Millionernes klassiker
Af Peter Banke, 26/01 2009, 09:16
Hadet mellem Flamengo og Vasco da Gama har ofte haft dødbringende konsekvenser, men nu bliver der prædiket diplomati i stedet for krig - og torcidaen vender vreden mod politiet, der dræber
uskyldige i Rio de Janeiros gader.
RIO DE JANEIRO: Militærpolitiet har lagt en jernring om Maracanã. Til fods, i bil, til hest og helikop-ter. Kampklar og i en udrustning, der ligner noget fra en krigszone i Mellemøsten.
Det er hadet mellem Flamengo og Vasco da Gama, der har fået politiet i højeste beredskab. Et had, der sidste år brutalt dræbte en Flamengo-fan.
De involverede parter var klubbernes voldelige grupperinger Torcida Jovem do Flamengo (TJF) og Forca Jovem do Vasco da Gama (FJV).
Den 16. november 2007 tog 44-årige Germano Soares da Silva ind på Praça XV i hjertet af Rio de Janeiro for at mødes med sine venner fra TJF til et organiseret slagsmål arrangeret på nettet, inden Flamengo og Vasco da Gama skulle mødes i en mesterskabskamp i basketball.
Da Flamengo-fansene nåede frem måtte de imid-lertid hurtigt erkende, at der var langt flere fra fjendens lejr, og de valgte at flygte, men Germano nåede som den eneste ikke at slippe væk. Et overvågningskamera fangede siden hans grusomme skæbne: Han blev gennemtævet med jernrør, baseballbat og sten og efterladt på et fortov i timevis med blodet flydende fra sit hoved.
Germanos venner har svoret hævn og truer dermed med at fortsætte den ballade, der begyndte i 1991, da TJF’s præsident Dica blev dræbt af medlemmer af FJV.
Det er anden gang klubberne mødes, siden Germano blev dræbt. Der har været forlydender om slagsmål på metro-linjen ud mod Maracanã, men omkring stadion er der forbavsende roligt forud for Rio de Janeiros højrisiko-opgør nummer ét mellem Flamengo og Vasco da Gama – kampen der også er kendt som Millionernes klassiker, fordi bogstaveligt talt millioner af mennesker vil følge klassikeren i nervøs ophidselse på liv og død.
Flamengos betydning i Brasilien er enorm. Klubben er en religion, en trosretning med sin egen bibel og sine egne små og store profeter. En fan er ikke bare torcedor, han er flamenguista og bekender sig til flamengismen.
I en Flamengo-publikation udgivet i 1980 i anledning af klubbens 85 års fødselsdag beskrives fænomenet Flamengo blandt andet med ordene:
”Der burde vedtages en lov, som forpligter Flamengo til at spille hver uge i hele Brasilien og altid vinde. Når Flamengo vinder, er der mere kærlighed i bjergskråningernes slumhytter, mere sødme i ga-derne, livet synger, sindene styrkes, manden arbej-der mere og bedre, og børnene får gaver. Der kysses på arbejdspladserne og i haverne, for sjælen er i fred, er lykkelig.”
De ord er stadig gyldige den dag i dag.
Flamengo er klubben, der er hjem for millioner, 34 millioner nærmere bestemt, størst i Brasilien, mens Vasco da Gama har en fanbase på 11 millioner – næststørst i Rio de Janeiro og femtestørst i landet. Man kan finde en Flamengo-fan overalt i Brasilien i alle samfundslag. Vascos fans finder man især blandt de portugisiske efterkommere i Rio de Janeiro.
Egentlig var Flamengo elitens klub, Vasco var den demokratiske, den første der tillod sorte spillere. I Rio begyndte alle de store klubber, på nær Fluminense, som roklubber, der senere udviklede sig til sportsimperier med flere forskellige sportsgrene. Det er derfor fansene ligeså godt kan slås til en basketball-kamp som til en fodboldkamp.
Rivaliseringen begyndte før, der overhovedet var fodbold i Brasilien - i ro-dyster i begyndelsen af det 20. århundrede. Siden blev Flamengo Rio de Janeiros største fodboldklub med flere Rio-mesterskaber, mens Vasco langsomt kravlede op gennem divisionerne, og først i 1923 var klar til et møde med Flamengo.
Vasco vandt overraskende 3-1 og senere mesterskabet med et hold af sorte spillere og arbejdere. Det fik Flamengo og byens hvide elite til at starte en kampagne, der skulle forbyde opkomlingene, fordi Vasco tillod sorte spillere på banen. Vasco måtte i to år spille med Rios mindre klubber, inden klubben igen blev indlemmet i det fine selskab.
