Interesseret i 90M. Klik her

Han er lige kommet ind ad døren efter en tur i fitness-centret. Selv om det efterhånden er 12 år siden han indstillede sin aktive karriere, har han ikke ladet sin krop forfalde. ”Det ligger vel lidt i blodet,” siger han.

Claus ”Kuno” Christiansen, i dag 40 år, er en af de mere upåagtede danske helte fra Danmarks EM-triumf. Han var reserve i ordets egentlige forstand, men skades-situationen på det danske hold betød, at han blev skiftet ind i både semifinalen mod Holland og finalen mod Tyskland. Og i den ultimative kamp – finalen - havde han en meget afgørende hovedstøds-aflevering med som fingeraftryk på pokalen.

”Historien er, at jeg var med som reserve. I bogstaveligste forstand. Richard Møller Nielsen var en træner, der gav maksimal tillid til sine stamspillere, han holdt fast i sin kerne. Der skulle nærmest et brækket ben – eller en ødelagt knæskal – til, før han skiftede ud,” erindrer Claus Christiansen.

Claus Christiansen, der havde tilnavnet Kuno, fordi der i hans drengetid var fire Claus’er på vejen, hvorfor han fik tilnavn efter familiens hund, blev udtaget til EM med en ballast på kun to landskampe. Sammen med Morten Bruun, Johnny Mølby, Peter Nielsen, Torben Frank og Bent ”Turbo” Christensen var han decideret marginalspiller med ringe udsigt til spilletid. Men da Henrik Andersen ødelagde knæet i semifinalen mod Holland, fik Claus Christiansen chancen.

”Det er meget sjov, for jeg snakkede med Morten Bruun og Johnny Mølby om det, da vi mødte hinanden i Cirkusbygningen til fodbold-galla omkring jul. Richard Møller henvendte sig først til Mølby, da Henrik Andersen lå skadet derinde og spurgte, om han kunne spille venstre back overfor Ruud Gullit – det var jo en spiller, der var relativt god dengang,” fortæller Claus Christiansen med underdrivelsens kunst.

”Men Mølby var jo midtbanespiller med kreative evner og hverken særlig hurtig eller særlig hovedstøds-stærk. Så han foreslog ”Ricardo” en rokade, så han kunne komme ind på midten. Og dér tror jeg ligesom den døde. I hvert fald kom han hen til mig og spurgte, om jeg var klar – og det var jeg. Jeg var jo forsvarer til daglig, og ud over at jeg ikke er venstrebenet, så skulle jeg jo nok kunne klare den back.”

Interesseret i 90M. Klik her

Da Claus Christiansen løb på banen, manglede der 20 minutter. Danmark var foran 2-1 og havde været det siden det 33. minut, da Henrik Larsen scorede sit andet mål i kampen.

”Det var jo meget på spil, og adrenalinen pumpede rundt i kroppen. Jeg kunne jo godt se, at det var alvorligt med Henrik, så jeg nåede da at tænke: ’ups, Claus, nu kommer du sgu ind.’ Ricard sagde egentlig ikke så meget, bare at jeg skulle sørge for at holde Gullit fra fadet. Jo tak. Da jeg stod overfor ham… Han er jo en høj fyr og dengang var han én stor muskel. Men jeg tænkte, at hvis jeg springer før tid har jeg en chance for at matche ham i hovedspillet. Den første duel var ude på banen, og jeg sprang op før tid og prøvede at heade. Jeg ramte også noget, men det var ikke bolden. Jeg headede til Gullits skulder. Så var det jeg tænkte: ’Det bli’r sgu ikke sjovt, hvis næste duel er i feltet.

Claus Christiansen fortæller sin historie, som var det en kamp, der foregik dagen før. Så tydeligt i erindringen på ham står det. Men han understreger også, at for en mand, der ikke blev noteret for mere end fem landskampe, var det de rigtige, han valgte. Semifinale og finale ved et Europamesterskab, som Danmark vandt.

Hele klubkarrieren spillede Claus Christiansen i Lyngby, hvor han er noteret for 295 kampe – og tre mål – og han var med til både at vinde DM-guld og pokalmesterskab for klubben. Allerede som 28-årig valgte han at indstille karrieren. Et godt tilbud om et job som salgs- og marketingchef i Nike fik ham til at træffe beslutningen.

”Nu skal det ikke lyde alt for akademisk, men det at leve udelukkende som professionel fodboldspiller kunne ikke give mig tilstrækkelig tilfredsstillelse i hverdagen. I det sidste halvandet år, jeg spillede, arbejdede jeg deltid hos PFA, der var sponsor i Lyngby, og tidligere havde jeg også læst ved siden af. Så da der kom et godt job-tilbud fra Nike, syntes jeg det var en god måde at springe ud af fodbolden og ind i erhvervslivet,” fortæller Claus Christiansen.

Samtidig skal man huske, at dette her var i 1995, altså før Bosman-dommen. Det var kun de allerbedste, og for det meste angriberne og de offensive midtbanespillere, der blev solgt til udlandet. I dag kan en spiller lade sin kontrakt løbe ud og jeg har nærmest indtryk af, at man ”altid” kan få en kontrakt i en hollandsk mellemklub. Det kunne man ikke dengang. Vi var stavnsbundet til klubben, også efter kontraktudløb.”

