettige dem til at ligge, hvor de gør nu. Det eneste jeg kan konstatere er, at vi har spillet tre kampe, og vi fører vores gruppe, og jeg kan undre mig over, hvad mere vi skal gøre.”

 

”Som jeg ser det lige nu, er der kun et fodboldhold i verden, Spanien, som alle andre hold vil have svært ved at slå. Alle andre hold tror jeg vi har en pæn chance for at slå, og det synes jeg er et godt udgangspunkt. Jeg kan ikke vurdere, hvor det er på verdensranglisten, men egentlig så vil jeg faktisk hellere vinde noget en gang imellem end at ligge i top 10,” konstaterer han og giver dermed sit bud på, hvor Danmark ligger i forhold til de andre, vi gerne vil måle os med.

 

 

PÅ TRÆNINGSANGLÆGGET VED siden af Ta Qali Stadium afholder landsholdet sin sidste åbne træning og pressen følger med for at dække historien om hvem og hvad, der måske er skadet, og hvem, der spiller i ’de gule veste’.

 

Langs kalkstriberne står de danske roligans klædt i rødt og hvidt og hylder de danske helte, når bolden kildrer netmaskerne, og tacklingerne synger. De har givet baghjul til arbejdsliv og frostgrader, og er rejst til Malta for at lune sig lidt med årets første udebanesejr. Der forventes omkring 1400 danskere på tribunerne lørdag aften, og 81 af dem står på stadion i dag og kommer fra Roliganklubben. De har betalt 4500 kr for 10 dage i Malta, med fly, hotel og billetter til kampen.

 

”Ja, det er dyrt at have det sjovt,” griner Kenn sarkastisk sammen med sin far, Jens Rønning og flere af de andre roligans. Kenn Rønning på 42 år er på sin sidste roligantur som formand. Efter to år er det nu blevet tid til nye kræfter i klubben. Jens Rønning var formand fra 1991 til 1995, og han var en af dem, der var med til at få klubben rejst på benene efter de glade 80’ere, så den stod klar til triumfen i Sverige 92. Jens er ét af syv æresmedlemmer i klubben, som udover ham tæller prominente navne som Sepp, Ricardo og Uffe Ellemann. Klubben, som er landsholdets officielle fanklub, har i dag 1300 medlemmer i Danmark og fire lokalforeninger.

 

Det er ikke de manglende resultater, der får Kenn til at stoppe, for han tror ligesom landsholdspillerne på, at vi nok skal komme til Afrika. Det til trods vil hverken den ene eller anden ex-formand placere Danmark højere end 25-30 lige pt.

 

”Vores landshold er ikke så godt, det må vi indrømme, men en rigtig supporter støtter i både modgang og medgang” siger Rønning Senior, og Junior følger op:

 

”Ja, vores landshold er gået ned siden halvfemserne. Den gang havde vi stjernerne, nu må vi spille på kollektivet. Vi har folk på vej som Agger og Bendtner og de bliver helt sikkert store, men derudover har vi kun Christian Poulsen. Alle de andre spiller i klubber på et lavere niveau. Det skal nok blive bedre, men lige nu vil jeg ikke sige, at vi er til mere end 25. Der er jo også mange andre gode hold. Prøv at se Spanien. De er jo klasser bedre end os. Jeg ved godt at vi slog Portugal, men sådan er fodbold; alt kan ske.”

 

”Malta ligger nummer 146, de vinder også en gang imellem,” tilføjer Senior og kommer løbende med kommentarer til Sønnike. Til trods for den øjeblikkelige placering mener ingen af de to, at Danmark er i knæ, for det ser lyst ud i horisonten, og efter VM, mener de nok at Danmark skal være kommet i top 20.

 

Ernst på 62 er også medlem af Roliganklubben, men denne tur har han arrangeret med en kammerat fra klubben, og de har begge taget deres fuldvoksne sønner med, så de alle sammen har nogen at lege med på turen. Der var interview med ham i Fyens Stiftstidende i går og kammeraterne morer sig over deres kendis-ven og læser højt fra mobilen, der henter artiklen ned fra nettet.