En klassiker blev født og hadet mellem klubberne har holdt frem til den dag i dag.
Et eksempel: I 1998 fejrede Vasco da Gama sin sejr i Copa Libertadores ved at spillere og fans kørte til Flamengos anlæg i Gávea i det sydlige Rio og sang, hånede og hoverede over for fjenden, i stedet for at fejre sejren i den nordlige del af byen, hvor klubben hører til.
”Jeg glemmer aldrig den dag. Hvis jeg ikke ha-
dede Vasco af hele mit hjerte før, så gjorde jeg det i hvert fald efter den dag,” siger Antonio Jappour, Flamengo-fan gennem hele livet.
dede Vasco af hele mit hjerte før, så gjorde jeg det i hvert fald efter den dag,” siger Antonio Jappour, Flamengo-fan gennem hele livet.
Flamengo og Vasco har begge vundet fire nationale mesterskaber og Copa Libertadores (Brasilien havde ikke en national liga før 1971, red.), men i perioden 1978-1983 ekspanderede Flamengo sin popularitet til hele Brasilien, hvor klubben vandt statsmesterskabet tre gange, det brasilianske mesterskab tre gange, Copa Libertadores en enkelt gang og VM for klubhold i Japan med en 3-0 sejr over Liverpool.
Store navne som Zico, Júnior, Mozer og Tita gjorde rubro-negra-trøjen til en af verdens mest genkende-lige fodbolduniformer.
Faktisk er Flamengo stadig så vigtig en klub, at den i 2007 fik sin egen dag – 17. november er nu ifølge staten Rio de Janeiro officiel Flamengo-dag.
Det er først og fremmest i statsmesterskaberne, Flamengo og Vasco har slået de største slag. Tur-neringen, der spilles som optakt til den nationale turnering, tages blodigt alvorligt, når den går ind i sin afgørende fase.
Der er kampe, der aldrig forsvinder fra aviserne og sportsprogrammerne i tv, når talen falder på det klassiske opgør.
Som kampen i 1978, hvor forsvareren Rondinelli headede et hjørnespark fra Zico i mål i det 86. minut og sendte statsmesterskabet til Flamengo.
”Målet er et af de største øjeblikke i kampene mellem Flamengo og Vasco,” husker Zico i avisernes optakt.
I 1988 oplevede Vasco klubbens måske største øje-blik mod Flamengo, da finalesejren blev sikret på et mål i det 89. minut af den netop indskiftede Cocada.
Rondinelli og Cocada er blot to af mange spillere, der har repræsenteret begge klubber. Det har Romário, Tita, Edmundo, Bebeto og serberen Pet-kovic også bare for at nævne nogle få. I det hele taget er det ikke unormalt, at spillerne i Rio de Janeiros største klubber: Flamengo, Vasco da Gama, Fluminense og Botafogo, skifter mellem rivalerne. Det bliver i mange tilfælde accepteret, men det bidrager sjældent til en svækkelse af hadet mellem klubberne.
MEN DER ER ikke noget had over den brasilianske himmel i aften. Der er fred i luften på Maracanã. Vreden er vendt mod autoriteterne. Flamengos fans breder et bredt banner ud med teksten: Samfundet insisterer på et nyt politi.
Et andet banner: Med så voldelige betjente – hvem er så de kriminelle?
Fansene bor i en by med en skræmmende mordrate på 50-60 mord per 100.000 indbyggere. Politiet i Rio de Janeiro dræber hvert år i gennemsnit over 1000 mennesker – og det er langt fra alle, der er forbrydere.
Nogle fans bærer t-shirts, der mindes den unge studerende Daniel, der blev skudt i hjertet foran et diskotek på Ipanema af en uerfaren betjent, der ville opløse et slagsmål.
Andre bærer Spiderman-kostumer for at hædre den treårige dreng João Roberto. Militærpolitiet gennemhullede med 13 kugler en bil med João og hans ni måneder gamle lillebror på bagsædet, João blev ramt og døde senere på et hospital på Copacabana. Politiet troede, at bilen tilhørte en eftersøgt kriminel og tog ingen chancer. Få dage efter skulle João have fejret sin fireårs fødselsdag til en fest med sin helt Spiderman som tema - nu blev João så i stedet begravet sammen med sit Spiderman-kostume.
Ingen forventer at hadet mellem de voldelige grupperinger nogensinde vil få en ende, men fansene synes ikke oplagt til ballade i aften efter de to tragiske episoder i dagene op til kampen.