Interesseret i 90M. Klik her

Tilbage i semifinalen på Nya Ullevi i Göteborg lykkedes det Claus Christiansen at holde Gullit ”fra fadet,” men fire minutter før tid udlignede Frank Rijkaard, og Christiansen fik to gange 15 minutter ekstra inden straffesparks-konkurrencen med Kim Christoftes berømte afsluttende korte tilløb og efterfølgende jubel-piruet sendte Danmark i finalen.

”Lejren var jo et stort lazaret i dagene op til finalen. Stort set hele forsvaret var der tvivl om, så jeg fornemmede jo, at der var en chance for spilletid i finalen. Det var sådan en blanding mellem forventninger og nervøsitet, husk på, jeg havde aldrig spillet en hel kamp på landsholdet før og kun startet inde i en træningskamp mod Italien. Så udsigten til at få startplads i en finale om Europamesterskabet var da både skræmmende og spændende. Det var Sivebæk, der var mest tvivl om, men han blev klar, så jeg startede på bænken. Men undervejs var der hele tiden spillere nede og ligge, så jeg nåede mange gange at tænke: Det er NU!”

Efter at have afsluttet prof-karrieren fortsatte Claus Christiansen på lavere niveau som amatør-spiller sideløbende med jobbet hos Nike. I de første fire sæsoner spillede han i Vedbæk, havde en enkelt sæsons afstikker til Skovshoved inden han sluttede med endnu en sæson i Vedbæk, der på det tidspunkt var nået op i Danmarksserien. Det var i 2001. Siden har han spillet på Lyngbys stærke old-boys-hold, bl.a. sammen med andre europamestre tidligere topspillere som Brian Laudrup, Peter Nielsen, Allan Nielsen, Morten Wieghorst og Torben Piechnik.

I 2000 gik han ind i sin fars Matas-forretning som led i et generationsskifte, og indtil for en måned siden, hvor butikken blev solgt, var det hovedbeskæftigelsen i hans liv. Claus Christiansen bor i dag i Snekkersten i Nordsjælland sammen med hustruen Anja og parrets to børn, Niklas på seks og Sarah på to år.

”Jeg har valgt at trække vejret sommeren over for at finde ud af, hvad jeg nu vil. Jeg har været selvstændig i de sidste syv år, men det er ikke givet, at jeg skal være det igen. Jeg har altid været holdspiller, og jeg har ingen problemer med at gå ind i et team omkring et eller andet projekt. Det kan også være, at jeg vil gå ind i sportens verden igen. Alle muligheder står åbne, jeg har en god mavefornemmelse og glæder mig til at bruge sommeren til overvejelser om fremtiden,” siger han.

Oppe i Göteborg nåede finalen hen i sit 66. Minut, inden der blev brug for Claus Christiansen. John Sivebæk måtte humpe ud med en fiberskade, stillingen var 1-0 og tyskerne pressede på for en udligning.

”Jeg var da lidt betænkelig, for i semifinalen havde hollænderne udlignet efter at jeg kom på banen, så jeg tænkte om historien nu ville gentage sig.”

Det gjorde den ikke. 12 minutter efter sin entre opstod det gyldne øjeblik i Claus Christiansens karriere.

”Jeg befandt mig på tyskernes banehalvdel, da bolden kommer retur imod mig. Jeg går op sammen med en tysker i en hovedstøds-duel. Senere fandt jeg ud af, at det var Thomas Hässler. Han var jo en lille spiller, så det var en hovedstøds duel, jeg skulle vinde. Jeg header den fremad mod en rød – det var Kim Vilfort – og han får den så med sig og løber ned og scorer til 2-0. Det har efterfølgende været hævdet, at Vilfort tog den med sig med armen – især fra tysk side – men nu har den situation været vist igen og igen fra alle kamera-vinkler, og der er endnu ikke ført endegyldigt bevis for, at det var armen.”

Efter EM blev det kun til en enkelt landskamp mere for Claus Christiansen – en venskabskamp i USA i januar 1993.

”Jeg løb ind i karrierens eneste skade, og mens jeg var ude dukkede Marc Rieper op i landsholds-sammenhæng. Men som jeg plejer at sige: Det kan godt være, at jeg kun fik fem kampe, til gengæld fik jeg en semifinale og en finale ved et Europamesterskab. Jeg har prøvet at vinde DM og pokalfinalen med Lyngby, spillet næsten 300 kampe for klubben og været anfører i en periode, så jeg føler ikke, jeg har noget til gode, og jeg har aldrig fortrudt min beslutning om at stoppe som 28-årig. Selvfølgelig kunne det have været fint med en ophold i udlandet, for pengenes og for oplevelsens skyld. Men man skal også være realistisk. Jeg har fået meget ud af mit talent."

Siger manden, hvis karriere altid vil blive husket for en hovedstødsaflevering i Göteborg.

Interesseret i 90M. Klik her