 

Ernst har været med i klubben siden 0-0 kampen mod Grækenland i oktober 1997, da Danmark sidste gang lå nummer 3 i verden, og siden da er det kun gået ned ad bakke. Han mener dog ikke, at det er hans skyld, og peger på de manglende profiler, som en del af forklaringen. Alligevel er der tro på tre point mod Malta og et VM i Afrika.

 

Fyens Stiftstidende er også på plads til træningen i dag, hvor den udsendte interviewer to af de lidt yngre fans, med en vinkel der hedder: Hvor er de danske roligans under 40? Er de danske roligans anno 2009 en forsamling af rød-hvide mosefund, der stadig lever højt på Wembley, Re-sepp-ten og Nya Ullevi? Og går de unge mere op i Barcelona og Manchester United, fordi det er dem der vises på TV3, og pryder omslagene på den nyeste version af Playstationspillet ’FIFA’.

 

Nicki Bladt på 29 år er en af de unge, der stadig er trofast, og sammen med 6 andre har de en VM-klub, hvor de mødes, ser kampene og spiller på dem. Reglen er, at de aldrig må spille imod Danmark. Nicki og de andre i klubben understøtter dermed bookmakernes antagelse om, at Danmark er den mest naive spillenation, når der bliver sat penge på landskampe. 9 ud af 10 gange spiller danskerne på dansk sejr, siger en opgørelse fra Ladbrokes. Den ’naive’ indstilling gav gode penge i kampen mod Portugal, og Nicki har det fint med rollen som den evige optimist, selvom resultaterne har været svingende de sidste fire år.

 

Der er også andre unge under 30 år på plads på stadion, og historien om de unges masseflugt, synes en anelse forhastet. Der findes stadig unge i Danmark, der holder med både Arsenal, Liverpool, Stoke og Aston Villa, fordi der er danske spillere med på holdet, men det er uomtvisteligt, at der hele tiden bliver færre, der kan huske junidagene i 1992.

 

Glenn på 44 år har været med siden han i 1984 vandt billetter til en EM-kamp, og han er nu medlem af lokalforeningen på Bornholm. På vej tilbage fra den solfyldte træning, sidder Glenn i roliganbussen og drømmer sig tilbage til 17. maj 1989, hvor Danmark vandt 7-1 over Grækenland. Begge brødrene Laudrup kom på måltavlen og Flemming Poulsen scorede efter et flot ryk af Bartram. Glenn kommenterer scoringen, og bliver hjulpet på vej af medkommentatorer, der sidder spredt i bussen over fire stolerækker. Alle disse hverdagens fodboldeksperter har et minde og en mening, der bliver delt og ytret mens roliganbussen skærer på tværs af den lille klippeø - denne subtropiske version af Glenns fødeø.

 

DAGEN EFTER SPILLES der igen fodbold på træningsanlægget ved Ta Qali Stadium. Det er et udvalgt hold for de bedste piger på øen. Salvu Debono på 52 år sidder på en bænk i hjørnet af anlægget, og varmer sig i dagens sidste stråler samtidig med, at han venter på, at datteren skal blive færdig med at træne.

 

”I Malta har vi kun tre græsbaner, og om kort tid er de ikke engang grønne længere på grund af varmen,” forklarer Salvu. Han fortæller om dengang Ta Qali Stadium blev bygget tilbage i 1981. Landets første græsbane. Alle de store kampe på Malta spilles enten dér, eller på ’Hibernians Ground’, der blev bygget i 1986. Derudover er der to muligheder: Kunstgræs eller sand. Før 1981 spillede landsholdet kun på sand, og Salvu fortæller om nogle ganske gode resultater mod de store nationer, når de spillede på hjemmebane, mens de fik klø på udebane. Blandt andet spillede de i 1971 mod de tidligere koloniherrer fra England. Salvu så kampen på Gzira (sand) Stadium, og den endte ’kun’ 0-1. Havde det ikke været for en mirakelredning af Gordon Banks i 2. halvleg havde de undertippede maltesere endda reddet en uafgjort, fortæller Salvu. Returkampen i England endte 5-0

 