Klubberne har også valgt at begrave stridsøksen.
Zico var 70’er og 80’er-idol i Flamengo, Roberto Dinamite i Vasco var i samme periode hans største konkurrent til at score flest mål og begejstre masserne. De to mødtes symbolsk til et fællesinterview inden klassikeren for at lægge en dæmper på hadet mellem klubberne og tilskuernes følelser.
Zico, nu træner på udkig efter job efter at have stået i spidsen for det japanske landshold og Fenerbahce, Dinamite, nu ny præsident i Vasco da Gama.
”Fodbold lever ikke uden rivalisering, men det retfærdiggør ikke, at klubberne taler grimt om hin-anden, og at fansene slås og er voldelige,” siger Zico.
”Rivaliseringen mellem Vasco og Flamengo vil altid eksistere, men den må ikke eskalere til absurde voldelige sammenstød,” siger Roberto Dinamite.
På storskærmen zoomer kameraet ind på Márcio Braga og Roberto Dinamite. Flamengos præsident ved siden af rivalens ditto. Det er aldrig tidligere, set, at præsidenterne sidder sammen. De smiler. De krammer. For et par uger siden ville det have været et utænkeligt scenario. Der hed Vascos præsident Eurico Miranda, Cartola, diktator, gangster og cigarrygende Godfather. Manden, der efterlod klubben i gældstunge ruiner.
En farverig personage med et langt synderegister bag sig, og ikke én, man har lyst til at sidde ved siden af, hvis man vil signalere rent mel i posen.
Det er ingen hemmelighed, at Eurico Miranda fyldte sine egne lommer med klubbens penge, men slap for straf, fordi han samtidig var politiker i kongressen, der sikrede ham parlamentarisk immunitet i forhold til retsforfølgelse.
Til Millionernes klassiker har han en gang opfordret sine spillere til at tøve med at løbe på banen, til efter Flamengo var trådt ind på grønsværen for ikke at dele rampelyset med fjenden.
”Etik er for filosoffer,” lyder et af hans mest si-gende citater.
Onde tunger mener, at Miranda i virkeligheden er en Flamengo-fan, der har infiltreret Vasco da Gama for at ødelægge klubben.
37-årige Edmundo er Eurico Mirandas opfindelse som en gave til tilhængerne, der inderligt ønskede ham tilbage til en sidste sæson inden pensionen.
Da hans navn og ansigt toner frem på skærmen, skriger Vasco-fansene: ”Ah é Edmundo” – ”Åh, det er Edmundo”, og Flamengos fans svarer prompte: ”Ah é assasino” – ”Åh, det er en morder.”
I 1995 kørte Edmundo efter et diskoteksbesøg frontalt ind i en modkørende bil og dræbte tre personer.
Den episode er der ingen, der har glemt, men i Vasco behandles han som en konge, og han er stadig en af Brasiliens bedst betalte fodboldspillere.
Edmundo med tilnavnet Dyret – på grund af sin voldelige spillestil – grundlage sin heltestatus i Vasco i 1997, da han blev topscorer med 29 mål i den brasilianske liga og i alt scorede 38 mål i 44 kampe på en enkelt sæson.
I 2000 udgjorde han et frygtet makkerpar med Romário ved VM for klubhold – blandt andet i en 3-1 sejr over Manchester United på to mål af Romário og et enkelt af Edmundo.
I dag er der ikke meget tilbage af den gamle Edmundo. Han er stillestående som en statue og be-væger sig kun, når han skal sparke frispark, hvilket han retfærdigvis stadig er rimelig habil til. Ind i mellem lodser han umotiveret ud efter dem, der løber forbi ham, og han ligner i det hele taget ikke manden bag dette citat:
”Kampene mod Flamengo er ikke en normal kamp. For mig er det som et VM. Det sætter gang i hele byen.”
Edmundo, der har rejst fra klub til klub i Brasilien, er også kendt som ’Flamengos bøddel’, fordi han næsten altid scorer mod rivalen.
”Edmundo spiller stadig, men ligner en, der allerede er gået på pension. Sæsonen er en lang æresrunde for ham. I princippet kunne de ligeså godt sætte Roberto Dinamite i angrebet, men fansene elsker ham stadig, selv om han ikke spiller særligt godt mere,” siger Alexandre Gontijo, sportskronikør på O Globo.
Flamengo ligger i toppen af den brasilianske Série A efter den bedste sæsonstart fem år. 2008 blev indledt med en sejr i det prestigefyldte Rio-statsmesterskab og holdet nåede ottendedelsfinalen i Copa Libertadores.
