Morten Olsen står overfor ”Mission Impossible”, når han i spidsen for DBU’s landstrænerteam skal forsøge at bringe landsholdet videre fra gruppespillet til EM i Polen og Ukraine. Danmarks modstandere i gruppe B tæller Holland, Tyskland og Portugal – alle hold der er store forventninger til – men også hold, som hver kan være sin egen værste fjende. Det danske landshold er stærkere end længe set, fordi træneren og spillerne i samspil ejer den samme tro. Troen på at alle kampe kan vindes. En tro de ikke står alene med.

Ja, jeg tror, Danmark kan vinde EM. Så er det sagt. Når 90M udkommer engang i august-september kan vi gøre regnskabet op. Ender det til sommer med tre kampe og et bad i gruppe B, så ligger håneretten ikke hos mig. Fair nok. Men jeg tror på de unge danske landsholdspillere, som gennem hele 2011 viste storspil – kronet med sejrene mod Norge og Portugal – og som på troværdig vis har opbygget en fantastisk atmosfære omkring sig. Spillere som Christian Eriksen, Michael Krohn-Dehli og William Kvist, der medvirker i dette magasin, har en befriende indstilling til det at ende på sportens ypperste hylde - at repræsentere sit eget land. På samme tid besidder alle landsholdets profiler nu ydmyghed og selvtillid. De er ”arrogante på en sund måde”, som landstræneren selv har udtalt det i kvalifikationen.

Min store bøn er, at de holder fast i den indstilling. Jeg håber, at den startformation, vi så spille sig ud mod Portugal i Parken, da kvalifikationen blev sikret, er den samme vi ser i Ukraine på Metalist Stadium i Kharkiv den 9. juni, når Danmark indleder EM mod Holland. Vi skal noget tid tilbage i historien for at finde et landshold med så megen udstråling og spilleglæde… ik’? Jeg bilder mig ind, det er ungdommens gåpåmod, der spiller os et puds. Også Morten Olsen.

Spejder vi halvandet år tilbage til tiden lige før slutrunden i Sydafrika, var den daværende landsholdstrup nemlig ikke sammensat rigtigt. Flere af spillerne var ikke fysisk rustet til en slutrunde, mens andre manglede spilletid på deres respektive klubhold. Alt sammen noget der kom til udtryk i flere af kampene. De blev kendt, som ”landsholdet der fik en sidste omgang i manegen”. Hold da op hvor jeg i den grad savnede at se Christian Eriksen noget mere i aktion. Han var hver dag til træning – og er stadig – landsholdets bedste spiller, og han skulle også have haft mere spilletid i Sydafrika.

Det får han nu. Boilesen, Bjelland, Kvist, Zimling og Krohn-Dehli lige så. Det er definitivt vejen frem, og jeg ser også Morten Olsen bære på en helt særlig stolthed, når landsholdet spiller sig ud. Det har sat sig i vores 62 år gamle landstræner, at så mange unge kræfter har grebet chancen. Han nyder uden tvivl, at han denne gang ikke skal pille så meget ved brikkerne, når truppen skal udtages, som det var tilfældet, da han hev kaninerne Søren Larsen, Daniel Jensen og Patrick Mtiliga kom op af hatten ved udtagelsen af VM-truppen 2010. Svære beslutninger der blandt andet kostede den evigt tro Michael Silberbauer en slutrunde, og som sendte Michael Krohn-Dehli på tidlig sommerferie i regnvåde Danmark.

Nu bliver landstrænerens kaniner forhåbentlig noget nemmere at forsvare, når der senere i foråret skal udtages EM-trup. For stammen har han. Han skal bare stille med de samme 11 spillere som mod Portugal i oktober. Så er Silberbauer med, så spiller vi uafgjort mod Holland, vinder over Portugal og snupper en forsigtig billet til kvartfinalen, hvorefter vejen er brolagt for Olsens unge helte, der serverer håneretten for undertegnede!