”På TV snakkede de om et godt resultat mod Danmark. Jeg tror de snakkede om uafgjort, måske en sejr. Men jeg går egentlig ikke så meget op i fodbold. Jeg kan godt lide motorsport,” siger Salvu, hvorefter han begynder at fortælle om sin klassiske Ford-model, med en væsentlig større entusiasme end hidtil i samtalen. Fodbold er muligvis stadigvæk nationalsporten, men indtil videre har det været svært at mærke på øen. De fleste har godt nok hørt om en landskamp mellem Danmark og Malta, men mange ved ikke, hvornår den spilles, og de der ved det, konstaterer med største selvfølgelighed, at Danmark selvfølgelig vinder. ”We are a small country”, siger de alle med én mund, som forklaring på, hvorfor det ikke er gået bedre op igennem historien, og hvorfor det heller ikke vil gøre det på lørdag. Dette er Jantelov a la Malta – en ø, der ganske ironisk er på størrelse med Mors - Jantelovens hjemstavn.

 

Ved siden af træningsanlægget, inden for på Ta Qali Stadium, har det maltesiske landshold deres sidste træning. Mark Muscat, Maltas svar på Lars Berendt, har lovet at fange et par af Maltas stjernespillere til en kommentar efter træningen, og i ventetiden springer han ud som den første ægte maltesiske roligan.

 

”Jeg tror på, at vi scorer i morgen, og forhåbentlig en mere end de andre, ”svarer han med et smil, som kommentar til morgendagens kamp.

 

”Jeg er altid optimistisk, ellers ville jeg ikke være her. Jeg er 30 år gammel, og jeg ventede i 15 år på at se mit land vinde en turneringskamp på hjemmebane (red. 2-1 mod Ungarn i 2006). Den dag græd jeg. 15 år ventede jeg. Ville du gøre det?” fortæller han i en sætning, der fortæller lige dele om Maltas styrke og hans egen dedikation til landsholdet.

 

Michael Mifsud spiller i Barnsley FC, og han er Maltas ubestridte fodboldkonge. Lidt rod i sommerens transfervindue gjorde, at han stadig ’kun’ spiller i 1. division. Efter træningen bliver han præsenteret for FIFA’s rangliste, der fortæller at Malta, siden han debuterede i 2000, er faldet fra plads nummer 113 til nummer 154. Den dårligste placering nogensinde for et maltesisk landshold.

Michael tager statistikken med et skævt smil og påpeger, at der er flere lande end dengang Malta lå nummer 66, tilbage i 1995. Opbakningen fra folket har de til gengæld stadigvæk.

 

”I morgen vil du kunne høre ’South End Core’ (den maltesiske fangruppe) under hele kampen, og de bliver ved uanset, hvad resultatet bliver. Selvfølgelig vil de gerne have, at vi skal vinde alle vores kampe, men alle ved, at vi er et lille land, så det er svært. Det til trods tror jeg på en sejr i morgen. Jeg er altid optimistisk, ellers var der jo ingen grund til at gå på banen,” siger den lille hurtigløber, som bærer store dele af Maltas chance for succes på sine skuldre.

 

Justin Haber spiller, ligesom Michael, i den engelske 1. division. Han er til daglig tredje målmand i Sheffield United. En klub, der tilfældigvis også bliver sponsoreret af den Maltesiske Turistorganisation, hvorfor nogen mener, at kontrakten ikke primært er skrevet af sportslige årsager. Siden Justins debut på landsholdet i 2004 er Malta faldet 21 pladser, men efter uafgjort på hjemmebane mod Albanien er de nu rykket 8 pladser frem igen. Justin er som Michael, og de danske landsholdsspillere, ikke videre imponeret over FIFA’s rangliste.

 

”Halvdelen af ranglisten er fyldt med løgn. Se på alle de lande fra Sydamerika eller Australien fx, og se så hvem de spiller imod. I halvfemserne havde vi måske en god placering, men siden da er der kommet flere nationer. Lige nu vil jeg mene, at vi ligger i Top 80 i verden. Vi er et lille land med 400.000 indbyggere, men vi har også fået gode resultater,” siger han og opremser nogle af de bedste resultater i nyere tid. I sidste kvalifikationsturnering fik Malta 5 point, og de håber på at slå den rekord i denne kvalifikation, men det bliver svært i en pulje, som Justin beskriver, som den sværeste overhovedet.