Vasco da Gama er midterhold, uden stor rolle i mesterskabskampen, men en klassiker er en klassiker og som sådan umulig at forudsige. Der er dog en del, der taler for Flamengo-sejr.
Holdet har vundet alle vigtige kampe mod Vasco de senere år. Senest i årets semifinale i statsmester-skabet, hvor Edmundo brændte et straffespark for Vasco.
Efter mindre end 10 minutters spil, er Flamengo foran. Ibson giver hånd til Vasco-keeper Tiago og eksekverer derefter sikkert det straffespark, Juan har fremtvunget.
Jublen er massiv, den har næsten et uhyggeligt ekko, der slynges rundt under Maracanãs ovale loft. Blodrøde og kulsorte farver blandes med røgen fra romerlysene og får stadionet til at ligne en vulkan, der er ved at eksplodere.
Spillerne får enorme kærlighedserklæringer fra fanskaren - torcidaen - der i aften består af 63.611 tilskuere på det 58 år gamle, legendariske stadion - selv om nutidens stjerner ikke er på højde med datidens, der havde mere loyalitet og færre lukrative tilbud fra udlandet.
I dag bliver både de middelmådige og bedste brasi-lianske spillere hurtigt solgt til udlandet - flere i en ung alder. Mange ender i Rusland, Qatar, De Arabiske Emirater og Japan, hvor de fleste klubber ikke har samme niveau som de bedste brasilianske, men i stedet lokker med langt bedre lønninger.
Sidste år eksporterede Brasilien næsten 1200 spillere udenlands med Europa som den største importør. I årets forsendelse finder man blandt andre 10’eren og stortalentet, 20-årige Renato Augusto, der forlod Flamengo til fordel for Bayer Leverkusen.
Zico var til sammenligning 30, før han skiftede fra Flamengo til Udinese i 1983, mens Roberto Dinamite var 25, da han blev hentet til Barcelona i 1979.
Aftenens klassiker er ikke særlig velspillet, den mangler intensitet og nerve. Begivenhederne bliver fuldstændigt styret af et overlegent, men langsomt spillende Flamengo-hold. Omvendt er modstanden i form af svage Vasco totalt fraværende.
Det bliver således uden større anstrengelser 2-0 og 3-0 ved Fábio Luciano og Cristian, og så får Vascos fans nok. Men de går ikke amok. De går bare. Med 30 minutter tilbage af kampen forlader tusindvis af vascainos deres pladser og lader Vasco være Vasco og når dermed ikke at se, at indskiftede Alex Teixeira får reduceret til 3-1 inden slutfløjtet.
Resultatet er på ingen måder i overkanten. Roberto Dinamite har tydeligvis et stort stykke arbejde foran sig med at genopbygge og rette op på Vasco da Gama. Det er lige nu Flamengo, der er Rio de Janeiros klub nummer et og igen blandt Brasiliens bedste.
Flamengo er med andre ord dér, hvor Flamengo bør være, og således synger livet lidt smukkere for klubbens fans.
Dagen efter bliver der kun rapporteret om ganske få voldelige sammenstød mellem klubbernes fans, og aviserne døber klassikeren: Clássico da Paz. Fredens klassiker.
Efter kampen, der blev spillet i juli, solgte Flamengo topscoreren Marcinho (Qatar Sports Club) og Souza (Panathinaikos) – som erstatning kom blandt andre Marcelinho fra Wolfsburg. Flamengo sluttede sæsonen på femtepladsen og kvalificerede sig dermed ikke til sydamerikanernes svar på Champions League, Copa Libertadores. For første gang i to år. I stedet må den populære Rio-klub nøjes med pendanten til vores UEFA Cup, Copa Sudamericana.
Vasco gik det endnu værre for. Klubben blev tredjesidst, og da fire hold rykker ud, må Eurico Mirandas tidligere og Roberto Dinamites nuværende klub en tur ned i Serie B.
Zico har omsider fundet sig et trænerjob. I FC Bunyod-
kor i Uzbekistan!
kor i Uzbekistan!
Eurico Miranda har for nyligt udtalt, at han aldrig ville have sat sig ved siden af Márcio Braga, som hans efterfølger, Roberto Dinamite gjorde i Millio-nernes klassiker. Mirandas begrundelse var, at han: "Ikke sidder ved siden af folk, der sniffer kokain."
Betaling med kreditkort sker via en PBS godkendt og PCI-certificeret betalings-løsning. 90 Minutter aps
90@90minutter.com