Af Niels Frydenlund, chefredaktør, 90M
Der er langt fra Tingbjerg Idrætspark til Old Trafford. Det danske mesterhold AaB har i dette efterår skullet gabe over dansk pokalturnering, SAS Liga og Champions League – og det har været svært. 90M tog til Aalborg for at finde ud af hvorfor.
AALBORG: Kimbrertyren troner nomalt i irret bronze på Vesterbro i hjertet af Aalborg. I dette efterår har den været klædt i rød-hvide AaB-striber og haft en Champions League stjerne-ternet bold mellem benene. Ingen skal være i tvivl: Champions League er noget særligt.
AaB er ikke den første klub, der har haft svært ved at balancere mellem opgaverne i den hjemlige turnering og udfordringerne ude i Europa. Det lykkedes sidste efterår, da nordjyderne kørte parallel-løb mellem SAS Ligaen og UEFA Cuppens gruppespil, men med udfordringer på allerhøjeste internationale niveau i Champions League med Celtic, Manchester United og Villarreal som modstandere er balancen tippet.
”Jamen, det er da også årets kamp for os,” siger højrebacken Kasper Bøgelund, da formiddagens træning er overstået. Cheftræner Bruce Rioch har gennemført den sidste del af træningen på en af de bageste baner på anlægget, hvor han uforstyrret kan indøve morgendagens opstillinger på hjørnespark og frispark.
Bøgelund har været ude med en skade, men er tiltænkt en defensiv nøglerolle i opgøret mod Manchester United, selv om hans ballast blot er en halvleg i pokalkampen mod Brønshøj tre dage forinden. Kun med allerstørste besvær og efter forlænget spilletid lykkedes det AaB’erne at besejre 2. divisionsholdet foran 1131 tilskuere på Tingbjerg Idrætspark. SAS Liga-sæsonen er åbnet skævt, blot syv point i otte kampe, et hjemmebanenederlag til AGF og en lussing på 3-0 i Parken til FC København har såret den nordjyske stolthed. Sideløbende med de svigtende resultater i ligaen har AaB haft succes på den internationale scene. Sejre over først FK Modrica fra Bosnien og dernæst FBK Kaunas fra Litauen har skaffet klubben i Champions League, det er blot fjerde gang i prestige- og pengeturneringens levetid, at det er sket for en dansk klub. AaB var selv med tilbage i ’95, og ellers er det kun Brøndby og FC København, der har haft æren.
”Det har dog ikke været problemet i SAS Ligaen. Men selvfølgelig har Champions League taget fokus undervejs. Selv om vi har været tilbage i SAS Ligaen for at spille kampe, er vi blevet mødt af spørgsmål til kampene i Champions League. Vi har ikke kunnet undgå, at der har været snak om det og at der har været en påvirkning udefra – alene det at journalisterne har stået her og stillet spørgsmålene er en faktor,” siger han.
Dermed giver Bøgelund tegningen til en mental forklaring. At Champions League er så stor og fylder så meget, at det kan være svært at holde fokus på andre ting.
Den præmis køber træner Bruce Rioch ikke helt, da han prøver at forklare årsagen til slingrekursen på det officielle pressemøde senere inde på stadion.
”Det sker hele tiden, og det handler ikke nødvendigvis om fysiske kræfter. Selv i store klubber som Barcelona, Manchester United, Bayern München etc. ser man, at de mister point i den hjemlige liga omkring kampene i Champions League, ” forklarer han.
”I AaBs tilfælde handler det især om det mentale aspekt, at sætte sig op til kampen. Champions League er så stor og så speciel, at det kræver enorme ressourcer. Derfor har jeg også sagt til AaB: Lad jer ikke slå ud af at det koster i ligaen. Det sker for alle. Der er en reel risiko for alle hold, der deltager i Champions League, at de ikke genvinder mesterskabet. Oveni købet har AaB et meget ungt hold, og lige siden lodtrækningen har de haft de her kampe i hovedet – de møder Manchester United, måske verdens største klub. Det er naturligt, at de ikke kan få sådan en kamp ud af hovedet. De spiller for 60.000 mennesker på Celtic Park – og gør det formidabelt. Dér er fokus.”
Lørdagen efter er AC Horsens på besøg i Aalborg. AaB skuffer og får kun 1-1 og er endda heldige, idet Andreas Johanssons udligningsmål først falder i sidste minut. Forude venter et dobbeltopgør mod spanske Villarreal, en pokalkamp mod Fredericia og SAS Liga-kampe mod bl.a. Brøndby, Esbjerg og Vejle.
AaB er ude i en svær balancegang.


Betaling med kreditkort sker via en PBS godkendt og PCI-certificeret betalings-løsning. 90 Minutter aps
90@90minutter.com