 

”Vi vil selvfølgelig gøre vores bedste i morgen, men det bliver svært. Danmark er et godt hold, og en spiller fra Danmark tjener det samme som hele vores landshold,” siger han, og laver dermed en kobling, som er kendt for flere danske sportsjournalister, der har kommenteret AaB - Manchester City, eller Danmark - Spanien. Ofte ynder vi som danskere at iklæde os rollen som underdog, men i denne anledning må danskerne affinde sig med at aflevere lillebrorrollen og de dårlige undskyldninger til malteserne. Alt andet end en sejr til danskerne i morgendagens kamp vil være en kæmpe sensation.

 

I det hele taget er det ganske underholdende at se på de mange paralleller mellem de to små nationer og deres selvforståelse. Hvis ranglisten var baseret på antallet af indbyggere i verdens lande, ville Malta ligge nummer 169 og Danmark nummer 108, og det er dette lillelands-faktum, der bruges til at iklæde sig rollen, hvor man kun kan komme fra baghjul og overraske. På trods af den italesættende jantelovsmentalitet, forventer vi alligevel at være med, hvor det sker. Vi vil have slutrunder, vi vil vinde over Frankrig, Portugal, Brasilien og måske være tilfreds med en uafgjort mod Spanien. Har Daniel Agger ret? Har vi været forkælede som danskere?

 

KLOKKEN ER LIDT over seks lørdag aften, og der er en lille time til kampstart. På vestsiden af stadion fylder de 1400 danskere fint op på den ene halvdel af tribunen. Der serveres ikke øl på stadion, men de fleste roligans sejler allerede op ad åen efter diverse gratisfester inde i byen, sponsoreret af danske betting-bureauer, der har søgt skattely i Middelhavet. Bydelen Sliema har været rød-hvid hele eftermiddagen og lignet Trianglen før kick off til en hjemmekamp. Kenn og Jens Rønning og de 81 fra Roliganklubben har gjort deres til at tørlægge bydelen, og sidder nu efter en våd eftermiddag, sammen med de 1300 andre og er klar til kamp. Kenn har lovet en snæver 7-0 til de rød-hvide.

 

I den sydlige ende af Ta Qali Stadium hører ’South End Core’ til, og i aften er der ’Danish pastry’ på menuen. Folk bliver ledt i fællesråb af en orkesterleder, der udstyret med megafon og entusiasme, akkompagneres af fem trommer på rad og række. Malteserne rykker sammen ind mod midten. Der er fest i den sydlige ende af stadion.

 

”Hvis vi får uafgjort, bliver jeg glad. Hvis vi vinder, bliver jeg meget glad. Vi ved godt det bliver svært, vi er et lille land, men vi bliver ved med at støtte,” råber Brian på 19 år, som kun har misset én hjemmekamp de sidste 7 år. En kamp han gik glip af på grund af et biluheld. Han er medlem af ’South End Core’, som ifølge Brian skulle have 6000 tilhængere, hvilket er ganske imponerende for et lille land, der ikke ligefrem forkæler sit hjemmepublikum med sprudlende fodbold.

 

Amy og Jacky på 24, lover en 5-0 sejr til Malta og bidrager dermed til den optimistiske stemning, der stadig hersker på Ta Qali.

 

”Den her kamp betyder alt for mig,” fortæller Amy, der har fire ekskærester til at sidde ovre blandt de danske tilskuere, og hvis Malta vinder, skal en af dem betale for en tatovering til hende. Hvad hun skal af med, hvis Malta taber, ønsker hun ikke at fortælle.

 

Først den danske nationalhymne og dernæst den maltesiske fylder stadion, mens ’South End Core’ synger med og antænder i tusindvis af stjernekastere. Der fløjtes op til kamp. En kamp mellem to nationer, der er vant til at være lillebror, og som begge må se opad på verdensranglisten for at få øje på de store.

 

Mifsud rykker væk fra Poulsen – Mifsud afleverer mod Schembri i feltet – Krøldrup giver hjørnespark – ’South End’ sukker.

 

Mifsud kort hjørne til Cohen – Cohen til Mifsud – Mifsud til Cohen – Cohen sparker mod mål – Sørensen bokser væk – ’South End’ står op. Råber. Klapper. Hylder.

 

Malta gør det fint i kampens start og de maltesiske fans fylder ’South End’ med deres ”Viva Malta, Viva Malta’, men efter 12 minutter ligger bolden bag Justin Haber i det maltesiske net. Ingen kan rigtig se, hvad der sker i den anden ende af stadion, men på tavlen står der 1-0 til Danmark. De maltesiske fans fortsætter ufortrødent, at være bagud er ikke en uvant situation for dem.

 

Efter 23 minutter er der igen scoret, og displayet på Amys telefon blinker. ”Bye bye tatoo”, står der i sms’en fra ekskæresten, der kan se frem til den præmie, som Amy stadig ikke har lyst til at fortælle om.

 

Malteserne fortsætter med at råbe resten af halvlegen, men efter en situation, hvor Cohen nedlægges i feltet, og får tildelt et gult kort for film i stedet for straffespark, ændrer sangen sig fra; ”Viva Malta” til ”Fuck the referee”.

 

Anden halvleg bærer præg af, at kampen er afgjort. Det mærkes både på banen, og blandt de danske tilskuere, som på trods af en føring er væsentlig mere afdæmpede end deres maltesiske kolleger. Et skud fra den altid udskældte Rommedahl, får pulsen til at stige et par slag blandt de danske roligans, men begejstringen er moderat. Halvlegen snegler sig mod slutfløjt, og Kenn og de andre roligans må spejde langt efter den snævre 7-0. Nordstrand runder kampen af med sin scoring til 3-0 og får dermed de danske fans op af sæderne, inden de alligevel skulle rejse sig og forlade den fodboldfest, der døde inden den for alvor gik i gang. Kampen på banen vindes af danskerne, men på tribunen er det stadig malteserne, der høres tydeligst.

 

I roliganbussen, der kører tilbage til hotellet, er det svært at se og høre, at Danmark har vundet 3-0.  De er tilfredse med de tre point, men tre mål var nok lidt i underkanten. Den afdæmpede snak i bussen, handler om Sverige-Portugal kampen, der spilles senere på aftenen, og den næste kamp mod Albanien. En mobiltelefon afspiller fodboldhits, og Re-sepp-ten med ekstra diskant fylder bussen på vej tilbage mod byen og en sidste overnatning, inden den solskoldede danskersnude igen skal vendes mod nord.

 

AVISERNE DAGEN DERPÅ fremhæver maltesernes heroiske indsats mod overmagten, men anerkender at Danmark var et bedre hold. ”The Times of Malta” retter nu fokus på onsdagens kamp mod Ungarn og den teoretiske chance for tre point og endnu et fodboldmirakel, som i de gode gamle dage i 2006. Sker det ikke, må Malta forberede sig på en rutschetur i FIFA’s ranglistesystem.

 

De danske aviser glæder sig over de forventede tre point og to mål af Søren Larsen, men er ikke imponeret. Det er som at læse engelske aviser dagen efter en Premier Leaugue klub har vundet over et ’ligegyldigt’ hold fra Ukraine, Schweiz eller Danmark. Nu var det for en gangs skyld Danmark, der var storebror-nation, og vi er ikke sene til at påtage os den naturlige arrogance der medfølger. Ligesom de maltesiske aviser, kigges der nu frem mod onsdagens kamp, og de næste tre point på vej mod VM.

I aviserne er der også resultater fra weekendens øvrige kampe, der udover en uafgjort mellem Sverige og Portugal, bød på en 5-0 sejr til Elfenbenskysten over Malawi og 1-1 mellem Ecuador og Brasilien. To ganske gode resultater til Danmarks naboer på verdensranglisten, og måske trods alt ikke et så dårligt selskab vi befinder os i.

 

EFTERSKRIFT: Onsdagens kampe ender med endnu et 3-0 nederlag til Malta og endnu en 3-0 sejr til Danmark. En uge efter udsendes den næste rangliste fra FIFA. Malta falder fem pladser og er tæt på at slå rekorden igen. Danmark rykker ni pladser op, som nummer 29. Det bedste i næsten to år. Danmarks modstander d. 6. juni, Sverige, rykker otte pladser ned, som nummer 33. Den dårligste placering for et svensk landshold nogensinde.

FIFA’s rangliste har talt: Nu er nye nationer i knæ.

6. juni i Stockholm får Danmark en ny chance for avancement. Eller endnu en tur nedad på ranglisten.